Ordbog for ordkløvere

Det er efterhånden længe siden Karl begyndte sin sniksnak. Faktisk har han altid larmet ret meget. Især fordi han er ørebarn, og derfor stort set hele tiden har nedsat hørelse på begge eller det ene øre (og så er det jo, ligesom med hørebøffer på, man sådan kompenserer ved at tale lidt højere for at høre sig selv). Først i kolik-agtig gråd og livlig pludren, og nu i sang og lange samtaler med sorte ord. Der begynder dog så småt at danne sig et mønster ved visse udtryk - der er en mening bag. Og så er det jo en stolt mor er tilbøjelig til at kalde det ord.

Jeg har, ligesom mange andre mødre, ofte ønsket mig en ordbog og en brugsanvisning til Karl. Da der imidlertid ikke forefindes en sådan, må jeg selv kaste mig ud i det. Måske kan jeg så senere gå tilbage og se om jeg rent faktisk forstod mit barns udtryk, da han var halvandet år gammel.

Krator  =  traktor

Ua  =  moar

Søre  =  Søren

Saa  =  Sara

Kar  =  Karl

Pah  =  far

Wah  =  op/ned

Ma  =  mad

Wa  =  vand/mælk

Ditsi  =  Dibsy (fra Teletubbies)

Teto  =  Teletubbies

Dot  =  gok

Tititi  =  pip pip pip

Baj  =  bad

Uh uh uh  =  vov vov vov

Iauu  =  miav

Ao  =  hallo (taler i telefon)

Hej hej  = hej hej (vinker)

Varm varm  =  pas på maden er varm (der pustes)

Buba  =  babu (ambulance)

Naanaa  =  La la (synge)

Tutuu  =  fut fut

Hohoo  =  ho ho ho (julemanden)

Tataaa  =  tada (se mig)

Uster  =  Buster (mor og fars hund)

Ma ma ma ma  =  jeg vil gerne ha' den der (peger)

Mah  =  mæh

Buu  =  muh (siges HVER gang der ses en ko)

Nønøn  =  hurtig bil (eller generelt ting med hjul)

Det der  =  hvad er det?

Det?  =  hvad er det?

Den der  =  den der vil jeg gerne ha' (peger)

Der  =  der vil jeg gerne hen (peger)

Mårmad  =  morgenmad (siges om morgenen ude på badeværelset)

Tis  =  tisse (siges sammen med "sssssss"-lyd)

Ssss  =  vand der render

Mormor  =  mormor

Dette  =  Anne Mette (pædagog fra tidligere vuggestue)

Aauu (og basker med den ene arm foran sig)  =  ??? Pas??

Tits  =  kiks

Nan  =  banan

Mam  =  sut

Issø  =  isbjørn

Aaaaj  =  nøj hvor er jeg fin/ nøj hvor er mor fin/ nøj en fin gave jeg pakker ud/ nøj hvor spændende der hives en liter mælk ud af indkøbsposen

Bah  =  bøh



Dy dy dy  =  en to tre (og så løber vi om kap)

Hua = hurra

Åh nej = Åh nej jeg falder/åh nej det er farligt


Døtti = jeg er dygtig

Det er super sjovt og lærerigt at være rollemodel og følge med i Karls sproglige udvikling, og jeg glæder mig for vildt til der kommer endnu mere.

Der er noget om det

Hvad er det lige man gør, når livet er hårdt og mulen er nedadvendende? Flere kunstnere er enige, og der er jo i virkeligheden noget om det. Både rent biologisk, i form af endorfinfrigivelse (ligesom motion ville hjælpe på samme måde men det er ikke fedt at skrive en sang om motion vel?), og på selvværdsfølelsen indeni. Der letter ligesom bare nogle sten fra ens skuldre:

og...

Kender I flere sangtekster om at knalde sig ud af nedtrykthed, så giv mig et hint:-) Jeg synes det er både sjovt, sigende og yderst interessant.

Blæsten går frisk over limfjordens vande

Jeg er så glad for at bo i nordjylland, for heroppe blæser det lige en tand mere når meterologerne varsler storm med orkanvindstød. Faktisk blæste stormen vores sti ned til fjorden helt pist væk, men til gengæld fik vi en ny sø med egen badebro til:-)

 

Fødselsberetning

Det er søndag og jeg er to dage over tid (40+2). Jeg har brækket mig i 8 måneder nu og er ved at være ret træt af at være en rollator-egnet, opsvulmet, stivbenet krukke der altid har en pose med i bybussen, hvor det tit går galt. På terminsdagen kom tegnene, som sendt fra himlen og lige ned i min trusse - slimproppen. Det var næsten smukt, men jeg var overhovedet ikke forberedt på blod og slim og havde ikke haft brug for hygiejnebind i mange måneder - det skulle da kun være til at tørre de mange uforklarlige hormon-tårer væk fra øjenkrogen - så jeg var komplet uforberedt. Min kæreste spænede over til naboen efter forsyninger, og vi satte os til at vente i en forventning om at lige om lidt (faktisk indenfor minutter troede vi) ville der ligge en sund lille dreng ved vores side. Jeg måtte dog vågne skuffet op yderligere to morgener i erkendelsen om, at der ikke lå noget knusekrammeligt barn ved min side. Jeg ønskede forløsning NU!

I en lind strøm kom nu, efter den nyleverede slimprop, spænden i inderlårerne, diarré, menstruationssmerter og plukveer så kraftige at jeg troede det lille my var på vej ud gennem mit spændte maveskind. Jeg var bare klar. Tip top klar til at brøle min kvindelige stolthed ud over hele Skejby Sygehus, og få det barnehoved, som i 3 uger havde siddet fast mellem benene på mig og tvunget mig til at stå op i sadlen på min cykel, UD!

Søndag aften kl 00.30 (Emil sover og jeg har ligget uroligt og vendt og drejet mig i min side af sengen et par timer):

21/6-2010

kl 00.30

Mig:  

"Emil vågn op! Jeg har sådan nogle meget regelmæssige mavesmerter. Det må være veer."

Emil:  
"Nej du har ej. ZZZzzz..."

Jeg forsøger at falde i søvn igen. Først på den ene side, så den anden, så den tredje. Jeg tager tid på smerterne, som kommmer med 9 minutters mellemrum. Ganske hurtigt (ca en time) er der dog kun 2 minutter imellem de tiltagende spændinger henover det nederste af min mave, og Emil bliver vækket efter jeg vælter juice ud over vores lille soveværelse og mislykkes med at tørre det op.


kl. 03:00


Emil:  
"Nu ringer vi altså til sygehuset. Basta!"

Mig (idet jeg tænker på hvad fanden folk snakker om med vesmerter - det er jo ingen sag det her - jeg er en fødemaskine):
"Nej det er altså totalt pinligt at komme derind alt for tidligt og når først jeg er kommet ind på det sygehus så går jeg ikke før jeg har en baby med ud. Basta!"

kl. 03:30

Emil ringer til sygehuset og efter et bad, som var lindrende skønt, står vi klar med babys kuffert og store forventninger ude ved vejen, hvor min veninde skal samle os op, da hun agerer taxachauffør. I et ivrigt forsøg på at køre ordentligt, men samtidig i komplet panik over mine periodiske vridende ansigtsforvandlinger, som hun spotter i bagspejlet, kører stakkels Mette en omvej på ca 30 min. Men det er en smuk morgen og solen er på vej op på årets længste dag og jeg glæder mig til at udføre min dyd. Biologiens store livsmening kigger mig lige ind i øjnene. Gisp!

kl. 05.00

På sygehuset går alt meget stille for sig, og efter at have ventet lidt i venteværelset, bliver jeg undersøgt:

5 cm åben og akut tilladelse til at få en fødestue, hvor vi ikke et sekund bliver overladt alene. En jordemoderstuderende er ved min side, og jeg føler mig komplet tryg.
Da varmt vand både lindrer vesmerter og stimulerer veerne, er det helt vanedannende at stå og skolde min spændte stortromme i ultra varmt brusevand. Dog går der ikke lang tid før veerne bliver så kraftige, at jeg smider min blufærdighed og render nøgen rundt på stuen og klager min nød. Jeg må i den grad sluge mine tanker om en smertefri fødsel i mig igen. Jeg bliver undersøgt og er nu 8 cm åben, hvilket giver mig tanken om at være den fødte fødemaskine tilbage.

Da mine ben begynder at svigte gøres der klar til badekar, og jeg er helt med på den for varmt vand er min bedste ven lige nu. Emil bliver badevands-temperatur-ansvarlig og jeg er hurtig til at kaste mit hvalede legeme ned i det fantastiske kar. Jeg er i min krop og i nuet og alting giver mening. Jeg føler smerten og bruger, i samarbejde med en fantastisk god vejledende jordemoderstuderende, min vejrtrækning til at holde fokus og kontrollere smerterne. Med jævne mellemrum beordres Emil af hendes kongelige hormonhed at skrue temperaturen op, og vi når da også de 40 grader trods strikse ordrer fra jordemoderen om, at det max skal være 37 grader. I badekarret får jeg en dejlig snak med jordemoderen om, hvad der venter forude og jeg forsøger i al min kvindelighed at planlægge det resterende forløb af denne fødsel. Jordemoderen forsikrer mig om, at den kontrol vil jeg snart smide af mig...

Jeg må tage afsked med badekarret da jeg skal undersøges, og jeg har store forventninger til at nu er jeg mindst 10 cm åben og skal presse mig blå i hovedet. 8 cm åben! Stadig!
Jeg har pisse svært ved at ligge ned, så jeg løber i stedet rundt på fødestuen og rokker med hofterne på alle måder der kan rokkes, mens jordemødrene snakker sammen om hvad der nu skal ske.
Jeg beordres op på briksen igen, for der skal prikkes hul på fosterhinden. Jeg er stadig fuldstændig mentalt tilstedeværende, og jeg arbejder med veerne, idet jeg mærker min krop. Vesmerten er god, idet den starter blidt og optrapper til et næsten uudholdeligt max, hvorefter den hurtigt aftager igen og der kommer en kort pause, hvor der kan snakkes om hvad der kan gøres bedre under næste ve. Det er en gensidig snak, hvor jordemødrene er interesserede i hvad de kan gøre bedre og jeg instrueres i stillinger og vejrtrækning og mentalt fokus. Det er fedt! Det er super moderne og ikke spor uragtigt, lige bortset fra min nøgenhed og de brøl der sendes ud med ca 1 minuts mellemrum.


Det er helt smertefrit da der stikkes en stor strikkepindslignende nål op i min skede og prikker hul på fosterhinden, og jeg tænker mest af alt på hvordan de undgår at ramme barnet. Pludselig efter der er hul på hinden går det helt amok. Jeg kaster mig ned af briksen og ligger og roder rundt på gulvet. Jeg bliver hevet op og brækker mig ud over briksen. I foroverbøjet stilling brækker jeg videre, og brøler at det føles som om jeg skal tisse. Jordemødrene forsikrer mig om at det er fostervand og jeg skal presse det ud. Det føles skønt, men det er ikke fostervand. Jeg tisser en dejlig stor sø lige ned på gulvet, og mine ben forsvinder under mig. Emil og jordemødrene hiver mig op fra tis-pølen og vasker mig. Jeg har ingen kontrol over min krop. Jeg er nu ikke længere i udvidelsesfasen af min fødsel. Jeg er i den frygtelige overgangsfase (mellem udvidelse af livmoderhalsen (som er fedt) og pressefasen (som også er fed)).
Emil og jeg havde på forhånd snakket om, at jeg bedst tackles med korte og kontante kommandoer i pressede situationer. Jeg er efterfølgende taknemmelig over, at Emil nu fortæller det til jordemødrene. Jeg opdager det ikke. Jeg bemærker ikke andet end smerte lige nu. Faktisk er det ikke så meget smerte, som det bare er uoverskuelighed og kontroltab. Det er vildt ubehageligt, og da jeg efter fødslen får at vide at denne overgangsfase kun varede 20 minutter, har jeg svært ved at tro det. Det føltes som timer. Det er uudholdeligt, og jeg vender mig om på siden og siger at nu vil jeg ikke være med til det her længere. Der er bare det lille problem, at min krop arbejder hvad enten jeg vil det eller ej. Jeg frustreres vildt over det, og bønfalder jordemødrene om et akut kejsersnit. De kommanderer mig om på ryggen, men min krop reagerer overhovedet ikke. Da jeg ikke kunne få efterkommet mit ønske om kejsersnit, kigger jeg nu op på Emil og bønfalder hans rolige og sympatiske ansigt om at få mig ud af denne krop. Den arbejder i mod min vilje. Nu bliver jordemødrene skrappe og beordrer mig igen om på ryggen. Jeg reagerer stadig ikke. Jeg kan ikke få min krop til at vende sig. De brøler til mig, at jeg skal arbejde med min krop. Jeg følte jo netop at min krop svigtede mig, fordi den ikke adlød min vilje. Men jordemødrene fortæller mig nu, at det er min vilje der er på afveje. Min kontrolhjerne har svært ved at slå fra og lade naturens kraft, som er personificeret lige her i min krop  lige nu, bestemme. Jeg må altså stole på, at min krop er forudindstillet, fra naturens side, til at vide hvad den skal gøre. Det føles bare næsten uoverkommeligt, at agere og tænke i de kraftige smerter. Jeg brækker mig igen og føler hverken den indre urkraft eller at jeg på nogen måde er god til det her.

De vender mig om på ryggen og jeg presser, selvom jeg ikke har trang til det. Det lindrer! Jeg har ikke "rigtige" presseveer endnu og er stadig kun skuffende 8 cm åben, så det virker ikke helt. Det er stadig helt uudholdeligt og jeg tuder om, at jeg vil ha' noget bedøvelse. Jeg har inden overgangsfasen fået lidt lattergas mellem veerne, hvilket gjorde mig lidt mere "ligeglad" med smerterne. Lattergas virker ikke mere på noget, og jeg vil også gerne være ved mit fulde fem nu hvor der snart skal presses en fodbold ud gennem min skede. Mine pushere tilbyder mig pudendusblokade, og uden helt at vide hvad det er, takker jeg straks ja. En pudendusblokade gør nerverne i skeden følelsesløse, og hjælper egentlig "kun" på pressesmerter når skeden sprækker. Sådanne smerter har jeg slet ikke endnu. Mine smerter er i ben og mave og hjerne (idet det handler om uoverskuelighed af denne situation jeg har rodet mig ud i). Jordemoderen råber til mig, at jeg skal ligge fuldstændig stille under indsprøjtningen i skedevæggen. Det føles umuligt og jeg klager og klager. Hun gør tegn til at pakke sprøjten væk og jeg forsikrer om, at nu har jeg tænkt mig at ligge helt bum stille. 
Bivirkningen ved en pudendus blokade er, at man ikke så let kan mærke veerne. Alligevel bliver uoverskueligheden lige pludselig mindre og pressetrangen kommer væltende ind over mig. Nu er det fedt! Jeg holder selv mine ben og bruger hele min krops kraft idet jeg trækker hovedet op mellem benene og presser mit ansigt ud af proportioner. Nu kommer urkraften op i mig, og jeg mærker for alvor at min krop gør det den er forudindstillet til. Spændinger i lænden og maven er væk når jeg presser, og selvom min krop styrer vejen, føler jeg virkelig at mit hoved samarbejder med den. Der er pludselig næsten helt stille på stuen, for jeg har lukket munden stramt sammen og er fuldt koncentreret om at få det maximale ud af hver presseve. Jeg føler mig kvindelig og skrækslagen for hvad der venter lige om hjørnet - forældreskabet. Det er meget følsomt og utroligt stærkt. Jeg er høj på adrenalin der banker rundt i min krop.


Under fjerde presseve stritter det mest fantastiske fedtede sorte hår ud mellem benene på mig, og nu fatter jeg hvor vigtigt og virkeligt det her er. Det er sgu et vaskeægte barn, med hjerte og små tæer, der snart vælter ud af mig. Efter 6 presseveer (i alt) føler jeg en enorm lettelse i form af et "svup" og Karl bliver klasket op på mig mave. Han er helt stille, i noget der føles som evigheder. Men så kommer det dejligste vræl jeg nogensinde har hørt, og jeg elsker ham. Jeg er fyldt med adrenalin og kærlighed. Jeg er stolt og jeg er mor. Og så skider han på mig - 4 gange - og slutter af med en dejlig tisstråle inden han bliver lagt til mit bryst og råmælken sprøjter ud. Det er rå natur og jeg er skabt til det. Jeg ER sgu en fødemaskine og jeg glæder mig allerede til næste gang (hvor jeg dog nok skal have arbejdet lidt med kontroltabet inden). Alt er fuldstændig meningsfylt og jeg opdager nærmest ikke at jeg under én presseve føder moderkagen, som er så smuk og har næret mit barn i 9 dejlige måneder. Alt er bare lige nu og her og jeg mærker livet og tør ikke blinke, af frygt for at misse noget. Hvor er det råt og lige efter bogen!

Sig det med ord...

... men giv blomster alligevel.

Der er ikke langt...

... fra hipster til bums (KB)

 Hipster, as used in the 1940s, referred to aficionados of jazz, in particular bebop, which became popular in the early 1940s. The hipster adopted the lifestyle of the jazz musician, including some or all of the following: dress, slang, use of cannabis and other drugs, relaxed attitude, sarcastic humor, self-imposed poverty and relaxed sexual codes. (Wikipedia)

 

En simpel tekst...

... med god mening i.

 

I'm so fucking great...

... at beeing ironic.

Et Herningbarn

Da jeg i går tunede ind på radioavisen, brølede højtalerne mine ører fulde af dårlige nyheder. I sær fyldte i går sagen om en 16-18-årig voldtægtsmand (skulle man ikke nærmere kalde ham en dreng?) meget. Det gik ud over en blot 10 år gammel pige. Hun gik med sin veninde fra en legeplads, og blev, mens veninden flygtede efter hjælp, traumatiseret for livet.
Forbryderen har sandsynligvis nået straffealderen, men hvad er det lige der sker når et barn voldtager et andet barn? Er det i virkeligheden denne dreng som skal straffes, eller hvor ligger ansvaret i sådanne situationer. Der er ingen tvivl om at det er ulækkert.

Der er noget galt i vores samfund når en dreng føler sig drevet til eller magtfuld nok til at lade dette overgå en så lille pige. Det bliver interessant at finde drengen og dermed også hans værger. Hvad end han er på insitution, og i systemets varetægt, eller han er hjemmeboende hos forældrene, så har nogen fejlet, og jeg vil påstå at man ikke kan lægge et så stort ansvar over på en dreng på 16-18 år. Der er helt sikkert to stakler i denne sag. En pige der for nylig blev traumatiseret og fik billet til det psykiatriske system, og en dreng der har været ødelagt længe og måske burde have haft hjælp fra selv samme psykiatriske system. Der er fandme noget galt.

Der er simpelthen også noget galt i, at have en kriminel lavalder på 15 år. Hvordan kan det nogensinde forsvares at børn kan straffes og anbringes på hjem på baggrund af uvidende handlinger, som ingen andre end deres opdragere (forældre/pædagoger) kan overskue konsekvenserne af, og burde have hamret sømfast i hovedet på det stakkels barn. Når børn laver ulovligheder må forældrene "straffes"! En markant udmelding som giver mening i mit hoved.

Når jeg skriver "straf" (i citationstegn) er det fordi jeg i det hele taget har meget svært ved at acceptere begrebet straf. Det er et mega negativt ord, som jeg ikke tror på. Jeg tror ikke på der kan komme noget positivt ud af, at samle forbrydere i et minisamfund (fængsel) i samfundet, som alligevel er uden for samfundet. De bliver afskåret fra det samfund de har så utrolig stor brug for at blive integreret i, og accepteret i. O.K, nogle forbrydere er af den psykiatriske type, og skal have intensiv psyk.-opmærksomhed. Dog tror jeg langt de fleste forbrydere (som også er et pisse negativt ord) er langt mere uskyldige end vi gør dem til ved at udstøde dem. De skal have psykologisk eller psykiatrisk opmærksomhed. De skal - i modsætning til nu hvor de får at vide de er forkerte pga forkerte handlinger - have at vide at de er rigtige, normale, ligeværdige mennesker, som vi respekterer og indrager i vores samfund på ligefod med hr. Hansen, som har snydt lidt med skatten i 25 år.
Jeg tror simpelthen ikke det nytter at tale om skyld. Hele skyldsbegrebet er hult og meningsløst, men dybt nødvendigt i dette retssamfund. Hvis vi skal tale om ansvaret for et menneskes handling, så kan vi starte med os selv. Det handler rigtig meget om at vise åbenhed. Lad ikke forskelligheder stikke ud af hverdagsbilledet, men lad dem integrere og vægte præcist lige så højt som alle andre medmennesker. Ræk hånden ud, også mod det du ikke kender. Ansvaret (i mine øjne) ligger, ligesom hos barnet der begår en moralsk forkastelig handling, ikke hos gerningsmanden. Det ligger hos alle os som er i dette samfund. Et menneske kan på ingen måde alene holdes ansvarlig for hvordan det er blevet, hvordan det er påvirket af gener, opdragelse, skoleliv, arbejdsliv og andre miljøer. Der er i million faktorer, som gør at en "forbryder" er lige så multifaktorielt syg, som én patient med tyktarmskræft. Patienten med tyktarmskræft bliver dog taget noget mere alvorligt, og indrulles i et pakkesystem af behandlinger der er lige så åbenlyse som et træ i en skov.

INGEN er forkerte på baggrund af handling. INGEN er forkerte på baggrund af intention.
ALLE er ansvarlige for andres intentioner og handlinger, idet vi har et ansvar for vores medmennesker. (SJ)

Binote: mht. små pigebørns påklædning, så er det håbløst klart, hvorfor små piger ikke skal poppes op som ansvarstagende kvinder med mascara, push-up bh og lavtaljede jeans. Børn kan sagtens styles uden at gøre dem voksne og sexede. Jeg har også set showdance med små pigebørn, der står og tager sig i skridtet og strutter med deres usvulstige mås i meget lidt tøj, for at forældre kan stå og klappe af deres små dygtigheder. Pigerne er selvsagt dygtige, men forældrene burde tage sig lidt sammen, ikk?

Kram ud til alle og enhver! S

Kan man...

... nogensinde komme til at befinde sig på rette hylde (jvf sidste blogindlæg, hvor jeg netop syntes at befinde mig der/her/hvor)?

Selvkritik gør det særdeles svært at være tilfreds med situationer. Noget skal hele tiden ændres. Nyt er godt, og det er gammelt også, hvis det får nye klæder. Der skal være flow i tilværelsen. Der skal ske noget. Det er farligt at sidde stille og det føles ultra utilfredsstillende ikke at udrette noget. Nogle gange føles det som at flygte fra noget i sig selv, når man bare ikke er i stand til at stille sig tilfreds og lade stå. Lade tiden gå i stå. Dyrke yoga og mindfulness i en lind strøm mens vi spiser perlerug og damper ansigtet i myntearoma.


Hvad løber vi fra? 
Ingenting.
Hvad løber vi for?
Udvikling.


Det lyder da meget positivt det der udvikling. Hvem vil ikke gerne udvikles, flytte sig, skubbe grænser og forbedre sig, opnå mere (og mere) selverkendelse, et større perspektiv og flere (og flere) penge. Og allright (som man sagde engang) jeg prædiker også til tider "væren i nuet" og kvindethe og al mulig hormonel harmoni og feng shui balance og genbrugs-hygiejnebind, men det bliver jo også bare totalt omklamrende kvalmende kvælende at have den samme holdning hele tiden, og nu er det vinter og der skal sparkes i egen mås for at holde hovedet ovenvande og holde fokus på mål, mål, mål.


Bræknote: apropos mål, så er jeg fandengalemig snart ved at være træt af de (host host) hjerneløse stivbenede græstørve boldfokuserede mænd der suser rundt på tv-skærmen i alt for store shorts (i det mindste kunne de da trække deres muskuløse lår i et par 70'er inspirerede fodboldshorts så man kunne se deres numser). Er der ikke snart nogen som finder ud af (som jeg) at fodbold er meningsløst fordummende underholdning på lige fod med Vild med Dans (ej okay jeg har sgu set det) og Bingo Banko (pis det har jeg også set)? Der er altid en undskyldning i form af et VM eller EM. Lad nu være med det! Fodbold for børn og mænd der kan lide at stå på et frossent stadium!!
Mere bræk: og hvad sker der for de snotdumme (sports)journalister der skal hamre en mikrofon op foran en forpustet fodboldspillermund 3 sek efter han har tabt en giga-vigtig kamp (man spiller jo ikke spil for at vinde men for at hygge sig, ikk?). Og når han så står der uden uddannelse med sit ligeglade udtryksløse ansigt og beskriver hele kampen i nutidsform uden egentlig at sige noget væsentligt, for sådan en kamp afgøres jo utroligt ofte på baggrund af en stor portion held. Se lige herunder:

Det er vinter og jeg har lyst til at være ny og komme væk fra alt det urtekrukkeri og bare ræse derudaf. Jeg er motiveret og på samme tid særdeles urealistisk mht tid og mental formåen. Jeg er stræbsom - i udvikling. Hvis jeg nogensinde befandt mig på rette hylde, så skulle jeg skamme mig for så ville jeg jo være komplet uansvarligt stagneret. Op på hesten, op på bloggen og derudaf. Yiiihaaa!! Og med lasso.


Selvkritik er sygt fordrende for at få resultater og producere. Den ånder mig i nakken hele tiden og lader mig vide at jeg kan gøre det endnu bedre. Og der kommer den gode mindfulness alligevel på banen, for det er som om at de bedste resultater kommer når man har været topengageret i det pågældende projekt. Jeg synes, bogstaveligt talt, altid noget brænder på for mig fordi der foregå titusinde andre ting omkring mig og inde i mit hoved når jeg beskæftiger mig med et projekt. Det er hammer dårligt for selvværdsfølelsen når kartoflerne koger over, for så hyler selvkritikken derudaf og lader mig vide at jeg ikke er god nok. Nok er understreget for, som sagt, så er jeg fyldt op af en hård kerne af lykke (min grundlykke kalder jeg den) og jeg ved at jeg er god - men jeg vil aldrig være god nok. Jeg vil altid være bedre og bedre og ha' mere og mere. Og med det, nærmest truende, udsagn vil jeg tilbage til min nye læsepind på Aalborg universitetsbibliotek - de har rindende vand i et fint kunstværk midt i det ovenlyste store hvide velværerum. Det er da næsten helt harmonisk!

Man skal rejse sig ved den blog man er faldet ved...

... ligesom man skal op på bloggen igen. Mit fravær kan ikke undskyldes, for det har ikke skyldtes mangel på tankespind. Bestemt ikke! Måske har der nærmere været for meget af det.

Jeg har leget læge for lever- og tarmsyge patienter, og flyttet fra Århus til Aalborg, hvor Karl er begyndt i ny vuggestue, jeg har levet og lever i fremtiden mere end i nuet, og det fylder mig op (nogle dage til bristepunktet) så der efter ca 17.00 hver dag ruller bølger af mættende træthed og energiløshed ind over mig og driver mig ned i modløsheden. Men jeg er lykkelig. Glad. Bare træt og negativt fokuseret.

Med andre ord: indadvendt og egoistisk ad helvede til. Det er råddent, så jeg burde sparke mig bagi og rejse mig igen. Finde en energikilde alternativt til den sol der bliver mindre og mindre af dag for dag.

Energikilder kommer vel egentlig indefra, men påvirkes og forstærkes i høj grad udefra af fx sollys, motion, sund mad... Jeg har en kerne af grundlykke - jeg er grundlykkelig. Mit fokus skubbes "bare" fra grundlykken over mod det negative. Det hiver i mig hele tiden, det sorte gab og det er ikke indgroet i mig at være positiv. Det er ligesom bare ikke instinktivt for mig at være positiv. Jeg skal huske mig selv på det, og tvinge det frem. Om vinteren er jeg meget tilbøjelig til at mærke de hårde sider af livet.  Tage dem helt ind og vride dem rundt og slå mig selv i hovedet bagefter.

To do:

- Lad være med at dvæle ved modstanden i hverdagen

- Giv, giv, giv - så kommer det dobbelt igen

- Sig til dig selv at du har energi mindst 1 gang om dagen

- Acceptér at du har lavere energi om vinteren

- Stol på at andre mennesker vil dig det godt

- Tag ud i naturen mindst 1 gang om dagen

- Se det positive og dvæl ved det - derefter husk det og stol på det du husker

- Husk at fremtiden ikke kan planlægges, men kun kan tilrettelægges via nuet

- Realisér realistiske fremtidsønsker så de bliver en del af nuet

- Møder du en begrænsning, overkom den og fjern den og føl sejren derefter

- Værdsæt dem der værdsætter dig:

       - Karl

       - Søren

       - Mor

       - Far

- Sæt ord på dine forventninger til andre, og lad disse være positive

- Brok dig, bræk dig, få det ud, tøm hjernen og kom videre straks efter (ikke dvæle)

- Spis mad, bliv glad

- Skriv (bare lidt)

- Sig det igen: "Jeg har god energi"

For længe længe siden i en fjern galakse... Jeg havde altid indretningskriser. Alle ved hvad det betyder; at det er en projektion af ens indre utilfredshed af livet man forsøger at bekæmpe ved at ommøblere. Jeg er lige flyttet og har slet ingen symptomer på indretningskrise. Det er fedt! Det er uoverskueligt at pakke ud, ligesom det var uoverskueligt at pakke ned, men nu er jeg her, på rette hylde (med ekstra nedsatte udsalgsvarer). Det føles pisse fedt og jeg er glad - glad for mig/mit selv.

Grøddage...

... er til for at gøre hverdagen lettere i den moderne fortravlede familie;-) Og så smager det altså bare helt nammenam!

Fra og med i dag og indtil lang tid efter jul (ja helt til påske) skal hver uge indeholde en grøddag. Jeg plejer ellers pure at nægte julens banken på døre, før min fødselsdag er overstået, men i år tyvstarter jeg altså et par dage med at smage på julen. Haps hvor blir' det bare juleskønt at have taget hul på den søde tid. Er det ikke snart december?

Nedskæring og pladsgaranti...

... er to helt uforlignelige størrelser. Kommunerne er efterhånden så hårdt spændt for rent økonomisk, at der snart bare findes 2 børneinstitutioner i DK - én i Jylland, én på Sjælland. Og så lige en hulens masse private tiltag, som allerede spirer frem overalt med en fin pose kommunale sponsorpenge (mig ikke forstå?). Ja, de fleste private institutioner kan man sågar få økonomisk friplads til, på lige fod med kommunale daginstitutioner. Jeg håber ikke den nye regering vil lade det gå så galt, for lige nu er faktum, at der nedskæres og sammenlægges på livet løs rundt i kommunerne. Og det sker i en skræmmende fart - dvs nogle institutioner oplever at måtte omstrukturere eller nedskære flere gange årligt.

Jeg mener de "tvungne" sammenlægninger er en faliterklæring og en markant forringelse af den enkelte institution. Hver gang der sammenlægges rykker ledelsen lige et skridt længere væk fra den enkelte institution, væk fra hverdagen og praksis. Når ledelsen rykker væk fra den pædagogiske praksis, og på den måde er mindre og mindre i dialog med pædagoger og andet personale der drager omsorg for børnene, så bliver det lettere at håndtere pengekassen, byrådet, staten og på den måde tage højde for juridiske og økonomiske rammer uden at skulle arbejde sammen med eller konfronteres med brokkende pædagoger. Det er altså virkelig smart! Så er der afdelingsledere i stedet, som ikke har så meget indflydelse, men som kan tage sig af stressede pædagoger. Jeg hamrer mine håndflader mod hinanden i lutter glædesfryd (jeg håber I kan fornemme min ironi mellem linjerne).

Mit eget kendskab til "systemet" er til dels indefra og som bruger af det. Indefra idet jeg i 3 år har arbejdet som pædagogmedhjælper på en døgninstitution for børn med autisme og mental retardering ligesom jeg tidligere har været et par år i hjemmeplejen i Århus Kommune. Desuden er min mor snart den lykkelige efterlønner efter et nedslidende liv som pædagog, mens min far er sygeplejerske og daglig leder af et plejehjem. Som bruger blev jeg opmærksom på kvalitetsgraden af børneinstitutioner, da jeg ønskede vuggestueplads til Karl, og nu søger igen.

Da Karl var 6 måneder gammel var jeg godt træt af at gå hjemme i ammekoma med kroniske grødpletter på tøjet, i håret, i mascaraen... Jeg meldte mig studieklar og havde selvfølgelig søgt vuggestueplads i det 6 vuggestuer der ligger i Skæring, de 3 måneder før behovsdato, da kommunen så har pligt til at opfylde pladsgarantien. Fra jeg søgte og til behovsdato skete der en sammenlægning af pasningsdistrikterne i Århus kommune, pga ulige fordeling af børn. Dvs at man fx i Vejlby-Risskov havde for få børn på daværende tidspunkt, mens man i Skæring havde for mange. Det betød at man før sammenlægningen ikke ville kunne give borgeren pladsgaranti, hvorfor en sammenlægning af områder var nødvendig. På den måde snoede kommunen sig om regeringens fine løfte om garantiordninger, mens borgerne så kunne se frem til at skulle køre længere for at aflevere deres barn. Århus Kommune opfyldte ikke pladsgarantien, og Karls far og jeg skiftedes til at slække på vores studier, som begge var i fuld gang, for at passe Karl, som bare blev mere og mere klar på at socialisere med andre børn. Karl var da også 9 måneder, da vi endelig fik en plads til ham 12 km fra hjemmet. SHIT! Jeg havde ingen bil på det tidspunkt og var for længst blevet på fornavn med både Hanne, Betina og Anni på pladsanvisningen. De stakkels administrative søde væsner, som så gerne ville hjælpe en stakkels studerende med håret i postkassen var kommet på overarbejde. Jeg punkede alt jeg havde lært, men der var intet at gøre og en vuggestueplads i nærheden af mit hjem var helt umuligt og først at få når Karl blev ca halvandet år. Jeg tog ud og så på tilbudte vuggestue, som var noget værre lort rent ud sagt. Jeg græd det meste af dagen over, at nogle børn havde en hverdag i så livløse rum med så uinspirerende legeplads og stort set intet legetøj og bestemt ingen kostordning. Jeg var fortørnet på det groveste, og takkede slukøret nej til pladsen og bønfaldte de stakkels damer i telefonen. Ja, et par gange græd jeg vist endda i røret. Jeg indså der intet var at gøre, og benyttede mig af børnemanglen i Vejlby-Risskov (11 km fra mit hjem), hvor jeg fandt den dejligste oase i form af glade børn og voksne i det der nu danner rammen om Karls hverdag. En fantastisk institution, med knald på det gode humør trods nedskæringer. Kostordningen røg dog få måneder efter Karl var startet.


I Århus Kommune bliver børn indskrevet på ventelister til institutioner efter fødselsdato. Dvs de yngste børn står nederst på ventelisten. Og før ventelisten prioriteres så de såkaldt opprioriterede børn (børn med handicaps osv), børn med søskende i institution og tilflyttere til byen, med børn der har gået i institution i den kommune de kommer fra. Alt i alt gav det dengang, at mit halvt års gamle barn kom nederst på ventelisten, da han var én af de yngste.


Nu flytter vi så til Aalborg, Karl og jeg, og det skulle jo så ikke være nogen sag, da vi er tilflyttere, Karl er halvandet år til den tid og Aalborg kommune har en flot flot garanti der lyder på plads efter blot en måned efter indskrivelse på ventelisten. WOW!


Der er bare det lille men, at Aalborg kommune har væsentligt færre vuggestuepladser alt i alt (dvs mere pasning er overlagt til dagplejere), ligesom de for at opfylde en nogenlunde tilfredsstillende garanti har måttet bytte om på ventelisteprioriteringen for vuggestuerne, således at de yngste børn, mine damer og herrer, står øverst på ventelisten mens de ældste trækker det korteste strå. Tilflytter = fuldstændig ligegyldigt! Karl er igen nederst på ventelisten, og når han så skal i børnehave i Aalborg kommune, så er der igen logik i systemet, for så er det de ældste børn der kommer til først.


Det er fuldstændig gak i låget for mig, at mit tilflytterbarn af en økonomisk svag studerende nu enten kan få tilbudt en dagplejer eller en vuggestueplads i randområderne af Aalborg. Det kan fandme ikke være rigtigt, at jeg skal køre halve til hele timer gennem morgentrafikken for at aflevere mit barn. Og det kan bare ikke være pædagogisk okay, at et socialt meget stærkt barn, som kommer fra en kanon god og stor vuggestue med mange voksne og mange børn og elsker at være lige i midten af menneskemyldret, nu skal sidde hos en dagplejer, som hverken er pædagog eller har 12 hænder og kukkelure sammen med 3 måske ikke alderssvarende legekammerater, og så skal han nederst på ventelisten igen, når han skal starte i børnehave når han er 2,9 år gammel. Det er fandme flot med pasningsgaranti, men den forfalder fuldstændig idet jeg takker nej til alt hvad der hedder dagplejere. Og så er område centrum, som jeg skal bo i den vestligste del af, lige blevet sammenlagt med område øst, som jeg så kan risikere at få plads i den østligste del af. Christ! Og som de søde damer (for de er også søde  i Aalborg) siger, så har de fordelt alle vuggestuepladser for resten af året, så jeg skal nok ikke håbe på noget. Og bossen på toppen af pladsanvisningen i Aalborg gav fine forklaringer og insider-viden om hvilke private institutioner jeg kunne søge plads i, men hverken god retorik eller pylren over min situation gav pote. Føj for noget liberalt lort der sniger sig ind ad alle dørsprækker.

Jeg punker videre på de søde damer i telefonen for at brænde mig fast i deres hukommelse, så de tænker på netop mig og ikke én af de andre klagende i røret, næste gang der dukker en ledig plads op i kommunen, men jeg synes det er hård kamp, som egentlig burde foregå på et politisk plan.

Jeg ryster i bukserne for jeg er bange for at det kommer til at gå ud over mit barns trivsel.



VELKOMMEN TIL AALBORG KOMMUNE SARA JOHANSEN

Med håbet om, at mit barn fortsat vil mænge sig i mennesker og ikke komme sådan hjem fra institution!

Q-inde

Mænd har i århundreder beklaget sig over os. Beklaget sig over hvor kompliceret uforståelige vores hoveder fungerer. Mænd, I er fandme selv nogle komplicerede røvhuller! MEN vi elsker jer og selvom vi er pisse magtbegærlige, så er det lige præcis jer der kan få os til at underkaste os. Vi elsker når I tager magten over os, for vores kvindekroppe er i konstant arrousal med stresssymptomer og OVERLOAD af tanker vi end ikke når at registrere.

Jeg kaster mig på knæ og giver mændene ret. Kvinder er udstyret med tikkende bomber som hoveder. Kald det PMS, kald det hysteri, kald det stress, kald det magtsygelighed, kald det vanvid og tidsfordriv, konfliktsøgen, kald det hvad du vil. Lige meget hvordan vores følsomheder kommer til udtryk, mænd, så kram os, elsk os (hårdt) og stryg os lidt med håret. Gør os små og behandl os som sådan, når vi er det, og lad os være stærke karrierekvinder resten af tiden.

Jeg er selvfølgelig overbevist om, at alle kvinder er præcis som jeg er indeni. Jeg tror alle kvinder kender det, når man kommer hjem efter en dejlig opfyldende dag, med solskin (vigtigt), og er fyldt med kærlighed og overbevisningen om at jeg er aldeles uimodståelig (selvom jeg glemte at børste tænder i morges og stadig har rundstykbirkes mellem alle fortænder i både over og undermund). Der er englesang og kirkeklokker overalt og jeg er usårlig. Intet kan få mig ned!

Jeg er stærk og føler mig magtfuld. Jeg har magten over mig selv. Jeg er i kontroltilstanden.

Så kommer kæresten hjem og er dejligere end dejlig, giver klap i måsen og siger alt det rigtige, lige indtil han foreslår at vi er lidt impulsive (uh det er farligt) og afviger fra madplanen i aften. KATASTROFE! Den situation bliver hurtigt til en lille magtkamp. Hvis vi vander den grundigt vokser den sig stor og fin og bliver til en dejlig hverdagskonflikt mellem en stakkels mand (der bare ikke lige gad ha' blomkålsfrikadeller i urtedip med rødbedesnacks til aftensmad) og en bombe af følelser personificeret i en rasende kvinde der mærker kontrollen glide ud mellem fingrene. En time senere vil man sandsynligvis finde kvinden hulkende, men stadig med armene over kors postulerende at nu kan kæresten ikke li' hende længere, og så kan det hele jo også være ligemeget når han alligevel ikke gider, hvilket han i øvrigt ALDRIG gør. ALTING er ALTID i vejen og han synes sikkert også at hendes røv og patter er mindst 30 meter for lange.

Breakdown! Hvad fanden sker der for os? Og for mit eget vedkommende: jeg er klar over mekanismen, jeg kender proceduren, jeg kender mig selv ind og ud, og sværger gang på gang at nu er jeg blevet både klogere og mere voksen, men fandme om ikke situationen bare opstår igen og igen og igen!!!

Men der er noget forløsende. Slutproduktet er som regel en lille, hengiven pige, som er meget villig til forhandling om aftensmaden og i øvrigt også meget andet. 

Det har for mig, helt sikkert noget med det skift der ligger i, at ha' været på hele dagen, at have haft ansvar og magt og føle sig ovenpå - smide jokes af til overlægen, få elevatorblikket af reservelægerne, hente et glad og morsygt barn til tiden og så komme hjem med tasken fuld af forventninger om, at NU skal det saftsusemig blive hyggeligt i min lille familieidyl - og så komme hjem hvor der skal gås på kompromis og lyttes til en anden. Jeg kan ha' et ønske om at være lille og hengiven, men vejen dertil er nogle gange umådeligt lang. Så mænner, I skal bare kramme os og hviske dejlige ting i vores ører, for så smelter vi og bliver helt små og skriver burgers på madplanen resten af ugen.

BTW, så er min kæreste helt utroligt fantastisk til ovenstående kvindelige krise. En enkelt svupser i form af "skal du snart ha' menstruation min skat?", er gledet ud men hurtigt reddet med et grin ,som om det var for sjov og et kram og ti millioner kys.

Jeg blotter mig lidt mere og udstiller en nederen lille pige der brokker sig over hvor hårdt livet er, og så via facebookchatten:

...hønse, hønse, hønse, brokke, brokke, brok...

 

Vil gerne komme sukker på din mad og kærlighed i din suppe.

Og så bliver jeg bare SUR! Fordi du ikke kom ind i mit liv noget før, og på mig selv fordi jeg er en forkælet møgunge der ikke kan klare nederlag

øhh - det er kun det sidste du kan gøre noget ved - selvom jeg nu ikke oplever at du er barnlig eller at du reagerer som at det er et nederlag. Skal vi ikke blive enige om at gøre noget seksuelt ved det

altså det er bedre end at få et nederlag:-)

Lige nu vil jeg bare være sur over mit lortede liv! Jeg elsker Karl.

Latterlige lorteliv!

Jeg er en kontrolfreak i den helt aldeles følsomme skuffe

Pyha - vil lige minde dig på at vi har haft en super dejlig weekend med din familie

derudover er der en masse mennesker som elsker dig i bund - incl mig. Det kan du selvfølgelig ikke kontrollere men det gør jeg altså.

Du giver også Karl og jeg kærlighed så vi næsten er ved at sprænges - du er super sej og meget elskelig

Derudover er du også tænksom og klog

velformuleret

smuk og sexet

kysselig og elegant

kvindelig og emotionel

umiddelbar og krævende (på den gode måde)

smagfuld og handlekraftig

musikalsk og poetisk

smilende og grinende

dejlig at være sammen med

fik jeg sagt mega sexet

Jeg ELSKER dig og det at du får mig til at ville være den bedste jeg kan være

Iiihh, du er alt for sød i mod mig

Det er da en mand der har styr på sin kvinde og en kvinde der ikke har styr på en skid;-) Ham kan jeg sgu ret godt li' og han er ikke engang bare en drøm...

Nu vil jeg hente Karl og kramme ham flad som en pandekage.

Skråt op verden

En dag i antipositivitetens tegn. Jeg peger ud velvidende at om få timer må jeg give fortabt over for min selverkendelse og lade de grumme fingre pege på mig.

Ak, ja, nogle gange skal livet mærkes på, på den her helt specielle sorte måde. I dag dyrker jeg de sorte huller og lader dem flyde sammen i én stor pærevælling af utilstrækkelighed og komplet modløshed. Modgang, modvind, træthed... Pylle pylle rylle Sara!!

Og så er det heller ikke værre, for om få timer når jeg henter min Karl så fungerer jeg igen (selvom det nok egentlig er mit dejlige morgenglade (4.30 siger jeg bare) barn der kan kvittere for en del af mit grådlabile væsen i dag).

Der er vist kun tilbage at sige til mig/mit selv: "Luk arret, tør øjnene og tag en tudekiks".

Nødhjælp til Afrika

Vi har

 finanskriser

 tøjkriser

 identitetskriser

og   

 midtlivskriser

Vi lytter til

 Lykke Friiser

i

 Tv Aviser

Og ser

 underholdningsquizzer

med

 award priser

Mens vi

 trimmer vores fisser

Vi har

 madkriser

og vi

 Spiser med Pricer

Vi spiser

 avlsgriser

mens vi drikker

 øko-Thiser

og

 pot-fniser

Vi udruller vores

 solmarkiser

og ser en

 teaser

om den nyeste Ole Henriksen

 krops-pleaser

PLEASE DON'T

Jeg synger om

 Lille Liser

og stikker fingrene i ørerne

Jeg donerer en

 halvtredser

via

 sms'er

og ringer til plastikkirurgen

for jeg har et

 hængeparti

Rollator-Karl

Sådan her kender vi den, den gode gamle hjælp til ældre-selvhjælp.


Her i huset har vi imidlertid også rollator. Karl lever nemlig i et dybt og følelsesladet afhængighedsforhold til sin rollator - gåvognen. Den er det første han tænker på om morgenen, det sidste han leger med om aftenen og det første han leder efter når han kommer hjem fra vuggestuen. Den er god og terrængående og er med hvor end vi tager hen. Han kan egentlig udemærket gå selv, så man kan sige at vognen hæmmer ham på det plan, men han elsker den næsten lige så højt som han elsker LaaLaa fra Teletubbies. Og han er sej med den vogn... han er super sej.

Han fræser rundt i hurtig sprint med kørelyd på, almindelig gang råbende "Dydyy" (jeg oversætter til 'dyt dyt' eller 'dygtig') eller kommer dansende efter vognen med sang på læberne. Det er en sand fryd. Først blev han sur når han ramte en væg, så lærte han at tage den omvendt i løbehjulstil, siden har han lært at dreje den lige derhen hvor han vil, aller senest har han sågar sat sig på den og rullet sig frem med hænderne som i en kørestol. Der er gang i den i mit handicapvenlige hjem:-)

Som jeg nævnte i tidligere indlæg, har Karl så småt fundet effekten af trods. Det er ganske irriterende, og kræver konstant bevågenhed og grænsesætning i et "NEEEEJ KARL" eller "PAAS PÅÅÅ KARL!!!" Desværre er det også super sødt, så det er ret svært at lade være med at grine når der er ballade i øjnene efterfulgt af en flyvende gulerod med kurs henover bordet. Her til morgen ville han ikke ha' sko på da vi var på vej ud ad døren, så han kastede sig ned på gulvet og lå og hylede og skreg så påtaget og kunstigt han kunne i al sin strandede hvalhed. Jeg lo og tog et billede da han var klar til øjenkontakt igen.

Han er vidunderlig, også selvom ordet "tis" er på repetoiret over de første ord der kommer væltende ud af hans konstant snakkende mund. Derfor har jeg nu købt en potte, så kan vi rigtig snakke om tis og hvad der ellers bliver serveret i sådan en fin rød potte. Ja, og der går nu nok noget tid før han forstår hvad den skal bruges til for pt synes han bare det er smadder sjovt at tage den på hovedet. Det kan i øvrigt nok udvikle sig til noget grimt sjask.


Karl er træt nu, så ham og LaaLaa hænger i sofaen inden aftensmad. Hvis han kunne sagde han: "godnat."

Du ved du er en bondetøs...

...når din far stiller op i DM i hø :-)

Grundlæggende meningsløshed

Der er vist få andre før mig der har taget dette eksistentialistiske emne op:-) Og det er der stor grund til, for meningsløsheden rammer hele tiden lige ned i hverdagen og sætter frustration, ja sågar angst, i livet af os.
Camus ramte helt plet med sin Sisyfos-myte, og hvis jeg skal være ærlig så Sisyfosser jeg derudaf i bedste velbehag. I foråret gravede jeg et stort hul i baghaven. Hullet havde et tænkt formål, da det skulle komme til at fungere som sandkasse til Karl. Da min mor så kom med én af de hersens plastik-sand-/vandkasser der kunne stå i forhaven, indså jeg at det var en meget mere praktisk løsning. Mit gravearbejde var altså spildt... lige indtil i dag, hvor jeg fik en trang til at fylde jord i hullet igen. Så det har jeg nu gjort (næsten) med sved på panden og smil i hele hovedet over at dække forårets kaos til med jord og få lukket et stort hul. Det er helt klassisk!

Ligesom at jeg først i dag har "nippet" sideskud på vinen;) Tjek lige bunken af "sideskud":

 

Den er super vild den vin, og nu har den bare fået hele turen så de få druer der fik lov at blive hængende kan blive gode og søde. Uh og tjek lige dagens høst ud også:

Det er fandme ikke meningsløst at stikke hånden ind i absolut kaos og høste så store dejlige bønner.

Kærlighed, til Karl især og til venner, er mit forsvar mod meningsløsheden. Det giver mening at være der for andre. Det giver mening at elske. Det giver mening at være, fordi der er andre at være her sammen med. Som en luder i den spanske film Princesas (blev vist på drK i mandags) sagde: 

"Vi eksisterer, fordi nogen tænker på os og ikke omvendt!"

Det var en dyb film, og denne luder kæmpede voldsomt med meningsløsheden. Hun gjorde sig også tanker om døden: 

"Det ville ikke være værst at dø i morgen, hvis døden betyder at jeg forsvinder ned i et hul i jorden. Det værste ville være, hvis der var et liv efter døden, og det liv var, som det jeg har nu!"

Det er vildt at være så afklaret med forgængeligheden, men hun bærer jo stadig rundt på en dødsangst fordi hun ikke ved hvad døden indebærer. At indse meningsløsheden vil vel rykke os nærmere dødsaccept. Caye, luderen, lever i grundlæggende meningsløshed, og frygter ikke døden, men tværtimod livet. Dette er helt forståeligt, da de to meningsløse størrelser er 2 sider af samme sag. Jeg nægter pure, at indse at livet er meningsløst. Der er masser af mening i, at få det bedste ud af livet når det nu engang har ramt os. Det bliver da først meningsløst når man kaster håndklædet i ringen og tilkendegiver at der ingen universel mening er med livet, børn, dannelse af samfund med afhængige økonomier, politik, polemik, personlig udvikling, ja, filosofi.

Jeg er hunderæd for døden, for ensomheden og meningsløsheden. Og, som Yalom siger i sin Eksitentielle psykoterapi, så er det frygten for døden der får os til at nyde nuet i det liv vi er i. Døden tillægger livet værdi! Han mener også, at vi har forskellige coping-strategier for håndteringen at dødsangsten. Jeg mener det er naturligt og sundt, at frygte livets forgængeligheden. Det tillægger spænding og mening til et parforhold fx, at indse at forholdet kan gå i stykker. Det får begge parter til at højtideliggøre hverdagen og ikke tage hinanden for givet, for intet, bortset fra døden og intetheden, kan tages for givet. Kærligheden er forgængelig på samme niveau som en vasketøjskurv man kan se bunden på er det. Og nu negligerer jeg kærligheden uretfærdigt meget, for den fremkalder selvsagt en meget stærkere følelse end en tom vasketøjskurv. Det er netop disse stærke følelser jeg mener har betydning i livet - giver mening til livet. Vi er her jo, i livet. Det giver ingenting at være ligeglad med livet, det giver andre sorg at forlade livet, det giver lykkerus (og selvfølgelig også smerte) at leve livet, at føle livet, kærligheden, den tomme vasketøjskurv. At have elsket nogen, og følt glæden ved det giver pisse meget mening. At holde ensomheden for døren, men erkende og acceptere at den sniger sig ind nogle gange, gør tanken om døden mere udholdelig.

Døden giver livet mening!