Det sværeste ved at dele...

... er savnet!

Kærlighed til nysgerrighed

Broooook brok brok hvor er barsel kedeligt (især med så nemt et barn).



Men! Det er også fuldstændigt berusende dagligt at få skudt store doser pure looove lige ind i årerne. En kærlighed der bare bliver ved at cirkulere rundt i kroppen, uden at udskilles nogensinde. En kærlighed der kun bliver større og mere intens for hvert sekund der går.
Og det er måske dét barsel går ud på; sidde og drikke the og se gamle serier på tv, amme og så genfinde den symbiose med sit barn, som uundgåeligt foregår under graviditeten. Det går ud på at blive et med hinanden, mor og barn, og lære hinanden at kende. Og det er vildt nok at efter 9 måneder kommer der et menneske væltende ud af ens krop. Et menneske som i følelsesmæssigt altid har været her, men som man slet ikke kender. Et lille menneske der bare ligger og overgiver sig til mig! Det er vildt intenst. Vi er nysgerrige begge to; på hinanden og vores egne roller over for hinanden.

Jeg suger til mig og prøver at tolke og gengive lyde og ansigtsudtryk fra det helt aldeles nysgerrige væsen der gør det samme med mig. Jeg kan se det i hendes vidtåbne øjne - de oplever alting for første gang! Det er jo et kæmpe ansvar at netop disse to øjne, med den bagvedliggende spædbarns-bevidsthed, kigger på mig. Det er super fedt og det ER kærlighed.

Og i den aktuelle adoptionsdebat, så rører det mit moderhjerte voldsomt, at se afrikanske forældre få frarøvet deres børn af pengegriske magtfulde vestlige. Det er afrikanske forældre, som også har fået kærlighedens sprøjte. Og værre endnu så er det magtbegærlige vestlige, som sikkert selv har børn. Sikkert!

Men undskyld mig min hovskisnovski tone nu: det er da selvsagt og åbenlyst klart, at når der er penge indblandet i adoptionsøjemed, ja så bliver det nemt til menneskehandel med urene hensigter.

Jeg tror adoptivforældre vælger at lukke øjnene for at få deres eget ønske om et barn opfyldt, og det bebrejder jeg dem ikke. For børn er mening. Meningen!
Provokerende sagt, så består meningen i at få børn netop i at disse er en videregivelse af egne gener og ikke andres. Men meningen består også i, at de skal sikre artens overlevelse, og der må man formode at et afrikansk barn lever længere i Danmark end i et HIV-plaget og korrupt afrikansk samfund.

Jeg kan slet ikke forestille mig, at forældre ikke har kærlighed til sine børn. Men jeg tror til gengæld at nogle forældre selv er så svigtede, at de ikke magter opgaven. Og så skal vi hjælpe! Og vi skal skamme os når nogen overses.

Adoptivforældrene fra igangværende mediestunt må have ubegribelige mængder kærlighed til deres børn, men ligesom med ens biologiske børn, så kender man dem jo ikke på forhånd. Det betyder jo at man ikke ved hvad man går ind til når man bliver forældre, og da slet ikke når man modtager et 4-årigt barn med en helt anden kulturbaggrund. Jeg synes det er helt forfærdeligt at vi, som samfund, svigter sådan et barn ved ikke at hjælpe forældrene.

Når det er sagt, så tror jeg på systemet. Jeg tror at hvis man har ressourcerne til det, så fatter man knoglen og får den hjælp der er brug for.

Men hvis man farer forblændet rundt i sit nye liv som adoptivmor, så kan det være et nederlag at melde ud at "jeg har brug for hjælp".

Og så er det sgu helt groteskt, at samfundet ikke stiller op med en meget omfattende hjælpepakke til adoptivforældre. De er lette at hjælpe fordi de er registrerede som adoptivforældre - i min optik burde det betyde at de er selvskrevne til rådgivning de første mange år med deres adoptivbarn.

Adoptionsproblematikken er forholdsvis let at redde sig ud af, i hvert fald på dansk jord. Det handler om at få økonomi ud af adoptionsverdenen ligesom det handler om ovennævnte hjælpepakke.

