Det er søndag og jeg er to dage over tid (40+2). Jeg har brækket mig i 8 måneder nu og er ved at være ret træt af at være en rollator-egnet, opsvulmet, stivbenet krukke der altid har en pose med i bybussen, hvor det tit går galt. På terminsdagen kom tegnene, som sendt fra himlen og lige ned i min trusse - slimproppen. Det var næsten smukt, men jeg var overhovedet ikke forberedt på blod og slim og havde ikke haft brug for hygiejnebind i mange måneder - det skulle da kun være til at tørre de mange uforklarlige hormon-tårer væk fra øjenkrogen - så jeg var komplet uforberedt. Min kæreste spænede over til naboen efter forsyninger, og vi satte os til at vente i en forventning om at lige om lidt (faktisk indenfor minutter troede vi) ville der ligge en sund lille dreng ved vores side. Jeg måtte dog vågne skuffet op yderligere to morgener i erkendelsen om, at der ikke lå noget knusekrammeligt barn ved min side. Jeg ønskede forløsning NU!
I en lind strøm kom nu, efter den nyleverede slimprop, spænden i inderlårerne, diarré, menstruationssmerter og plukveer så kraftige at jeg troede det lille my var på vej ud gennem mit spændte maveskind. Jeg var bare klar. Tip top klar til at brøle min kvindelige stolthed ud over hele Skejby Sygehus, og få det barnehoved, som i 3 uger havde siddet fast mellem benene på mig og tvunget mig til at stå op i sadlen på min cykel, UD!
Søndag aften kl 00.30 (Emil sover og jeg har ligget uroligt og vendt og drejet mig i min side af sengen et par timer):
21/6-2010
kl 00.30
Mig:
Emil:
"Nej du har ej. ZZZzzz..."
Jeg forsøger at falde i søvn igen. Først på den ene side, så den anden, så den tredje. Jeg tager tid på smerterne, som kommmer med 9 minutters mellemrum. Ganske hurtigt (ca en time) er der dog kun 2 minutter imellem de tiltagende spændinger henover det nederste af min mave, og Emil bliver vækket efter jeg vælter juice ud over vores lille soveværelse og mislykkes med at tørre det op.
kl. 03:00
Emil:
"Nu ringer vi altså til sygehuset. Basta!"
Mig (idet jeg tænker på hvad fanden folk snakker om med vesmerter - det er jo ingen sag det her - jeg er en fødemaskine):
"Nej det er altså totalt pinligt at komme derind alt for tidligt og når først jeg er kommet ind på det sygehus så går jeg ikke før jeg har en baby med ud. Basta!"
kl. 03:30
Emil ringer til sygehuset og efter et bad, som var lindrende skønt, står vi klar med babys kuffert og store forventninger ude ved vejen, hvor min veninde skal samle os op, da hun agerer taxachauffør. I et ivrigt forsøg på at køre ordentligt, men samtidig i komplet panik over mine periodiske vridende ansigtsforvandlinger, som hun spotter i bagspejlet, kører stakkels Mette en omvej på ca 30 min. Men det er en smuk morgen og solen er på vej op på årets længste dag og jeg glæder mig til at udføre min dyd. Biologiens store livsmening kigger mig lige ind i øjnene. Gisp!
kl. 05.00
På sygehuset går alt meget stille for sig, og efter at have ventet lidt i venteværelset, bliver jeg undersøgt:
5 cm åben og akut tilladelse til at få en fødestue, hvor vi ikke et sekund bliver overladt alene. En jordemoderstuderende er ved min side, og jeg føler mig komplet tryg.
Da varmt vand både lindrer vesmerter og stimulerer veerne, er det helt vanedannende at stå og skolde min spændte stortromme i ultra varmt brusevand. Dog går der ikke lang tid før veerne bliver så kraftige, at jeg smider min blufærdighed og render nøgen rundt på stuen og klager min nød. Jeg må i den grad sluge mine tanker om en smertefri fødsel i mig igen. Jeg bliver undersøgt og er nu 8 cm åben, hvilket giver mig tanken om at være den fødte fødemaskine tilbage.
Da mine ben begynder at svigte gøres der klar til badekar, og jeg er helt med på den for varmt vand er min bedste ven lige nu. Emil bliver badevands-temperatur-ansvarlig og jeg er hurtig til at kaste mit hvalede legeme ned i det fantastiske kar. Jeg er i min krop og i nuet og alting giver mening. Jeg føler smerten og bruger, i samarbejde med en fantastisk god vejledende jordemoderstuderende, min vejrtrækning til at holde fokus og kontrollere smerterne. Med jævne mellemrum beordres Emil af hendes kongelige hormonhed at skrue temperaturen op, og vi når da også de 40 grader trods strikse ordrer fra jordemoderen om, at det max skal være 37 grader. I badekarret får jeg en dejlig snak med jordemoderen om, hvad der venter forude og jeg forsøger i al min kvindelighed at planlægge det resterende forløb af denne fødsel. Jordemoderen forsikrer mig om, at den kontrol vil jeg snart smide af mig...
Jeg må tage afsked med badekarret da jeg skal undersøges, og jeg har store forventninger til at nu er jeg mindst 10 cm åben og skal presse mig blå i hovedet. 8 cm åben! Stadig!
Jeg har pisse svært ved at ligge ned, så jeg løber i stedet rundt på fødestuen og rokker med hofterne på alle måder der kan rokkes, mens jordemødrene snakker sammen om hvad der nu skal ske.
Jeg beordres op på briksen igen, for der skal prikkes hul på fosterhinden. Jeg er stadig fuldstændig mentalt tilstedeværende, og jeg arbejder med veerne, idet jeg mærker min krop. Vesmerten er god, idet den starter blidt og optrapper til et næsten uudholdeligt max, hvorefter den hurtigt aftager igen og der kommer en kort pause, hvor der kan snakkes om hvad der kan gøres bedre under næste ve. Det er en gensidig snak, hvor jordemødrene er interesserede i hvad de kan gøre bedre og jeg instrueres i stillinger og vejrtrækning og mentalt fokus. Det er fedt! Det er super moderne og ikke spor uragtigt, lige bortset fra min nøgenhed og de brøl der sendes ud med ca 1 minuts mellemrum.
Det er helt smertefrit da der stikkes en stor strikkepindslignende nål op i min skede og prikker hul på fosterhinden, og jeg tænker mest af alt på hvordan de undgår at ramme barnet. Pludselig efter der er hul på hinden går det helt amok. Jeg kaster mig ned af briksen og ligger og roder rundt på gulvet. Jeg bliver hevet op og brækker mig ud over briksen. I foroverbøjet stilling brækker jeg videre, og brøler at det føles som om jeg skal tisse. Jordemødrene forsikrer mig om at det er fostervand og jeg skal presse det ud. Det føles skønt, men det er ikke fostervand. Jeg tisser en dejlig stor sø lige ned på gulvet, og mine ben forsvinder under mig. Emil og jordemødrene hiver mig op fra tis-pølen og vasker mig. Jeg har ingen kontrol over min krop. Jeg er nu ikke længere i udvidelsesfasen af min fødsel. Jeg er i den frygtelige overgangsfase (mellem udvidelse af livmoderhalsen (som er fedt) og pressefasen (som også er fed)).
Emil og jeg havde på forhånd snakket om, at jeg bedst tackles med korte og kontante kommandoer i pressede situationer. Jeg er efterfølgende taknemmelig over, at Emil nu fortæller det til jordemødrene. Jeg opdager det ikke. Jeg bemærker ikke andet end smerte lige nu. Faktisk er det ikke så meget smerte, som det bare er uoverskuelighed og kontroltab. Det er vildt ubehageligt, og da jeg efter fødslen får at vide at denne overgangsfase kun varede 20 minutter, har jeg svært ved at tro det. Det føltes som timer. Det er uudholdeligt, og jeg vender mig om på siden og siger at nu vil jeg ikke være med til det her længere. Der er bare det lille problem, at min krop arbejder hvad enten jeg vil det eller ej. Jeg frustreres vildt over det, og bønfalder jordemødrene om et akut kejsersnit. De kommanderer mig om på ryggen, men min krop reagerer overhovedet ikke. Da jeg ikke kunne få efterkommet mit ønske om kejsersnit, kigger jeg nu op på Emil og bønfalder hans rolige og sympatiske ansigt om at få mig ud af denne krop. Den arbejder i mod min vilje. Nu bliver jordemødrene skrappe og beordrer mig igen om på ryggen. Jeg reagerer stadig ikke. Jeg kan ikke få min krop til at vende sig. De brøler til mig, at jeg skal arbejde med min krop. Jeg følte jo netop at min krop svigtede mig, fordi den ikke adlød min vilje. Men jordemødrene fortæller mig nu, at det er min vilje der er på afveje. Min kontrolhjerne har svært ved at slå fra og lade naturens kraft, som er personificeret lige her i min krop lige nu, bestemme. Jeg må altså stole på, at min krop er forudindstillet, fra naturens side, til at vide hvad den skal gøre. Det føles bare næsten uoverkommeligt, at agere og tænke i de kraftige smerter. Jeg brækker mig igen og føler hverken den indre urkraft eller at jeg på nogen måde er god til det her.
De vender mig om på ryggen og jeg presser, selvom jeg ikke har trang til det. Det lindrer! Jeg har ikke "rigtige" presseveer endnu og er stadig kun skuffende 8 cm åben, så det virker ikke helt. Det er stadig helt uudholdeligt og jeg tuder om, at jeg vil ha' noget bedøvelse. Jeg har inden overgangsfasen fået lidt lattergas mellem veerne, hvilket gjorde mig lidt mere "ligeglad" med smerterne. Lattergas virker ikke mere på noget, og jeg vil også gerne være ved mit fulde fem nu hvor der snart skal presses en fodbold ud gennem min skede. Mine pushere tilbyder mig pudendusblokade, og uden helt at vide hvad det er, takker jeg straks ja. En pudendusblokade gør nerverne i skeden følelsesløse, og hjælper egentlig "kun" på pressesmerter når skeden sprækker. Sådanne smerter har jeg slet ikke endnu. Mine smerter er i ben og mave og hjerne (idet det handler om uoverskuelighed af denne situation jeg har rodet mig ud i). Jordemoderen råber til mig, at jeg skal ligge fuldstændig stille under indsprøjtningen i skedevæggen. Det føles umuligt og jeg klager og klager. Hun gør tegn til at pakke sprøjten væk og jeg forsikrer om, at nu har jeg tænkt mig at ligge helt bum stille.
Bivirkningen ved en pudendus blokade er, at man ikke så let kan mærke veerne. Alligevel bliver uoverskueligheden lige pludselig mindre og pressetrangen kommer væltende ind over mig. Nu er det fedt! Jeg holder selv mine ben og bruger hele min krops kraft idet jeg trækker hovedet op mellem benene og presser mit ansigt ud af proportioner. Nu kommer urkraften op i mig, og jeg mærker for alvor at min krop gør det den er forudindstillet til. Spændinger i lænden og maven er væk når jeg presser, og selvom min krop styrer vejen, føler jeg virkelig at mit hoved samarbejder med den. Der er pludselig næsten helt stille på stuen, for jeg har lukket munden stramt sammen og er fuldt koncentreret om at få det maximale ud af hver presseve. Jeg føler mig kvindelig og skrækslagen for hvad der venter lige om hjørnet - forældreskabet. Det er meget følsomt og utroligt stærkt. Jeg er høj på adrenalin der banker rundt i min krop.
Under fjerde presseve stritter det mest fantastiske fedtede sorte hår ud mellem benene på mig, og nu fatter jeg hvor vigtigt og virkeligt det her er. Det er sgu et vaskeægte barn, med hjerte og små tæer, der snart vælter ud af mig. Efter 6 presseveer (i alt) føler jeg en enorm lettelse i form af et "svup" og Karl bliver klasket op på mig mave. Han er helt stille, i noget der føles som evigheder. Men så kommer det dejligste vræl jeg nogensinde har hørt, og jeg elsker ham. Jeg er fyldt med adrenalin og kærlighed. Jeg er stolt og jeg er mor. Og så skider han på mig - 4 gange - og slutter af med en dejlig tisstråle inden han bliver lagt til mit bryst og råmælken sprøjter ud. Det er rå natur og jeg er skabt til det. Jeg ER sgu en fødemaskine og jeg glæder mig allerede til næste gang (hvor jeg dog nok skal have arbejdet lidt med kontroltabet inden). Alt er fuldstændig meningsfylt og jeg opdager nærmest ikke at jeg under én presseve føder moderkagen, som er så smuk og har næret mit barn i 9 dejlige måneder. Alt er bare lige nu og her og jeg mærker livet og tør ikke blinke, af frygt for at misse noget. Hvor er det råt og lige efter bogen!
