Grøddage...

... er til for at gøre hverdagen lettere i den moderne fortravlede familie;-) Og så smager det altså bare helt nammenam!

Fra og med i dag og indtil lang tid efter jul (ja helt til påske) skal hver uge indeholde en grøddag. Jeg plejer ellers pure at nægte julens banken på døre, før min fødselsdag er overstået, men i år tyvstarter jeg altså et par dage med at smage på julen. Haps hvor blir' det bare juleskønt at have taget hul på den søde tid. Er det ikke snart december?

Nedskæring og pladsgaranti...

... er to helt uforlignelige størrelser. Kommunerne er efterhånden så hårdt spændt for rent økonomisk, at der snart bare findes 2 børneinstitutioner i DK - én i Jylland, én på Sjælland. Og så lige en hulens masse private tiltag, som allerede spirer frem overalt med en fin pose kommunale sponsorpenge (mig ikke forstå?). Ja, de fleste private institutioner kan man sågar få økonomisk friplads til, på lige fod med kommunale daginstitutioner. Jeg håber ikke den nye regering vil lade det gå så galt, for lige nu er faktum, at der nedskæres og sammenlægges på livet løs rundt i kommunerne. Og det sker i en skræmmende fart - dvs nogle institutioner oplever at måtte omstrukturere eller nedskære flere gange årligt.

Jeg mener de "tvungne" sammenlægninger er en faliterklæring og en markant forringelse af den enkelte institution. Hver gang der sammenlægges rykker ledelsen lige et skridt længere væk fra den enkelte institution, væk fra hverdagen og praksis. Når ledelsen rykker væk fra den pædagogiske praksis, og på den måde er mindre og mindre i dialog med pædagoger og andet personale der drager omsorg for børnene, så bliver det lettere at håndtere pengekassen, byrådet, staten og på den måde tage højde for juridiske og økonomiske rammer uden at skulle arbejde sammen med eller konfronteres med brokkende pædagoger. Det er altså virkelig smart! Så er der afdelingsledere i stedet, som ikke har så meget indflydelse, men som kan tage sig af stressede pædagoger. Jeg hamrer mine håndflader mod hinanden i lutter glædesfryd (jeg håber I kan fornemme min ironi mellem linjerne).

Mit eget kendskab til "systemet" er til dels indefra og som bruger af det. Indefra idet jeg i 3 år har arbejdet som pædagogmedhjælper på en døgninstitution for børn med autisme og mental retardering ligesom jeg tidligere har været et par år i hjemmeplejen i Århus Kommune. Desuden er min mor snart den lykkelige efterlønner efter et nedslidende liv som pædagog, mens min far er sygeplejerske og daglig leder af et plejehjem. Som bruger blev jeg opmærksom på kvalitetsgraden af børneinstitutioner, da jeg ønskede vuggestueplads til Karl, og nu søger igen.

Da Karl var 6 måneder gammel var jeg godt træt af at gå hjemme i ammekoma med kroniske grødpletter på tøjet, i håret, i mascaraen... Jeg meldte mig studieklar og havde selvfølgelig søgt vuggestueplads i det 6 vuggestuer der ligger i Skæring, de 3 måneder før behovsdato, da kommunen så har pligt til at opfylde pladsgarantien. Fra jeg søgte og til behovsdato skete der en sammenlægning af pasningsdistrikterne i Århus kommune, pga ulige fordeling af børn. Dvs at man fx i Vejlby-Risskov havde for få børn på daværende tidspunkt, mens man i Skæring havde for mange. Det betød at man før sammenlægningen ikke ville kunne give borgeren pladsgaranti, hvorfor en sammenlægning af områder var nødvendig. På den måde snoede kommunen sig om regeringens fine løfte om garantiordninger, mens borgerne så kunne se frem til at skulle køre længere for at aflevere deres barn. Århus Kommune opfyldte ikke pladsgarantien, og Karls far og jeg skiftedes til at slække på vores studier, som begge var i fuld gang, for at passe Karl, som bare blev mere og mere klar på at socialisere med andre børn. Karl var da også 9 måneder, da vi endelig fik en plads til ham 12 km fra hjemmet. SHIT! Jeg havde ingen bil på det tidspunkt og var for længst blevet på fornavn med både Hanne, Betina og Anni på pladsanvisningen. De stakkels administrative søde væsner, som så gerne ville hjælpe en stakkels studerende med håret i postkassen var kommet på overarbejde. Jeg punkede alt jeg havde lært, men der var intet at gøre og en vuggestueplads i nærheden af mit hjem var helt umuligt og først at få når Karl blev ca halvandet år. Jeg tog ud og så på tilbudte vuggestue, som var noget værre lort rent ud sagt. Jeg græd det meste af dagen over, at nogle børn havde en hverdag i så livløse rum med så uinspirerende legeplads og stort set intet legetøj og bestemt ingen kostordning. Jeg var fortørnet på det groveste, og takkede slukøret nej til pladsen og bønfaldte de stakkels damer i telefonen. Ja, et par gange græd jeg vist endda i røret. Jeg indså der intet var at gøre, og benyttede mig af børnemanglen i Vejlby-Risskov (11 km fra mit hjem), hvor jeg fandt den dejligste oase i form af glade børn og voksne i det der nu danner rammen om Karls hverdag. En fantastisk institution, med knald på det gode humør trods nedskæringer. Kostordningen røg dog få måneder efter Karl var startet.


I Århus Kommune bliver børn indskrevet på ventelister til institutioner efter fødselsdato. Dvs de yngste børn står nederst på ventelisten. Og før ventelisten prioriteres så de såkaldt opprioriterede børn (børn med handicaps osv), børn med søskende i institution og tilflyttere til byen, med børn der har gået i institution i den kommune de kommer fra. Alt i alt gav det dengang, at mit halvt års gamle barn kom nederst på ventelisten, da han var én af de yngste.


Nu flytter vi så til Aalborg, Karl og jeg, og det skulle jo så ikke være nogen sag, da vi er tilflyttere, Karl er halvandet år til den tid og Aalborg kommune har en flot flot garanti der lyder på plads efter blot en måned efter indskrivelse på ventelisten. WOW!


Der er bare det lille men, at Aalborg kommune har væsentligt færre vuggestuepladser alt i alt (dvs mere pasning er overlagt til dagplejere), ligesom de for at opfylde en nogenlunde tilfredsstillende garanti har måttet bytte om på ventelisteprioriteringen for vuggestuerne, således at de yngste børn, mine damer og herrer, står øverst på ventelisten mens de ældste trækker det korteste strå. Tilflytter = fuldstændig ligegyldigt! Karl er igen nederst på ventelisten, og når han så skal i børnehave i Aalborg kommune, så er der igen logik i systemet, for så er det de ældste børn der kommer til først.


Det er fuldstændig gak i låget for mig, at mit tilflytterbarn af en økonomisk svag studerende nu enten kan få tilbudt en dagplejer eller en vuggestueplads i randområderne af Aalborg. Det kan fandme ikke være rigtigt, at jeg skal køre halve til hele timer gennem morgentrafikken for at aflevere mit barn. Og det kan bare ikke være pædagogisk okay, at et socialt meget stærkt barn, som kommer fra en kanon god og stor vuggestue med mange voksne og mange børn og elsker at være lige i midten af menneskemyldret, nu skal sidde hos en dagplejer, som hverken er pædagog eller har 12 hænder og kukkelure sammen med 3 måske ikke alderssvarende legekammerater, og så skal han nederst på ventelisten igen, når han skal starte i børnehave når han er 2,9 år gammel. Det er fandme flot med pasningsgaranti, men den forfalder fuldstændig idet jeg takker nej til alt hvad der hedder dagplejere. Og så er område centrum, som jeg skal bo i den vestligste del af, lige blevet sammenlagt med område øst, som jeg så kan risikere at få plads i den østligste del af. Christ! Og som de søde damer (for de er også søde  i Aalborg) siger, så har de fordelt alle vuggestuepladser for resten af året, så jeg skal nok ikke håbe på noget. Og bossen på toppen af pladsanvisningen i Aalborg gav fine forklaringer og insider-viden om hvilke private institutioner jeg kunne søge plads i, men hverken god retorik eller pylren over min situation gav pote. Føj for noget liberalt lort der sniger sig ind ad alle dørsprækker.

Jeg punker videre på de søde damer i telefonen for at brænde mig fast i deres hukommelse, så de tænker på netop mig og ikke én af de andre klagende i røret, næste gang der dukker en ledig plads op i kommunen, men jeg synes det er hård kamp, som egentlig burde foregå på et politisk plan.

Jeg ryster i bukserne for jeg er bange for at det kommer til at gå ud over mit barns trivsel.



VELKOMMEN TIL AALBORG KOMMUNE SARA JOHANSEN

Med håbet om, at mit barn fortsat vil mænge sig i mennesker og ikke komme sådan hjem fra institution!

Q-inde

Mænd har i århundreder beklaget sig over os. Beklaget sig over hvor kompliceret uforståelige vores hoveder fungerer. Mænd, I er fandme selv nogle komplicerede røvhuller! MEN vi elsker jer og selvom vi er pisse magtbegærlige, så er det lige præcis jer der kan få os til at underkaste os. Vi elsker når I tager magten over os, for vores kvindekroppe er i konstant arrousal med stresssymptomer og OVERLOAD af tanker vi end ikke når at registrere.

Jeg kaster mig på knæ og giver mændene ret. Kvinder er udstyret med tikkende bomber som hoveder. Kald det PMS, kald det hysteri, kald det stress, kald det magtsygelighed, kald det vanvid og tidsfordriv, konfliktsøgen, kald det hvad du vil. Lige meget hvordan vores følsomheder kommer til udtryk, mænd, så kram os, elsk os (hårdt) og stryg os lidt med håret. Gør os små og behandl os som sådan, når vi er det, og lad os være stærke karrierekvinder resten af tiden.

Jeg er selvfølgelig overbevist om, at alle kvinder er præcis som jeg er indeni. Jeg tror alle kvinder kender det, når man kommer hjem efter en dejlig opfyldende dag, med solskin (vigtigt), og er fyldt med kærlighed og overbevisningen om at jeg er aldeles uimodståelig (selvom jeg glemte at børste tænder i morges og stadig har rundstykbirkes mellem alle fortænder i både over og undermund). Der er englesang og kirkeklokker overalt og jeg er usårlig. Intet kan få mig ned!

Jeg er stærk og føler mig magtfuld. Jeg har magten over mig selv. Jeg er i kontroltilstanden.

Så kommer kæresten hjem og er dejligere end dejlig, giver klap i måsen og siger alt det rigtige, lige indtil han foreslår at vi er lidt impulsive (uh det er farligt) og afviger fra madplanen i aften. KATASTROFE! Den situation bliver hurtigt til en lille magtkamp. Hvis vi vander den grundigt vokser den sig stor og fin og bliver til en dejlig hverdagskonflikt mellem en stakkels mand (der bare ikke lige gad ha' blomkålsfrikadeller i urtedip med rødbedesnacks til aftensmad) og en bombe af følelser personificeret i en rasende kvinde der mærker kontrollen glide ud mellem fingrene. En time senere vil man sandsynligvis finde kvinden hulkende, men stadig med armene over kors postulerende at nu kan kæresten ikke li' hende længere, og så kan det hele jo også være ligemeget når han alligevel ikke gider, hvilket han i øvrigt ALDRIG gør. ALTING er ALTID i vejen og han synes sikkert også at hendes røv og patter er mindst 30 meter for lange.

Breakdown! Hvad fanden sker der for os? Og for mit eget vedkommende: jeg er klar over mekanismen, jeg kender proceduren, jeg kender mig selv ind og ud, og sværger gang på gang at nu er jeg blevet både klogere og mere voksen, men fandme om ikke situationen bare opstår igen og igen og igen!!!

