Det sværeste ved at dele...

... er savnet!

Kærlighed til nysgerrighed

Broooook brok brok hvor er barsel kedeligt (især med så nemt et barn).



Men! Det er også fuldstændigt berusende dagligt at få skudt store doser pure looove lige ind i årerne. En kærlighed der bare bliver ved at cirkulere rundt i kroppen, uden at udskilles nogensinde. En kærlighed der kun bliver større og mere intens for hvert sekund der går.
Og det er måske dét barsel går ud på; sidde og drikke the og se gamle serier på tv, amme og så genfinde den symbiose med sit barn, som uundgåeligt foregår under graviditeten. Det går ud på at blive et med hinanden, mor og barn, og lære hinanden at kende. Og det er vildt nok at efter 9 måneder kommer der et menneske væltende ud af ens krop. Et menneske som i følelsesmæssigt altid har været her, men som man slet ikke kender. Et lille menneske der bare ligger og overgiver sig til mig! Det er vildt intenst. Vi er nysgerrige begge to; på hinanden og vores egne roller over for hinanden.

Jeg suger til mig og prøver at tolke og gengive lyde og ansigtsudtryk fra det helt aldeles nysgerrige væsen der gør det samme med mig. Jeg kan se det i hendes vidtåbne øjne - de oplever alting for første gang! Det er jo et kæmpe ansvar at netop disse to øjne, med den bagvedliggende spædbarns-bevidsthed, kigger på mig. Det er super fedt og det ER kærlighed.

Og i den aktuelle adoptionsdebat, så rører det mit moderhjerte voldsomt, at se afrikanske forældre få frarøvet deres børn af pengegriske magtfulde vestlige. Det er afrikanske forældre, som også har fået kærlighedens sprøjte. Og værre endnu så er det magtbegærlige vestlige, som sikkert selv har børn. Sikkert!

Men undskyld mig min hovskisnovski tone nu: det er da selvsagt og åbenlyst klart, at når der er penge indblandet i adoptionsøjemed, ja så bliver det nemt til menneskehandel med urene hensigter.

Jeg tror adoptivforældre vælger at lukke øjnene for at få deres eget ønske om et barn opfyldt, og det bebrejder jeg dem ikke. For børn er mening. Meningen!
Provokerende sagt, så består meningen i at få børn netop i at disse er en videregivelse af egne gener og ikke andres. Men meningen består også i, at de skal sikre artens overlevelse, og der må man formode at et afrikansk barn lever længere i Danmark end i et HIV-plaget og korrupt afrikansk samfund.

Jeg kan slet ikke forestille mig, at forældre ikke har kærlighed til sine børn. Men jeg tror til gengæld at nogle forældre selv er så svigtede, at de ikke magter opgaven. Og så skal vi hjælpe! Og vi skal skamme os når nogen overses.

Adoptivforældrene fra igangværende mediestunt må have ubegribelige mængder kærlighed til deres børn, men ligesom med ens biologiske børn, så kender man dem jo ikke på forhånd. Det betyder jo at man ikke ved hvad man går ind til når man bliver forældre, og da slet ikke når man modtager et 4-årigt barn med en helt anden kulturbaggrund. Jeg synes det er helt forfærdeligt at vi, som samfund, svigter sådan et barn ved ikke at hjælpe forældrene.

Når det er sagt, så tror jeg på systemet. Jeg tror at hvis man har ressourcerne til det, så fatter man knoglen og får den hjælp der er brug for.

Men hvis man farer forblændet rundt i sit nye liv som adoptivmor, så kan det være et nederlag at melde ud at "jeg har brug for hjælp".

Og så er det sgu helt groteskt, at samfundet ikke stiller op med en meget omfattende hjælpepakke til adoptivforældre. De er lette at hjælpe fordi de er registrerede som adoptivforældre - i min optik burde det betyde at de er selvskrevne til rådgivning de første mange år med deres adoptivbarn.

Adoptionsproblematikken er forholdsvis let at redde sig ud af, i hvert fald på dansk jord. Det handler om at få økonomi ud af adoptionsverdenen ligesom det handler om ovennævnte hjælpepakke.

