torsdag den 14. juli 2011

Dating-filosofi

Kære mænd

Hvad fanden mener I når I skriver: "jeg har styr på mit liv og min økonomi"?

Jeg har en dating-profil, ja, på dating.dk, og ovenstående er direkte citeret fra ca 30 % af mænd på dating.dk i alderen 26-37 år (det er den aldersramme jeg søger indenfor). Dette citat, sammen med: "jeg elsker at lave mad, især hvis der er en sød pige at servere det for", er helt sikkert cheasy pick-up lines, som de tror kvinder falder for. Dertil må jeg sige: Kære kvinder. Hvis I falder pladask for disse floskler, så grib i egen barm og vend blikket indad. Vågn op og føl livet.


Pulsen stiger, jeg sveder - jeg går i maksimalt alarmberedskab med fuld udrykning, når disse mænd sender mig en mail, flirt eller klikker 'jeg er interesseret'. Udstråler jeg noget der kan matche denne fuldkomne ansvarsløshed for eget liv? I så fald skal min profiltekst helt sikkert under grundig omskrivning. Jeg er 25 somre og har en masse liv tilbage, som bare venter på at blive grebet og nydt i fulde drag. Jeg er helt skræmt over, at nogle mænd (og sikkert også kvinder) kan være levende, og samtidig totalt stagnerede. Jeg klemmer øjnene sammen og siger til mig selv at jeg aldrig må stoppe med at være i udvikling. I morgen vil altid være anderledes end i dag og jeg vil ikke kun følge med tiden og trenden. Jeg vil mærke, sanse, danse livet! Tiden må følge med mig, for i mit univers er der kun ét nu, og det er skabt af mig i form af min hjerne, min fornuft og mine følelser.


Vi har drømme og fantasier for vi er mennesker - vi stræber. Det er vel motivation. Men hvis vi ikke indser at drømme er flydende og altid er en slags projektioner af nuet, så vil disse vel hæmme os eller i hvert fald begrænse os? Indse derfor at det er mål, og at de er til for at vi kan stræbe og udvikles i målets retning her og nu, men vid at målet aldrig kan nås, netop idet at det er flydende og skabt af det konstant nye nu. Når et mål er nået betyder det afslutning, at noget bliver lukket og stopper - stagnation. Det er vejen hen i mod målet der er interessant.


Okay, let's get realistic. Selvfølgelig kan praktiske mål arbejdes til ende (sex --> orgasme/udløsning), (men så alligevel, er det ikke som om at hver gang et projekt er afsluttet, så reflekterer man og laver en grundig selvkritik og når frem til hvad der kunne være gjort bedre?), men ikke når det kommer til personlig udvikling. Derfor er min påstand nu, at de stagnerede mænd på dating.dk lyver. Ja undskyld, men de er jo fulde af lort når de påstår at have styr på livet. Hvorfor søger de så en kæreste? Så længe cellerne er i gang og vi lever, vil vi ikke ha' styr på en skid, og i min definition er selvindsigt at indse at man ikke kan indse sig selv. Jeg kender nogle karakteristika i mig selv lige nu og her, i form af erfaring og følelser, men i morgen eller om et minut kan følelsen ha' ændret sig og jeg har da en anden viden om mig selv.


At have én personlighed, er derfor ikke en mulighed. Jeg skifter selv mening, som vinden blæser (som humør og følelser ændres) og i kraft af det, mener jeg, at jeg rummer flere personligheder. Faktisk adskillige. Afhængigt af hvor åben og modtagelig man er, kan man lade sig påvirke i vekslende grad af folk omkring sig. Jeg kan adaptere i sociale sammenhænge, lade mig inspirere eller modsætte mig kvaliteter i mennesker jeg mødes med. Jeg kan også optage deres meninger og gøre dem til mine egne. Jeg tænker jo slet ikke over det, det sker bare. Jeg tror, at jo mere nuanceret og selvfølgelig åben man er, des lettere lader man sig påvirke af de mennesker man møder. Det kan være en kæmpe hæmsko for mig at være nuanceret, bla. fordi det gør mig meget ambivalent. Jeg har svært ved at tage en beslutning, træffe et valg, netop fordi, at så er sagen lukket noget er afsluttet. Jeg bryder mig ikke om afslutninger. Jeg kan fx ikke li' at sige farvel og bryde op fra et selskab. Jeg har svært ved situationsskift. Det er enormt dumt, for i sit farvel med én situation åbner sig en ny og uudforsket situation og det er jo spændende. Jeg arbejder på det - spontaniteten. Nuancer ses bedst i nuet, og når man bryder op, vil det altid kræve en vis planlægning, et fremsyn.

Det er virkelig forskellige mænd der har vist mig interesse, og det er ret interessant. Måske burde man mødes med nogle af dem, for at få indblik i hvorfor de tror at jeg er deres match. Meget af mandekødet har langt overskredet sidste salgsdato (grisegrænsen), og andre er måske 23 og skriver: "Hej. Jeg er en sød, frisk fyr med styr på livet. Har du lyst til at skrive lidt sammen? PS: jeg er helt klar til at få børn." PAS siger jeg bare!


Kære mænd. VÅGN OP!


Hørt af min veninde på Roskilde Festival, udtalt af en meget fuld mand: "Hej smukke. Må jeg være far til din abort?" Jeg undres!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar