Endelig startet i klinikken igen. 1. dag i et helt år at de hvide træsko tjener deres ret igen. Jeg er komplet ovenpå og befinder mig godt i rollen, som assistent og spørgelysten student på OP. Eftermiddagen står på patologi-konference, hvor jeg skal fremlægge et par patienter. Jeg forsøger at samle mig om, at lave et par gode notater til fremlæggelserne. Jeg bliver afbrudt af at min tlf. bipper lystigt i kittellommen...
... Søren tager i dag Karl til lægen (en opgave jeg aldrig nogensinde har betroet andre end mig selv). Igennem den seneste tid er han begyndt at skele en smule på det venstre øje og lyset spejles så mærkeligt i øjet. Vi har for nyligt lavet nyt badeværelse og det er netop altid om aftenen på badeværelset, at vi lægger mærke til det. (Efterrationaliserende ved jeg at netop om aftenen og på badeværelset er Karls pupiller store og nemme at se). Jeg har egentligt skudt det væk og tænkt at der jo ikke er noget der haster så meget at det ikke kan vente til 3-års børneundersøgelsen.
Men nu sidder de der så, Søren og Karl, hos lægen. Min tlf ringer og det er lægen, der vil snakke om arvelige øjensygdomme i familien.
"Det ser desværre meget tumorsuspekt ud når jeg kigger ind" siger hun.
Jeg ved jo godt at læger arbejder ud fra worst-case-scenario-konceptet, om at antage det værste indtil det er afkræftet. Og så aner jeg intet om øjentumores og har for længst glemt alt om øjets anatomi. Jeg tænker, at det er professionelt at lægen går så alvorligt til værks. Men jeg tænker også at der ikke er nogen tumor i Karls øje... Jeg sætter mig ned blandt mine medstuderende, som kigger mærkeligt på mig og spørger om jeg er OK (de har overhørt samtalen). Jeg lægger ud med et: "Ja ja, selvfølgelig. Der er jo alligevel ikke noget jeg kan gøre lige nu." Mine flinke medstuderende forsikrer mig om, at de helt fint kan overtage mine fremlæggelser, hvis jeg har behov for at gå. Og de kan godt forstå hvis jeg har brug for at gå. Jeg forstår det ikke helt. Faktisk fatter jeg slet ingenting før tårerne presser sig på. Jeg googler hurtigt tumor i øjet og alle hits indeholder diagnosen "retinoblastom" - en ondartet tumor hos børn. Men helt ærligt så ved vi jo godt hvordan det plejer at være med selvdiagnosticering på baggrund af google, ikk? Det er jo aldrig så alvorligt som internettet maler det op.
Vi går i samlet flok over mod konference-lokalet. Jeg stopper gråden og putter min Kleenex i lommen. På patologi-konferencen drøftes kræftpatienter i multidisciplinært team og allerede ved gennemgangen af den første patient får jeg kvalme. Jeg skal være hos Karl. ASAP og det er NU! Jeg nikker undskyldende og går ud og græder. Overlægen, der helt obligatorisk kommer 5 minutter for sent, ser mig og jeg går forbi ham. Skynder mig ned i omklædningen og ud hvor Søren og Karl samler mig op og vi kører direkte til øjenafdelingen. Jeg er bange - dødsens bange.
Øjenafdelingen er overgået til vagten, så der er ingen patienter. Der er kun Gitte. En overmåde sød sygeplejerske, som sætter sig midt på gulvet og leger indlevende med Karl. Karl synes det er hyggeligt og spændende. Jeg skiftevis græder og stiller urimeligt mange spørgsmål om alt vedrørende øjet. Så kommer Danson dansende. Introlæge på øjenafdelingen. Først har jeg negative tanker om, at han "kun" er introlæge, men efter flere timers grundig, tålmodig og anerkendende undersøgelse af Karl, så er jeg omvendt. Hvis jeg bliver halvt så sej som ham, så...
Hver gang Danson kigger i ofthalmoskopet bliver hans øjne beklædt med en våd hinde og de får en gennemtrængende sort sort farve og jeg kan se, at han synker en klump. Han er bevæget og tilnærmelsesvist bange er min tolkning. Jeg er løvens mor så jeg er benhård, dog med momentane benspænd i form af påsnigende angst.
Det bliver via undersøgelserne klart for os, at Karl ingenting kan se på venstre øje. Ingenting. Heller ikke stærkt lys. En utrolig simpel undersøgelse. Hvordan fanden kan jeg have undgået at bemærke det. Danson går ud - han skal lige noget. Ind kommer bagvagten. Hun får det samme mærkelige udtryk i ansigtet når hun kigger ind i Karls øje. Karl er vildt vildt samarbejdsvillig og får is og ros i lange baner. Selv da vi frabeder os flere is til drengen, så tager Danson Karl med ud til fryseren igen. I dag må han få alle de is han vil, siger Danson. Karl nikker: "Jeg må så få mange is moar". Jeg nikker og pludselig kan min egen sukkerpolitik rende mig for jeg ved, at det er sympati-is der uddeles.
"Der er helt sikkert noget inde i det øje. Det er en hvid masse. Worst case er retinoblastom, men der er mange andre ting det kan være".
En ultralydsscanning af øjet viser det samme - ca 3 mm stort skriver han i journalen (I wish).
"Fordi vi mistænker retinoblastom ingår I nu i kræftpakkeforløb - du vil blive ringet op af specialisterne i Århus i morgen tidlig (det viste sig senere at det var allerede 7.45)".
Jeg er knust og ulykkelig og frustreret og vil ha' der skal ske noget nu. Der er "noget" i mit barns øje; det skal da ud. Jeg kan da ikke bare gå hjem og vente til i morgen. Og hvad er et retinoblastom. Hvorfor får Karl det når vi ikke har det i familien. Jeg går i stå og hopper ind i boblen af surrealisme og absurditet. Det er meningsløst, men det er også altoverskyggende og omklamrende ad helvede til.
Vi henter Ingrid hos bedstefar og bedste-Bodil - de går bare rundt i deres hverdagsvirkelighed og i min komplette selvoptagethed kunne jeg (i min fantasi) hugge hovedet af deres gæst, da hun beundrer Karls 'ufatteligt smukke store brune øjne'!! Karl har freaking blå øjne som MIG. Jeg kan godt selv mærke at min rummelighed er indskrænket og nu kun omfatter mig selv og min løveunge. Wwrrraaau!!! Karl har bare fået dryppet øjenene så pupillerne er gigantstore, helt afslappede. Øjet er sygt! Mit barn er sygt! På den alvorlige måde... Jeg vil hjem! Vi kører hjem.
Jeg husker ikke mere fra den aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar