Sådan lyder titlen på DR1s nye pop-samfunds-etik-program (eller hvad jeg skal kalde det). Programmet skildrer tankeliv og sætter billeder på hverdagens praktiske udfordringer hos 3 piger med Downs Syndrom.
Og hvis jeg lige skal starte med at partere titlen lidt, så består den jo i et forsvar. "Undskyld vi er her" offerliggør i den grad denne svage gruppe i samfundet, som om de er overflødige i vores samfund. Programmet vil ha' os til at tænke over etikken bag aborttilbud til gravide der venter et barn med Downs Syndrom. Det stiller spørgsmålstegn ved, om ikke alle har ret til et liv og hvem skal i virkeligheden spille dommer over liv og død? Det stiller skarpt, i form af interviews med pigerne, på hvad det normale er. Som én af pigerne siger i første program:
"For mig er et normalt menneske, en der ikke laver fejl. Selv du laver fejl, så du er heller ikke helt normal."
Ved første øjekast synes programmet vældigt harmløst i sin skildring af, at disse 3 personer med Downs Syndrom er kærlige, tænksomme, seksuelle mennesker der spreder liv og glæde omkring sig. Det skildrer også de følelsesmæssige frustrationer som pigerne kastes ud i, bla især i forhold til at udleve deres seksualitet.
Vi kan så og sige forstå pigerne og forholde os til dem, fordi de (nogen mere end andre) er rigtig gode til at sætte ord på deres tanker og følelser. Vi får måske også lidt ondt af dem, fordi de, som én af pigerne siger, "er en uddøende race."
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg i den grad synes at DR1 glorificerer livet med Downs Syndrom. Sandheden er jo at enormt mange børn med denne trisomi 21 (3 stk kromosom 21) ikke kun fødes med et unikt udseende og mental retardering. Faktum er, at enormt mange ryger ind og ud af hospitalet pga af de mange følgesygdomme, som desværre ofte følger med trisomien. Det være sig hjertefejl (hvorfor mange dør i en tidlig alder), dårlige lunger, synsbesvær (grå stær), nyreproblemer etc.
Det er altså ikke, som for disse piger, "bare" en kamp at være udviklingshæmmet. Det er også rent fysisk, at kroppen står af og har svært ved at følge med. Nu er selve den mentale retardering jo udfordring nok i sig selv, både for personen med Downs Syndrom, familien og samfundet. Men at være fysisk stærkt nedsat i evne, med hospitaliseringer og operationer i en lind strøm må være helt traumatiserende for familien og den sygdomsramte. En konstant bekymring for forældre om, hvorvidt deres barn er i live i morgen.
De 3 piger i programmet her, er ret velfungerende (de har bla. alle tre sprog) institutionaliserede voksne og jeg mangler at se de kampe der har været i deres familier, da de var børn og fyldte alt i deres families liv og uundgåeligt levede under knap så megen struktur som en institution kan give.
Èn af pigerne (Maria) er faktisk så velfungerende, at hun kan fantasere om at hun er rask. Hun kan se at nogle af hendes sygdomsfæller er dårligere fungerende end hende. Det sætter følelserne i gang hos mig, fordi jeg synes hun er et grænsetilfælde. Men konklusionen er, at hun er syg, hun har 1 kromosom for meget og man ville tilbyde at 'abortere hende' hvis hun var foster i dag... Det er den skindbarlige virkelighed, med den tilføjelse, at DR1 nok ikke afdækker hele billedet af pigernes liv.
MEN for at dvæle i abortproblematikken, som programmet stiller unuanceret skarpt på, så er virkeligheden jo ikke sådan, at det er Maria der fravælges ved en abort. Det er ikke en person endnu. Det er et foster på under 12 uger, som måske ville kunne leve og rent biologisk blive til "et liv", men rent samfundsmæssigt altid vil være afhængigt af andre mennesker.
Jeg mener det er helt relevant og moralsk O.K. at skildre livet som syg med Downs Syndrom, men jeg synes det er usmageligt at programmet er så unuanceret som det er. Vi ser et meget smalt udsnit af folk i Danmark med Downs Syndrom - det giver ikke et validt og realistisk perspektiv til overhovedet at vurdere og føle følelser omkring etikken i abort-tilbud til gravide der venter barn med Downs Syndrom. Det giver et fint indblik i disse pigers liv og det er humoristisk og vigtigt at se op- og nedture hos disse personer, ligesom jeg synes det er enormt vigtgt at se, at de også er seksuelle væsner, ligesom alle andre. De kan bare ikke få børn, hvilket i sig selv er et clue om at de ved naturlig selektion vil uddø.
Og så synes jeg det er usmageligt, at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt deres eksistens er berettiget. Dem der fødes med Downs Syndrom er jo lige så velkomne i verden, som raske nyfødte. Dem der fravælges er, så at sige, ikke-eksistenser, så jeg synes det er forkert at forholde sig til det, som om det er mennesker vi fravælger.
Programserien med Morten og Peter var helt anderledes og prøvede ikke at skære folk med Downs Syndrom over én kam. Det skildrede to mænd med en sygdom uden at presse etik nedover programmet.
Konklusionen fra mig er, at jeg altid synes debatten om abort-problematikker, biologisk liv, eksistens og væren er vigtig, men der skal være langt flere perspektiver på for at nuancere billedet i en grad der er værd at diskutere på baggrund af.
Og så vil jeg i øvrigt tilføje, at jeg kun har syntes godt om de mennesker med Downs Syndrom som jeg har kendt. De ER jo virkelig glædesspredere i form af deres kærlige barnlige væsner. <3
Thanks!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar