Påklædningsfusser gør mig glad

Arautorap

De holdt i 70'erne og de holder i dag. 

Jeg er blevet fettishist. Jeg tror ikke jeg som sådan har en sko-fettish, men jeg er komplet forelsket i Rap-sko. 

I hvert fald har Karl udtrådt adskillige af dem, og nu hvor han lægger sidste fod på sine "hurtig-sko" så er det med vemod at jeg må vinke farvel til de fantastisk lækre sko.

Med sand på:-)

Men det var også med glæde da ekspedienten i Krutter (i Århus) svingede erstatningen over disken.

 

De er ikke bare smarte og hippie-licious. De holder helt fantastisk godt og så sidder de bare helt vildt godt på Karls lille tykke fod.

Desværre forhandles de ikke i Aalborg, men jeg ved der findes to pushere i Århus:

'Krutter' i Badstuegade og 'Noah og Victoria' i Vestergade, som også begge fungerer som netbutikker.

Bobux

Bobux' små lækre vamsede skindfutter til de mindste babyfusser burde være enhver baby forundt. De produceres på New Zealand og er lavet i det mest smør-bløde skind og derefter fyldt til randen med fint krøllet lammeuld.

Desværre er netop dette design ved at udgå fra handel, så jeg har selvfølgelig skyndt mig at købe to par til lillesøsters fusser, som kan supplere de to par der går i arv fra Karl. De er et must i livet med baby.

Bobux er desværre faldende i popularitet. Det er nok pga af at deres mest producerede futter er helt klassiske skindfutter med farverige motiver på, og det gider vi simpelthen ikke bruge 300 kr på. Og når konkurrenrende producenter så melder sig på banen med lignende designs til under halv pris (bla Melton), ja så bliver Bobux lige pludselig uinteressant.

Men ind i mellem de, efter min mening, lidt kedelige designs, så har Bobux altså virkelig nogle bedårende små futte-designs. Bla disse:

Living Kitzbühel

Sidst men bestemt ikke mindst, så glæder jeg mig sygt meget til det bliver koldt nok til at putte Karls og lillesøsters fusser i de uldne produkter fra Living Kitzbühel. De laver et utal af futter i lækkert sammenfiltet uld, og de er ikke kun dejlige at se på, de sidder også smadder godt og holder de små fusser varme.
Herunder er et par arvefutter fra Karl var ca 1 år... Mmmm..

 

 Bagsiden af medaljen er, at alle disse skoproducenter ligger i den dyrere ende af skalaen, men min mening er, at fodtøj skal der ikke spares på. Det er bare super vigtigt at små bløde fusser passes på og puttes i godt og ergonomisk fodtøj. Derfor er min snak om arvefusser også lidt forkert, for en god sko (som alle ovenviste) er jo medgørlige og formes efter den fod der går i dem. Så min anbefaling er at være varsom med at lade sko gå i arv og købe sko i genbrugsbutikker HVIS de er brugt så meget at de har taget form.
Og med hensyn til økonomien, så har jeg ikke en klink mere end andre mødre på SU, og med mænd der er på dagpenge, men man kan prioritere sig ud af alting. Fx elsker jeg H&M for at lave fint og billigt børnetøj, ligesom også PompDeLux gør det. + så er jeg bare så heldig at være udstyret med en mor der kreerer de fineste lækkerier på de altid klingende strikkepinde. Jeg skal en dag lægge lidt billeder op af et udsnit af hendes kreationer.

Mums og dejlig dejlig dag.

Undskyld vi er her

Sådan lyder titlen på DR1s nye pop-samfunds-etik-program (eller hvad jeg skal kalde det). Programmet skildrer tankeliv og sætter billeder på hverdagens praktiske udfordringer hos 3 piger med Downs Syndrom.

Og hvis jeg lige skal starte med at partere titlen lidt, så består den jo i et forsvar. "Undskyld vi er her" offerliggør i den grad denne svage gruppe i samfundet, som om de er overflødige i vores samfund. Programmet vil ha' os til at tænke over etikken bag aborttilbud til gravide der venter et barn med Downs Syndrom. Det stiller spørgsmålstegn ved, om ikke alle har ret til et liv og hvem skal i virkeligheden spille dommer over liv og død? Det stiller skarpt, i form af interviews med pigerne, på hvad det normale er. Som én af pigerne siger i første program: 

"For mig er et normalt menneske, en der ikke laver fejl. Selv du laver fejl, så du er heller ikke helt normal."

