Dagbog - dag 401 (hverdag)

Det er 401 dage siden, at min verden væltede sammen. De der ulykker, som altid rammer naboen men aldrig én selv, de ser så uovervindelige ud på afstand. Og nu, med 401 dages afstand til kaoset, så fatter jeg det slet ikke. Har Karl haft en dødsdom hængende over sig? Og er vi virkelig stadig her i al vores hverdags-idyl? Det er så uvirkeligt på den helt rå måde.

Min verden har i et halvt år været fuldstændigt omsluttet af retinoblastom. Alt har drejet sig om Karl. Alt har handlet om at få afvist alle statistikker der taler Karls  prognose ned. Alt har handlet om at overleve hverdagen på et helt lavpraktisk plan. Oveni alt dette var der skammen over, at være så opslugt af sig selv. Skammen over at folk havde det værre end os. Skammen over, at inde på de andre hospitalsstuer lå der døende, lidende børn, og så rendte Karl rundt og sang på gangen mens mor fulgte efter med dropstativet. Skammen over, at folk rundt om os mistede deres barn og så sad vi der og kunne stadig kramme vores.

Det er så sindssygt surrealistisk at døden og ikke mindst dødsangsten krøb sig ind i vores virkelighed. Døden blev en realitet.

Alting handlede om Karl. Alt for lidt handlede om Ingrid, om Søren, om mig selv. Intet handlede om økonomi. Der blev købt og smidt ud som aldrig før. Mad især. At køre på McDonalds 3 gange på samme dag forholdt vi os slet ikke kritiske over for. På den måde fik Karls afmagrede krop i det mindste 5 pomfritter og en halv kyllingenugget. Ja, det var da lige indtil den dag, en sygeplejerske på den der sødmefyldte sarkastisk spydige måde fik sagt, at hendes børn aldrig havde været på McDonalds. Ja de vidste nærmest ikke hvad en pomfrit var. Og så slog hun den mest selvfede latter op, som stadig runger i mit hoved. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig på hvor gamle sådan et par hellige kostplanshysterisk-opfostrede børn var. 12 og 14 år! Give me a break og lad mig nu fodre min skaldede dreng på 3 med hvad han vil ha'.

Denne og andre kommentarer fra sundhedspersonaler har givet mig en kæmpe øjenåbner for min egen faglighed og kommunikation med patienter. Som læge står man ansigt til ansigt med mange patienter på en dag, det er ens arbejde at betjene 'kunderne i butikken' både hurtigt og effektivt. Det er lægens hverdag, men det er for patienterne dage der vender op og ned på livet. Det er dage, som sætter sig fast i knolden og ikke lader sig fortrænge. Det er alt andet end hverdag med den tryghed og kontrol der ligger i den.

Og jeg elsker hverdagen. Hverdagen er så kærkommen tilbage i mit liv. Den er tryg, den er dejlig, den giver struktur og den giver ro. Før kunne jeg blive rastløs af trommerum. I dag higer jeg mig fast og trommerummer derudaf. Livet er værdifuldt. Det er en gave og hvert lag af gavepapir der pilles af åbner op for nye glæder.

Og se ham lige i dag hvor han løber 4 km og har masser af god energi og masser af lækkert hår og spiser væsentligt flere rugbrødder end pomfritter