Hvad der er langt værre, er de mange mange ressourcesvage mødre der sidder i dette land og ikke fatter knoglen. Som ikke ved de har brug for hjælp, som ikke ved hvad deres samfund rummer af muligheder for dem, og som ikke ved at et liv med børn ikke handler om dem selv.
De er problemet, for de er svære at finde frem til for samfundet. Det er dem der bliver tabt. Det er dem og deres små ustimulerede og svigtede børn der bliver svigtet af samfundet. Og det bløder i hjertet at tænke på, at nogle mødre måske sidder med en helt anden bevidsthed omkring moderrollen. Der sidder rigtig mange danskere som slet ikke reflekterer over det at blive mor og senere være det. Det er skræmmende for jeg ved, at vi har rigtig meget hjælp at give, hvis vi finder dem. 

Børnene har intet valg!


Op på hesten og kampen er skudt i gang for at børn, alle børn, skal blive livsglade og ressourcestærke individer.

En dans på roser?

Christ man!! Lille Ingrid er kun 2 dage fra at fylde 6 uger... Tiden flyver og i al min awareness forsøger jeg stadig at tage det hele ind på den mest nærværende måde jeg kender, men uden at lyve så er jeg jo kvinde; jeg elsker offertilstanden og kan fint dyrke den og fremelske den. Jeg kender den ud og ind, som jeg kender vejen ud til puslebordet i nattens mørke goldhed.

Da Ingrid  var 4 uger havde Karl været febersyg 4 gange, og jeg tog det med smil og overskud og sagde "pyt" til det hele for "jeg har jo tid til det", "jeg er på barsel" og "Ingrid er så nem så det går nok"... Hmmpf... Alligevel sidder jeg så og tuder oppe hos lægen med en meget syg mundbetændt ikke-drikkende, ikke-spisende, ikke-medicinindtagende 2-årig og med en 2 uger gammel darling derhjemme, som rimeligt eller urimeligt nok må vige pladsen som førsteprioritet.
Og det var kun 1 uge efter at jeg havde siddet hos barselsjordemoderen og tudet over, at min lille nye pige tabte sig så jeg fik indre billeder af sultne sudanere når jeg skulle skifte hende.

Altså selvom jeg er lige her i al min nærvær (når ikke jeg er på bloggen, facebook eller hænger i røret) så føler jeg mig alligevel svært utilstrækkelig, i en rus af selvkritik, benhård kampvilje med ambitioner for min barsel skiftende til en sort tilstand af at smide håndklædet i ringen og bare flygte. Flygte med børnene og kærligheden ind i en osteklokke af uansvarlighed, hvor kun lyst og glæde finder ind.

Og jeg fatter egentlig ikke hvorfor livet ikke er en dans på roser. Til tider virker det så simpelt at træffe de rigtige valg, og følge hjertet. Men jeg accepterer at det ikke er sådan. Det skal jo være skidt før det blir' godt og man skal yde før man kan nyde (eller hvad?). For uden det negative, så synes det positive ikke positivt. Rammen skal sættes så disse relativer kan forholdes til hinanden og mærkes på.

Karl er en gutterdreng, som spiller klaver, guitar, trommer, triangel, kazoo og synger til den helt helt store guldmedalje. Han er sej og glad og dygtig og 2½ (dvs fyldt med den mest naturlige trods). Ingrid smiler og pludrer og er afhængig af moars nærvær. Med andre ord, så er alt som det skal være. Mine ungers trivsel er min anerkendelse så hvorfor ikke snuse det ind i en stor vejrtrækning. Hvorfor skal jeg kvindemenneske spænde ben for mig selv og give vand til spirende negativitet. Det er som om kvindehovedet VIL have fornuften ned med nakken, så utilstrækkeligheden tager over.
Det er jo desværre eller heldigvis også den samme selvkritik der er drivkraft for hele tiden at ville gøre alting bedre og bedre. Aldrig at stille sig tilfreds. Altid stræbe! Men oj, hvor kunne det være dejligt at prøve at hvile i en følelse af at være god nok. Jeg er god til meget, men jeg er ikke god nok til noget som helst essentielt i mit liv.

At gå på barsel er virkeligt en ikke-anerkendende livsstil med tilhørende ammehjerne der holder al logik stangen.

Jeg glæder mig til resten af livet - det gør jeg sgu'.

Accept yourself - all in på Sara

For 22 dage siden lå jeg og fortvivlede over hvor dum jeg var, at have bragt mig selv i denne situation. Igen!!

Ingrid er 22 dage i dag og hverdagen har for længst indfundet sig her på Myggevej. Når man har små børn, især hentyder jeg her til ham på 2 år, så lærer man hurtigt at holde af hverdagen. For når hverdagens trygge struktur forsvinder, og der flytter en lillesøster ind der rent faktisk ser ud til ikke at flytte ud igen, ja så skal der altså skubbes til grænserne for lige at mærke efter hvor mor og far er henne i alt det her babyrod.