Ved første øjekast synes programmet vældigt harmløst i sin skildring af, at disse 3 personer med Downs Syndrom er kærlige, tænksomme, seksuelle mennesker der spreder liv og glæde omkring sig. Det skildrer også de følelsesmæssige frustrationer som pigerne kastes ud i, bla især i forhold til at udleve deres seksualitet.

Vi kan så og sige forstå pigerne og forholde os til dem, fordi de (nogen mere end andre) er rigtig gode til at sætte ord på deres tanker og følelser. Vi får måske også lidt ondt af dem, fordi de, som én af pigerne siger, "er en uddøende race."
 

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg i den grad synes at DR1 glorificerer livet med Downs Syndrom. Sandheden er jo at enormt mange børn med denne trisomi 21 (3 stk kromosom 21) ikke kun fødes med et unikt udseende og mental retardering. Faktum er, at enormt mange ryger ind og ud af hospitalet pga af de mange følgesygdomme, som desværre ofte følger med trisomien. Det være sig hjertefejl (hvorfor mange dør i en tidlig alder), dårlige lunger, synsbesvær (grå stær), nyreproblemer etc.

Det er altså ikke, som for disse piger, "bare" en kamp at være udviklingshæmmet. Det er også rent fysisk, at kroppen står af og har svært ved at følge med. Nu er selve den mentale retardering jo udfordring nok i sig selv, både for personen med Downs Syndrom, familien og samfundet. Men at være fysisk stærkt nedsat i evne, med hospitaliseringer og operationer i en lind strøm må være helt traumatiserende for familien og den sygdomsramte. En konstant bekymring for forældre om, hvorvidt deres barn er i live i morgen.

De 3 piger i programmet her, er ret velfungerende (de har bla. alle tre sprog) institutionaliserede voksne og jeg mangler at se de kampe der har været i deres familier, da de var børn og fyldte alt i deres families liv og uundgåeligt levede under knap så megen struktur som en institution kan give.

Èn af pigerne (Maria) er faktisk så velfungerende, at hun kan fantasere om at hun er rask. Hun kan se at nogle af hendes sygdomsfæller er dårligere fungerende end hende. Det sætter følelserne i gang hos mig, fordi jeg synes hun er et grænsetilfælde. Men konklusionen er, at hun er syg, hun har 1 kromosom for meget og man ville tilbyde at 'abortere hende' hvis hun var foster i dag... Det er den skindbarlige virkelighed, med den tilføjelse, at DR1 nok ikke afdækker hele billedet af pigernes liv.

MEN for at dvæle i abortproblematikken, som programmet stiller unuanceret skarpt på,  så er virkeligheden jo ikke sådan, at det er Maria der fravælges ved en abort. Det er ikke en person endnu. Det er et foster på under 12 uger, som måske ville kunne leve og rent biologisk blive til "et liv", men rent samfundsmæssigt altid vil være afhængigt af andre mennesker.

Jeg mener det er helt relevant og moralsk O.K. at skildre livet som syg med Downs Syndrom, men jeg synes det er usmageligt at programmet er så unuanceret som det er. Vi ser et meget smalt udsnit af folk i Danmark med Downs Syndrom - det giver ikke et validt og realistisk perspektiv til overhovedet at vurdere og føle følelser omkring etikken i abort-tilbud til gravide der venter barn med Downs Syndrom. Det giver et fint indblik i disse pigers liv og det er humoristisk og vigtigt at se op- og nedture hos disse personer, ligesom jeg synes det er enormt vigtgt at se, at de også er seksuelle væsner, ligesom alle andre. De kan bare ikke få børn, hvilket i sig selv er et clue om at de ved naturlig selektion vil uddø.

Og så synes jeg det er usmageligt, at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt deres eksistens er berettiget. Dem der fødes med Downs Syndrom er jo lige så velkomne i verden, som raske nyfødte. Dem der fravælges er, så at sige, ikke-eksistenser, så jeg synes det er forkert at forholde sig til det, som om det er mennesker vi fravælger.

Programserien med Morten og Peter var helt anderledes og prøvede ikke at skære folk med Downs Syndrom over én kam. Det skildrede to mænd med en sygdom uden at presse etik nedover programmet.

Konklusionen fra mig er, at jeg altid synes debatten om abort-problematikker, biologisk liv, eksistens og væren er vigtig, men der skal være langt flere perspektiver på for at nuancere billedet i en grad der er værd at diskutere på baggrund af.

Og så vil jeg i øvrigt tilføje, at jeg kun har syntes godt om de mennesker med Downs Syndrom som jeg har kendt. De ER jo virkelig glædesspredere i form af deres kærlige barnlige væsner. <3

Thanks!  

Bryllupsklokker

Det var d. 7/7-2012 og det var fantastisk!

Sidste hånd lægges på kagen

Nerver

Tilføj billedtekst

En morgengave

Bryghuset havde brygget en dejlig frokost til os

Home sweet home

By Mette (fra haven)

En smutter

 

Aalborg er det nye Århus

Ved Kridtgraven

Hvor er her bare skønt i Aalborg. Jeg var så vild med Århus at jeg ikke havde forestillet mig jeg nogensinde skulle derfra. Og Århus er stadig fyldt med dejlige mennesker, som simpelthen burde følge med når jeg sådan rykkede teltpælene op.

Jeg har altid tænkt på Aalborg, som en kedelig provinsiel grå industriby med beton på beton og en stiv vind fra vest.

Vestenvinden er her altså og jeg tror der skal mere end global opvarmning til at jage den bort. Her er grønt, her er råt fjordliv, her er idyllisk og her kulturelt. Her er alt andet end industiel beton. Her er charme! Hvor Århus har Møllestien, så har Aalborg adskillige "Møllestier" med gamle skæve bindingsværkshuse i forskellige pangfarver der står og romantiserer hvorend man befinder sig i byen. Selv Nørresundby har en skøn, grøn og vild fjordpark, med Lindholm Å snoende sig herigennem, samt en lille Amager Strandpark (Lindholm Strandpark) som er komplet indbydende til en gåtur med wow-effekt.
Og så er der Aalborggenserne. Overalt mødes jeg af smil og en åbenhed som nærmest kastes i hovedet på én hvad end den kommer fra kassedamen i Netto, tilfældige folk på gaden eller ukendte ansigter til torsdags-rytmik med Karl. I love it!! Jeg synes det er så sejt at kunne åbne op og blæse ud med livsfortællinger, rappe kommentarer og i virkeligheden ligegyldigheder overfor en fremmed blond pige som jeg.

Jeg har kastet mig i armene på Aalborg og nu er det her jeg aldrig vil fra. Jeg har for 3. gang i mit liv  et tilhørsforhold til et sted i Danmark. 
1: Mors
2: Århus
3: Aalborg

Jeg har kun tilbage at sige

I <3 Ålleren!


Peace!

Udskyd ikke til i morgen hvad du kan gøre i dag

Søren har afleveret sit phD, siden fået det godkendt. Vi er blevet gift og nu er der 3½ uger til min termin. Karl både tisser og skider på potten, snakker og vil selv. Og så er hele huset på den anden ende med ombygning af badeværelset samt en dejlig stor tilbygning...

Med andre ord står tiden ikke stille herhjemme, og til tider er jeg frygtelig glad for at være hjemmegående husmor, for så har jeg tid til at dvæle lidt og suge det hele ind som et laaangt sug i en cigaret.

Jeg er bange for at lukke øjnene og vågne op og indse, at det hele var en drøm. Jeg har drømmemanden, drømmebarnet og snart drømmehuset. At jeg så har en identitetskrise ind imellem (særligt lige pt hvor jeg har skrottet lægelivet) er til at holde ud, for jeg har min grundlykke.

Og hvorfor vente til i morgen med at leve livet. Det er totalt god carpe diem stil at være lige nu og her:-)

La Familia

Bålhygge og sangglæde

Brylluppet var en fantastisk dag og vejret var med os, og heldigvis for det, for havebryllupper er bare ikke det samme i regnvejr. Der var god stemning, dejlige mennesker, god mad, en gladere end glad Karl, musik om bålet, en hjemmelavet kærlighedskage og det hele var perfekt selvom det i den grad var budget-bryllup.
Og langt om længe forstår jeg begrebet 'bryllupsrejse', for det er jo det mest naturlige og lyksaglige at flygte afsted og dyrke hinanden når man er allermest høj på kærlighed. Karl var hos sin far (en HEL uge) og det gik så fint med at undvære ham, for jeg havde min mand ved min side og vi havde hinanden lige der på Island.

S og S foran verdens første demokrati; Altinget

Og nu er jeg nødt til at lave en spontan smutter, for med gymnastikpige i maven bygger jeg op til at skulle elske 2 børn. Det gør mig så overloadet på kærlighed, at Karl må knusekrammes dobbelt, og det er også selvom han nu ligger og sover...

Karl synes lillesøster i maven er ked af det (fordi mors mave er i stykker = strækmærker), så hun skal aes og kysses:-)

Karma!