Hvad der er langt værre, er de mange mange ressourcesvage mødre der sidder i dette land og ikke fatter knoglen. Som ikke ved de har brug for hjælp, som ikke ved hvad deres samfund rummer af muligheder for dem, og som ikke ved at et liv med børn ikke handler om dem selv.
De er problemet, for de er svære at finde frem til for samfundet. Det er dem der bliver tabt. Det er dem og deres små ustimulerede og svigtede børn der bliver svigtet af samfundet. Og det bløder i hjertet at tænke på, at nogle mødre måske sidder med en helt anden bevidsthed omkring moderrollen. Der sidder rigtig mange danskere som slet ikke reflekterer over det at blive mor og senere være det. Det er skræmmende for jeg ved, at vi har rigtig meget hjælp at give, hvis vi finder dem. 

Børnene har intet valg!


Op på hesten og kampen er skudt i gang for at børn, alle børn, skal blive livsglade og ressourcestærke individer.

En dans på roser?

Christ man!! Lille Ingrid er kun 2 dage fra at fylde 6 uger... Tiden flyver og i al min awareness forsøger jeg stadig at tage det hele ind på den mest nærværende måde jeg kender, men uden at lyve så er jeg jo kvinde; jeg elsker offertilstanden og kan fint dyrke den og fremelske den. Jeg kender den ud og ind, som jeg kender vejen ud til puslebordet i nattens mørke goldhed.

Da Ingrid  var 4 uger havde Karl været febersyg 4 gange, og jeg tog det med smil og overskud og sagde "pyt" til det hele for "jeg har jo tid til det", "jeg er på barsel" og "Ingrid er så nem så det går nok"... Hmmpf... Alligevel sidder jeg så og tuder oppe hos lægen med en meget syg mundbetændt ikke-drikkende, ikke-spisende, ikke-medicinindtagende 2-årig og med en 2 uger gammel darling derhjemme, som rimeligt eller urimeligt nok må vige pladsen som førsteprioritet.
Og det var kun 1 uge efter at jeg havde siddet hos barselsjordemoderen og tudet over, at min lille nye pige tabte sig så jeg fik indre billeder af sultne sudanere når jeg skulle skifte hende.

Altså selvom jeg er lige her i al min nærvær (når ikke jeg er på bloggen, facebook eller hænger i røret) så føler jeg mig alligevel svært utilstrækkelig, i en rus af selvkritik, benhård kampvilje med ambitioner for min barsel skiftende til en sort tilstand af at smide håndklædet i ringen og bare flygte. Flygte med børnene og kærligheden ind i en osteklokke af uansvarlighed, hvor kun lyst og glæde finder ind.

Og jeg fatter egentlig ikke hvorfor livet ikke er en dans på roser. Til tider virker det så simpelt at træffe de rigtige valg, og følge hjertet. Men jeg accepterer at det ikke er sådan. Det skal jo være skidt før det blir' godt og man skal yde før man kan nyde (eller hvad?). For uden det negative, så synes det positive ikke positivt. Rammen skal sættes så disse relativer kan forholdes til hinanden og mærkes på.

Karl er en gutterdreng, som spiller klaver, guitar, trommer, triangel, kazoo og synger til den helt helt store guldmedalje. Han er sej og glad og dygtig og 2½ (dvs fyldt med den mest naturlige trods). Ingrid smiler og pludrer og er afhængig af moars nærvær. Med andre ord, så er alt som det skal være. Mine ungers trivsel er min anerkendelse så hvorfor ikke snuse det ind i en stor vejrtrækning. Hvorfor skal jeg kvindemenneske spænde ben for mig selv og give vand til spirende negativitet. Det er som om kvindehovedet VIL have fornuften ned med nakken, så utilstrækkeligheden tager over.
Det er jo desværre eller heldigvis også den samme selvkritik der er drivkraft for hele tiden at ville gøre alting bedre og bedre. Aldrig at stille sig tilfreds. Altid stræbe! Men oj, hvor kunne det være dejligt at prøve at hvile i en følelse af at være god nok. Jeg er god til meget, men jeg er ikke god nok til noget som helst essentielt i mit liv.