Karl elsker Ingrid og det tog da også kun en lille uge for far og mor, at fatte at de hurtigst muligt måtte finde en rille at tumle rundt i i hverdagen. Og egentlig snyder det mig helt, at jeg tror at nu er alting helt anderledes og alle ure må stoppes for her er et spædbarn. Jeg havde nok en forventning om at livet skal være noget rod og jeg skal famle rundt i blinde så snart der er spædbarn i hjemmet. Men egentlig er det hele bare det samme... Der er bare 1 person mere i hustanden til at sprede liv og glade dage:-) Det var selvfølgelig noget andet med nummer 1, for der ændredes min livsrytme og hele min selvopfattelse sig virkeligt. Men selv dengang kan jeg huske, at jeg en dag (Karl var ca 3 mdr) kiggede mig i spejlet og så at det var Sara der kiggede tilbage. Jeg var vildt optaget af, at nu var jeg for evigt ændret og for forvirret og forvildet rundt for at finde mig selv. Og pludselig så jeg, at jeg bare var den samme som før - nu bare med den ekstra dimension at jeg var mor. Livet var ændret, ikke jeg!

Det var også der, da jeg så gamle Sara i spejlet, at jeg besluttede mig for at jeg ret godt kunne li' hende jeg så. Jeg kunne li' hende til trods for fejl og mangler! Derfor besluttede jeg mig for at blive ved med at være hende og i stedet for at tro jeg hele tiden var på vej et andet sted hen, så hvile i det jeg så i spejlet. Hvile i mig selv og acceptere at jeg ikke er alt det jeg tror jeg gerne vil være, men ikke er! Det var i det nu, i den nye bevidsthed, at jeg åndeligt blev single (og i den helt rigtige virkelighed, så begyndte den løsrivelse da jeg blev gravid). Jeg havde manglet lige præcis den selvforståelse for at acceptere mig selv tilstrækkeligt til at turde være selvstændig. Jeg gik all in på Sara og jeg har ikke gjort andet siden.

Det kan varmt anbefales at acceptere sig selv. Det gør det lettere at træffe beslutniger og hvile i dem. Og jeg nævner i flæng beslutninger: at være (ikke blive) mor, bruddet med Karls bio-far, at blive kærester med Søren, sidenhen blive gravid igen (og denne gang have hjertet med), blive gift, flytte til Aalborg, være mor til to, skifte karriere.

Det er kæmpestore og, for livet, meget betydningsfulde beslutninger, som jeg med stolthed og glæde kan sige, at jeg står ved og hviler 100 % i. Jeg kunne ikke ønske mig noget andet, og det er også selvom toget til tider har kørt så stærkt at jeg er blevet blæst helt mærkelig i ansigtet og tårerne har sprøjtet ud. Jeg er ikke blæst omkuld - ikke endnu:-)
Jeg er så dybt taknemmelig for, at mine omgivelser har accepteret alle mine valg også. For jeg tænker, at når jeg synes det går hurtigt, så må familie, venner, relationer der står på sidelinjen og ser på, opfatte togets hastighed som endnu højere. Men de er her stadig allesammen, og der er kommet nye til. Det er jo fantastisk!! Det er SÅ fantastisk!

Og måske, håber jeg, smitter det af på dem, at jeg hviler og nyder togturen. Måske kan de mærke, at jeg har fundet Sara igen. Måske kan de mærke jeg har det godt!

Ingrid er 22 dage gammel om 4 timer og 25 minutter, og jeg HAR lyst til at trykke på stop-knappen og suge hende til mig uden at vide at tiden går. Det går mega stærkt og kun jeg er ansvarlig for at prioritere hvor mit fokus skal være, og jeg vil så nødigt se tilbage og fortryde noget, så jeg nyyyyder barslen (også selvom det er lidt kedeligt at sige "gugu" og "gaga" og "nøøøj hvor er du dygtig til at løfte hovedet lille skat"), for jeg får aldrig tiden igen.

Moralen må dermed være, at ting sker når det er tid til at ting skal ske! Og det skulle ikke lyde skæbne-agtigt på nogen måde, for vi styrer selv slagets gang. Men i min generation er vi vilde efter at ville ha' det hele lige nu og her. Derfor kan det være fint at indstille sig på, at man ikke både kan blæse og ha' mel i munden. Og nuet bliver et meget rarere sted at være, hvis der kun er ét nu!