Men der er noget forløsende. Slutproduktet er som regel en lille, hengiven pige, som er meget villig til forhandling om aftensmaden og i øvrigt også meget andet. 

Det har for mig, helt sikkert noget med det skift der ligger i, at ha' været på hele dagen, at have haft ansvar og magt og føle sig ovenpå - smide jokes af til overlægen, få elevatorblikket af reservelægerne, hente et glad og morsygt barn til tiden og så komme hjem med tasken fuld af forventninger om, at NU skal det saftsusemig blive hyggeligt i min lille familieidyl - og så komme hjem hvor der skal gås på kompromis og lyttes til en anden. Jeg kan ha' et ønske om at være lille og hengiven, men vejen dertil er nogle gange umådeligt lang. Så mænner, I skal bare kramme os og hviske dejlige ting i vores ører, for så smelter vi og bliver helt små og skriver burgers på madplanen resten af ugen.

BTW, så er min kæreste helt utroligt fantastisk til ovenstående kvindelige krise. En enkelt svupser i form af "skal du snart ha' menstruation min skat?", er gledet ud men hurtigt reddet med et grin ,som om det var for sjov og et kram og ti millioner kys.

Jeg blotter mig lidt mere og udstiller en nederen lille pige der brokker sig over hvor hårdt livet er, og så via facebookchatten:

...hønse, hønse, hønse, brokke, brokke, brok...

 

Vil gerne komme sukker på din mad og kærlighed i din suppe.

Og så bliver jeg bare SUR! Fordi du ikke kom ind i mit liv noget før, og på mig selv fordi jeg er en forkælet møgunge der ikke kan klare nederlag

øhh - det er kun det sidste du kan gøre noget ved - selvom jeg nu ikke oplever at du er barnlig eller at du reagerer som at det er et nederlag. Skal vi ikke blive enige om at gøre noget seksuelt ved det

altså det er bedre end at få et nederlag:-)

Lige nu vil jeg bare være sur over mit lortede liv! Jeg elsker Karl.

Latterlige lorteliv!

Jeg er en kontrolfreak i den helt aldeles følsomme skuffe

Pyha - vil lige minde dig på at vi har haft en super dejlig weekend med din familie

derudover er der en masse mennesker som elsker dig i bund - incl mig. Det kan du selvfølgelig ikke kontrollere men det gør jeg altså.

Du giver også Karl og jeg kærlighed så vi næsten er ved at sprænges - du er super sej og meget elskelig

Derudover er du også tænksom og klog

velformuleret

smuk og sexet

kysselig og elegant

kvindelig og emotionel

umiddelbar og krævende (på den gode måde)

smagfuld og handlekraftig

musikalsk og poetisk

smilende og grinende

dejlig at være sammen med

fik jeg sagt mega sexet

Jeg ELSKER dig og det at du får mig til at ville være den bedste jeg kan være

Iiihh, du er alt for sød i mod mig

Det er da en mand der har styr på sin kvinde og en kvinde der ikke har styr på en skid;-) Ham kan jeg sgu ret godt li' og han er ikke engang bare en drøm...

Nu vil jeg hente Karl og kramme ham flad som en pandekage.

Skråt op verden

En dag i antipositivitetens tegn. Jeg peger ud velvidende at om få timer må jeg give fortabt over for min selverkendelse og lade de grumme fingre pege på mig.

Ak, ja, nogle gange skal livet mærkes på, på den her helt specielle sorte måde. I dag dyrker jeg de sorte huller og lader dem flyde sammen i én stor pærevælling af utilstrækkelighed og komplet modløshed. Modgang, modvind, træthed... Pylle pylle rylle Sara!!

Og så er det heller ikke værre, for om få timer når jeg henter min Karl så fungerer jeg igen (selvom det nok egentlig er mit dejlige morgenglade (4.30 siger jeg bare) barn der kan kvittere for en del af mit grådlabile væsen i dag).

Der er vist kun tilbage at sige til mig/mit selv: "Luk arret, tør øjnene og tag en tudekiks".