At gå på barsel er virkeligt en ikke-anerkendende livsstil med tilhørende ammehjerne der holder al logik stangen.

Jeg glæder mig til resten af livet - det gør jeg sgu'.

Accept yourself - all in på Sara

For 22 dage siden lå jeg og fortvivlede over hvor dum jeg var, at have bragt mig selv i denne situation. Igen!!

Ingrid er 22 dage i dag og hverdagen har for længst indfundet sig her på Myggevej. Når man har små børn, især hentyder jeg her til ham på 2 år, så lærer man hurtigt at holde af hverdagen. For når hverdagens trygge struktur forsvinder, og der flytter en lillesøster ind der rent faktisk ser ud til ikke at flytte ud igen, ja så skal der altså skubbes til grænserne for lige at mærke efter hvor mor og far er henne i alt det her babyrod.

Karl elsker Ingrid og det tog da også kun en lille uge for far og mor, at fatte at de hurtigst muligt måtte finde en rille at tumle rundt i i hverdagen. Og egentlig snyder det mig helt, at jeg tror at nu er alting helt anderledes og alle ure må stoppes for her er et spædbarn. Jeg havde nok en forventning om at livet skal være noget rod og jeg skal famle rundt i blinde så snart der er spædbarn i hjemmet. Men egentlig er det hele bare det samme... Der er bare 1 person mere i hustanden til at sprede liv og glade dage:-) Det var selvfølgelig noget andet med nummer 1, for der ændredes min livsrytme og hele min selvopfattelse sig virkeligt. Men selv dengang kan jeg huske, at jeg en dag (Karl var ca 3 mdr) kiggede mig i spejlet og så at det var Sara der kiggede tilbage. Jeg var vildt optaget af, at nu var jeg for evigt ændret og for forvirret og forvildet rundt for at finde mig selv. Og pludselig så jeg, at jeg bare var den samme som før - nu bare med den ekstra dimension at jeg var mor. Livet var ændret, ikke jeg!

Det var også der, da jeg så gamle Sara i spejlet, at jeg besluttede mig for at jeg ret godt kunne li' hende jeg så. Jeg kunne li' hende til trods for fejl og mangler! Derfor besluttede jeg mig for at blive ved med at være hende og i stedet for at tro jeg hele tiden var på vej et andet sted hen, så hvile i det jeg så i spejlet. Hvile i mig selv og acceptere at jeg ikke er alt det jeg tror jeg gerne vil være, men ikke er! Det var i det nu, i den nye bevidsthed, at jeg åndeligt blev single (og i den helt rigtige virkelighed, så begyndte den løsrivelse da jeg blev gravid). Jeg havde manglet lige præcis den selvforståelse for at acceptere mig selv tilstrækkeligt til at turde være selvstændig. Jeg gik all in på Sara og jeg har ikke gjort andet siden.

Det kan varmt anbefales at acceptere sig selv. Det gør det lettere at træffe beslutniger og hvile i dem. Og jeg nævner i flæng beslutninger: at være (ikke blive) mor, bruddet med Karls bio-far, at blive kærester med Søren, sidenhen blive gravid igen (og denne gang have hjertet med), blive gift, flytte til Aalborg, være mor til to, skifte karriere.

Det er kæmpestore og, for livet, meget betydningsfulde beslutninger, som jeg med stolthed og glæde kan sige, at jeg står ved og hviler 100 % i. Jeg kunne ikke ønske mig noget andet, og det er også selvom toget til tider har kørt så stærkt at jeg er blevet blæst helt mærkelig i ansigtet og tårerne har sprøjtet ud. Jeg er ikke blæst omkuld - ikke endnu:-)
Jeg er så dybt taknemmelig for, at mine omgivelser har accepteret alle mine valg også. For jeg tænker, at når jeg synes det går hurtigt, så må familie, venner, relationer der står på sidelinjen og ser på, opfatte togets hastighed som endnu højere. Men de er her stadig allesammen, og der er kommet nye til. Det er jo fantastisk!! Det er SÅ fantastisk!

Og måske, håber jeg, smitter det af på dem, at jeg hviler og nyder togturen. Måske kan de mærke, at jeg har fundet Sara igen. Måske kan de mærke jeg har det godt!

Ingrid er 22 dage gammel om 4 timer og 25 minutter, og jeg HAR lyst til at trykke på stop-knappen og suge hende til mig uden at vide at tiden går. Det går mega stærkt og kun jeg er ansvarlig for at prioritere hvor mit fokus skal være, og jeg vil så nødigt se tilbage og fortryde noget, så jeg nyyyyder barslen (også selvom det er lidt kedeligt at sige "gugu" og "gaga" og "nøøøj hvor er du dygtig til at løfte hovedet lille skat"), for jeg får aldrig tiden igen.

Moralen må dermed være, at ting sker når det er tid til at ting skal ske! Og det skulle ikke lyde skæbne-agtigt på nogen måde, for vi styrer selv slagets gang. Men i min generation er vi vilde efter at ville ha' det hele lige nu og her. Derfor kan det være fint at indstille sig på, at man ikke både kan blæse og ha' mel i munden. Og nuet bliver et meget rarere sted at være, hvis der kun er ét nu!

Barsel

Med bløde angora-leoparder på fødderne (fra h&m) og en endnu dejligere lille leopard i armene igang med at suge livet til sig, sådan foregår hoveddelen af min barsel.

O.K. Det er faktisk ret kedeligt at være hjemmegående navlepiller på 6. måned og jeg glæææder mig til at pleje mig selv igen. Men for 3 uger siden, idag, flyttede vores nyeste familiemedlem, Ingrid, ind på Hyggevej og hun spreder allerede godt humør alle vejne:-)

Hun er blød og sød og mild og har ingen kolik (endnu), så det er en sand fornøjelse at følge den MEGA hurtige udvikling der drøner derudaf.

Lige pludselig er den slut, barslen. Og lige nu kan jeg på ingen måde acceptere, at mor igen skal forlade det hjemmegående liv allerede til februar... Mit sentimentale sind sender besked til øjenkrogen om at fugtes vildt hver gang jeg tænker på det. Og mon ikke det er sådan det skal være? Og mon ikke også mor ender med at blive "klar" når nu den store barselståge letter?

Lige nu er det bare med at nyde hvert sekund og så for guds skyld ikke sove, kigge væk eller blinke - jeg skal ha' ALT med.

peace.

Påklædningsfusser gør mig glad

Arautorap

De holdt i 70'erne og de holder i dag. 

Jeg er blevet fettishist. Jeg tror ikke jeg som sådan har en sko-fettish, men jeg er komplet forelsket i Rap-sko. 

I hvert fald har Karl udtrådt adskillige af dem, og nu hvor han lægger sidste fod på sine "hurtig-sko" så er det med vemod at jeg må vinke farvel til de fantastisk lækre sko.

Med sand på:-)

Men det var også med glæde da ekspedienten i Krutter (i Århus) svingede erstatningen over disken.

 

De er ikke bare smarte og hippie-licious. De holder helt fantastisk godt og så sidder de bare helt vildt godt på Karls lille tykke fod.

Desværre forhandles de ikke i Aalborg, men jeg ved der findes to pushere i Århus:

'Krutter' i Badstuegade og 'Noah og Victoria' i Vestergade, som også begge fungerer som netbutikker.

Bobux

Bobux' små lækre vamsede skindfutter til de mindste babyfusser burde være enhver baby forundt. De produceres på New Zealand og er lavet i det mest smør-bløde skind og derefter fyldt til randen med fint krøllet lammeuld.

Desværre er netop dette design ved at udgå fra handel, så jeg har selvfølgelig skyndt mig at købe to par til lillesøsters fusser, som kan supplere de to par der går i arv fra Karl. De er et must i livet med baby.

Bobux er desværre faldende i popularitet. Det er nok pga af at deres mest producerede futter er helt klassiske skindfutter med farverige motiver på, og det gider vi simpelthen ikke bruge 300 kr på. Og når konkurrenrende producenter så melder sig på banen med lignende designs til under halv pris (bla Melton), ja så bliver Bobux lige pludselig uinteressant.

Men ind i mellem de, efter min mening, lidt kedelige designs, så har Bobux altså virkelig nogle bedårende små futte-designs. Bla disse:

Living Kitzbühel

Sidst men bestemt ikke mindst, så glæder jeg mig sygt meget til det bliver koldt nok til at putte Karls og lillesøsters fusser i de uldne produkter fra Living Kitzbühel. De laver et utal af futter i lækkert sammenfiltet uld, og de er ikke kun dejlige at se på, de sidder også smadder godt og holder de små fusser varme.
Herunder er et par arvefutter fra Karl var ca 1 år... Mmmm..

 

 Bagsiden af medaljen er, at alle disse skoproducenter ligger i den dyrere ende af skalaen, men min mening er, at fodtøj skal der ikke spares på. Det er bare super vigtigt at små bløde fusser passes på og puttes i godt og ergonomisk fodtøj. Derfor er min snak om arvefusser også lidt forkert, for en god sko (som alle ovenviste) er jo medgørlige og formes efter den fod der går i dem. Så min anbefaling er at være varsom med at lade sko gå i arv og købe sko i genbrugsbutikker HVIS de er brugt så meget at de har taget form.
Og med hensyn til økonomien, så har jeg ikke en klink mere end andre mødre på SU, og med mænd der er på dagpenge, men man kan prioritere sig ud af alting. Fx elsker jeg H&M for at lave fint og billigt børnetøj, ligesom også PompDeLux gør det. + så er jeg bare så heldig at være udstyret med en mor der kreerer de fineste lækkerier på de altid klingende strikkepinde. Jeg skal en dag lægge lidt billeder op af et udsnit af hendes kreationer.

Mums og dejlig dejlig dag.

Undskyld vi er her

Sådan lyder titlen på DR1s nye pop-samfunds-etik-program (eller hvad jeg skal kalde det). Programmet skildrer tankeliv og sætter billeder på hverdagens praktiske udfordringer hos 3 piger med Downs Syndrom.

Og hvis jeg lige skal starte med at partere titlen lidt, så består den jo i et forsvar. "Undskyld vi er her" offerliggør i den grad denne svage gruppe i samfundet, som om de er overflødige i vores samfund. Programmet vil ha' os til at tænke over etikken bag aborttilbud til gravide der venter et barn med Downs Syndrom. Det stiller spørgsmålstegn ved, om ikke alle har ret til et liv og hvem skal i virkeligheden spille dommer over liv og død? Det stiller skarpt, i form af interviews med pigerne, på hvad det normale er. Som én af pigerne siger i første program: 

"For mig er et normalt menneske, en der ikke laver fejl. Selv du laver fejl, så du er heller ikke helt normal."

Ved første øjekast synes programmet vældigt harmløst i sin skildring af, at disse 3 personer med Downs Syndrom er kærlige, tænksomme, seksuelle mennesker der spreder liv og glæde omkring sig. Det skildrer også de følelsesmæssige frustrationer som pigerne kastes ud i, bla især i forhold til at udleve deres seksualitet.

Vi kan så og sige forstå pigerne og forholde os til dem, fordi de (nogen mere end andre) er rigtig gode til at sætte ord på deres tanker og følelser. Vi får måske også lidt ondt af dem, fordi de, som én af pigerne siger, "er en uddøende race."
 

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg i den grad synes at DR1 glorificerer livet med Downs Syndrom. Sandheden er jo at enormt mange børn med denne trisomi 21 (3 stk kromosom 21) ikke kun fødes med et unikt udseende og mental retardering. Faktum er, at enormt mange ryger ind og ud af hospitalet pga af de mange følgesygdomme, som desværre ofte følger med trisomien. Det være sig hjertefejl (hvorfor mange dør i en tidlig alder), dårlige lunger, synsbesvær (grå stær), nyreproblemer etc.

Det er altså ikke, som for disse piger, "bare" en kamp at være udviklingshæmmet. Det er også rent fysisk, at kroppen står af og har svært ved at følge med. Nu er selve den mentale retardering jo udfordring nok i sig selv, både for personen med Downs Syndrom, familien og samfundet. Men at være fysisk stærkt nedsat i evne, med hospitaliseringer og operationer i en lind strøm må være helt traumatiserende for familien og den sygdomsramte. En konstant bekymring for forældre om, hvorvidt deres barn er i live i morgen.

De 3 piger i programmet her, er ret velfungerende (de har bla. alle tre sprog) institutionaliserede voksne og jeg mangler at se de kampe der har været i deres familier, da de var børn og fyldte alt i deres families liv og uundgåeligt levede under knap så megen struktur som en institution kan give.

Èn af pigerne (Maria) er faktisk så velfungerende, at hun kan fantasere om at hun er rask. Hun kan se at nogle af hendes sygdomsfæller er dårligere fungerende end hende. Det sætter følelserne i gang hos mig, fordi jeg synes hun er et grænsetilfælde. Men konklusionen er, at hun er syg, hun har 1 kromosom for meget og man ville tilbyde at 'abortere hende' hvis hun var foster i dag... Det er den skindbarlige virkelighed, med den tilføjelse, at DR1 nok ikke afdækker hele billedet af pigernes liv.

MEN for at dvæle i abortproblematikken, som programmet stiller unuanceret skarpt på,  så er virkeligheden jo ikke sådan, at det er Maria der fravælges ved en abort. Det er ikke en person endnu. Det er et foster på under 12 uger, som måske ville kunne leve og rent biologisk blive til "et liv", men rent samfundsmæssigt altid vil være afhængigt af andre mennesker.

Jeg mener det er helt relevant og moralsk O.K. at skildre livet som syg med Downs Syndrom, men jeg synes det er usmageligt at programmet er så unuanceret som det er. Vi ser et meget smalt udsnit af folk i Danmark med Downs Syndrom - det giver ikke et validt og realistisk perspektiv til overhovedet at vurdere og føle følelser omkring etikken i abort-tilbud til gravide der venter barn med Downs Syndrom. Det giver et fint indblik i disse pigers liv og det er humoristisk og vigtigt at se op- og nedture hos disse personer, ligesom jeg synes det er enormt vigtgt at se, at de også er seksuelle væsner, ligesom alle andre. De kan bare ikke få børn, hvilket i sig selv er et clue om at de ved naturlig selektion vil uddø.

Og så synes jeg det er usmageligt, at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt deres eksistens er berettiget. Dem der fødes med Downs Syndrom er jo lige så velkomne i verden, som raske nyfødte. Dem der fravælges er, så at sige, ikke-eksistenser, så jeg synes det er forkert at forholde sig til det, som om det er mennesker vi fravælger.

Programserien med Morten og Peter var helt anderledes og prøvede ikke at skære folk med Downs Syndrom over én kam. Det skildrede to mænd med en sygdom uden at presse etik nedover programmet.

Konklusionen fra mig er, at jeg altid synes debatten om abort-problematikker, biologisk liv, eksistens og væren er vigtig, men der skal være langt flere perspektiver på for at nuancere billedet i en grad der er værd at diskutere på baggrund af.

Og så vil jeg i øvrigt tilføje, at jeg kun har syntes godt om de mennesker med Downs Syndrom som jeg har kendt. De ER jo virkelig glædesspredere i form af deres kærlige barnlige væsner. <3

Thanks!  

Bryllupsklokker

Det var d. 7/7-2012 og det var fantastisk!

Sidste hånd lægges på kagen

Nerver

Tilføj billedtekst

En morgengave

Bryghuset havde brygget en dejlig frokost til os

Home sweet home

By Mette (fra haven)

En smutter