Note

Brudekjole!!!

Måske spændende læsning

Her er i hvert fald en anbefaling på en bog af en meget engageret mand. Bogen hedder "Det diagnosticerede liv" og handler om den øgede tendens i samfundet til at sætte etiketter på mennesker, nærmere i form af diagnoser. Gavner det os? Det gør det måske kortsigtet for den enkelte, idet en diagnose er vejen til at få hjælp i et kriseramt samfund hvor en psykolog koster 800 kr i timen og meget få kan få støtte hertil. Men på mere samfundsmæssigt plan er det så i virkeligheden ikke med til at sygeliggøre os? Gør det os sårbare?

Svend Brinkmann tager diagnoser op såsom stress, depression og ADHD og stiller spørgsmålstegn til, hvorvidt de i nogle tilfælde er en konsekvens af vores evige trang til selvrealisering (jvf denne blog:-)) eller forældres trang til at realisere sig selv gennem deres børn (ADHD). Er disse prædikater ikke bare et udtryk for at vi har svært ved at stille os tilfredse med os selv og leve op til de høje krav et moderne arbejdsmarked og de stadigt mere og mere snævre samfundsnormer stiller til os?

Svend Brinkmann deltog for år tilbage i Deadline 2. sektion, hvor han netop behandler emnet "Selvrealiseringens Svøbe". Programmet finder du her.

Udvikling, indvikling, afvikling

= hovedroderi.

Tit er man helt viklet ind før noget afvikles for at man kan udvikles.

Det er forår og der skal gøres hovedrent (dvs forårsrengøring i hovedet). Som regel giver det sjældent mere ro i sindet at tage sig tid til at tænke. I hvert fald ikke når man er hysterisk kaotisk i sine tankemønstre (hvis der er et egentligt mønster).

Men jeg er utilfreds og uengageret, så jeg har taget en tænkepause. Jeg er nu lægestuderende på orlov fra dags dato. Og det føles godt, helt rigtigt og lettende.

Forklarende så har jeg from day one haft min tvivl omkring hvorvidt jeg kan identificere mig med den karriereræsende lægerolle. Jeg kan ikke gabe over hvordan jeg skal kunne have fokus på hjemmefonten mens jeg har små børn og samme tid indrette mig i et rigidt uddannelsesprogram i maaange år fremover. Og sådan er lægeuddannelsen indrettet. Der er 2 år til jeg er læge. Jeg har læst i siden 2007. Efter 12 gennemførte semestre kommer der 1 år i KBU (klinisk basislægeuddannelse) og dernæst formentlig en introstilling hvorefter der så skal vælges speciale. En speciallægeuddannelse venter så, som også er grundigt tilrettelagt i forhold til læringsmål. Dvs der går mindst 9-10 år inden jeg får nogenlunde indflydelse på strukturen i mit arbejdsliv. Medmindre jeg kan koble nogle af uddannelsesforløbende med barsel, så er der ikke deltid på tale før mine børn er alt alt for store og min dårlige samvittighed ligeså.

Det er én vinkel på det. Én anden er:

Jeg har klæbehjerne og har gennemført en gymnasial uddannelse med et fremragende gennemsnit. Bør jeg så ikke udnytte det potentiale? Jeg er god til at læse og gå til eksamen. Derfor har jeg nu en bachelorgrad i medicin (som uden kandidaten er ubrugelig). De første 3 år af medicinstudiet går ud på læse og bestå sine eksaminer. Der er masser af hardcore teori, og det tænder mig. Nu har jeg snart været på kandidatdelen i 1 år og den kliniske praksis som læge hænger mig ud af halsen. Jeg kan simpelthen ikke identificere mig med hierakisk overlegne overlæger og egentlig heææer ikke med de stakkels hurtigtløbende yngre læger, der forvirrede prøver at rende den rigtige vej og suge til sig af de mere erfarne. Det er sådan det er opbygget - hierakisk. Og sådan skal det være. Jeg kan bare ikke indfinde mig med det. Jeg kan ikke engagere mig i det.

Derudover har jeg svært ved at mennesket er delt i et utal af specialer. Jeg vil se hele mennesket. Og det kunne måske gøre mig til en glimrende læge. Jeg elsker patientkontakten - der er bare alt alt alt for lidt af den. Jeg vil se frugten af det arbejde jeg laver, for det motiverer mig mere end noget andet at se jeg har gjort en forskel. Ikke slå op på en computer om patienten døde eller ej.

Da jeg i sin tid, 2008, startede på døgninstitutionen Heimdal fik jeg øjnene op for netop den motivation jeg beskriver ovenfor. En læge leder efter fejl i henhold til apparatfejlsmodellen. Jeg vil meget hellere se de positive kvaliteter og gennem nærvær, kram og kærlighed fortælle folk at de er gode og dejlige. Sådan en negativtænker som mig er ellers smadder skarp til at se fejl, og måske derfor har jeg brug for at tvinge mig selv til at se det gode i mennesker. For jeg mener at alle, tyk som tynd, syg som rask, Breivik eller ej er GODE mennesker. Jeg tror ikke på det onde.

Sagt helt frit fra leveren, så har jeg også tidligere set en force i lægelønnen. Pengene. Det er enormt tiltalende at sikre sig økonomisk frihed. Men hvori består friheden hvis al ens fritid er frarøvet én?

Jeg er ikke læge. Jeg tænker ikke som en læge. Jeg vil ud af boksen.

Der hvor jeg faktisk kan se mit potentiale gå hånd i hanke med min ideologi er inden for pædagogikken. Her er et utal af muligheder, også med videreuddannelse. Her kan jeg arbejde side om side med de "patienter" jeg nu mangler kontakt til. Her kan jeg følge de mennesker jeg beskæftiger mig med og indvirker på. Her kan jeg med det samme se om jeg gør mit arbejde godt eller dårligt. Her kan jeg koble mit menneskesyn med psykologi, pædagogisk teori og moderrollen. Her kan jeg forhåbentligt engageret fordybe mig i bøger, mennesker og familien.

Endnu en stor beslutning i livet er taget, og det er jo let at få fornemmelsen af, at det ingen ende vil tage. Og det tror jeg sgu egentlig heller ikke det vil. Så længe vi tænker og reflekterer over tilværelsen så vil der ske en udvikling. Udviklingen sker allermest der hvor vi bevæger os ud på dybest vand - og shit jeg kan overhovedet ikke bunde der hvor jeg er nu. Jeg håber og tror at jeg bliver glad og tilfreds med min beslutning.

Jeg har altid fuldt sikkerhedsudstyr på når jeg træder ud på dybt vand:-)

Om jeg er en faliterklæring der giver op må I selv vurdere. Jeg har fundet frem til at 4 års fordybelse i lægefaget, samt en del klinik giver god basis for at tage en helt velovervejet beslutning om at holde tænkepause. Jeg er spændt og bange. For tænk hvis jeg i dette ledighedsramte samfund ikke kan få arbejde. Hvad skal så holde mig i gang? Forslag modtages:-)




Dearest
Sara

Haps!

I én af mine kommende indlæg har jeg tænkt mig at partere skribenten her. 

Det gjorde Iben og Mødregruppen også i en debat på radio 24/7 d. 14/2-12. Det var sjovt, især fordi de var enige i alt det samme jeg selv havde bandet over siden jeg læste indlægget.

Lad de små kære børn...

... TUDE!!!

Jeg har været tavs lææænge, og det er ikke fordi jeg ikke tænker tanker der burde skrives ned, det er nærmere fordi jeg ikke kan holde tanken længe nok til at nå at logge på computeren, få Karl passificeret og formulere en tekst. Og så er de fleste nedskrivningsværdige tanker i den grad præget af negativ tænkning. Og da jeg ikke synes det er super chamerende at svine sin blog til med lutter sure opstød, så har jeg pænt holdt mig i skindet. Men nu er det slut. Nu skal al min dobbelmoral lukkes ud i form af suuuure tekster med løftede pegefingre om, hvordan alting skal gøres og især hvordan det ikke skal gøres. For JEG synes jo inderst inde, at jeg ved lige hvordan verden skal dreje. Men her tager dobbeltmoralen fusen på mig, for nogle gange drejer min verden slet ikke som jeg ved den skal. Og hvordan er det nu man kobler hveradgens små paradokser og egentlig også ikke-paradokser så ideologi og villen (viljen) overføres elegant til de hertilhørende moralsk korrekte handlinger/gøren.

Jo der er i hvert fald et link der kan binde de to størrelser sammen, for mellem "villen" og "gøren" er "kunnen". At kunne gøre hvad man vil. Et let eksempel er: 

Jeg vil gerne købe økologiske æg fra fritgående høns (VIL)

Jeg prioriterer mit budget så jeg kan købe de, i forhold til buræg, dobbelt så dyre æg (KAN)

Jeg køber de økologiske æg (GØR)

Nogle gange kompliceres selv simple regnestykker som ovenstående:

Jeg vil gerne købe økologiske æg fra fritgående høns (VIL)

Jeg vil også gerne købe en fin Mads Nørgaard jakke til Karl (VIL)

Min moral fortæller mig nu, at jeg først må prioritere mine SU-penge til udhandle min økologiske ideologi. Men ofte er de to scenarier jo ikke koblet. Især når jeg står med jakken i hånden og ikke har madbudget i hovedet, så køber jeg sgu bare jakken og så går der ca 3 minutter, så kommer den dårlige samvittighed og ånder mig i nakken. Og hvorfor udfører jeg en handling der giver mig dårlig samvittighed? Hvorfor sidder jeg her på bloggen med dårlig samvittighed over ikke at sidde med "Basisbog i medicin og kirurgi"? Hvorfor synes jeg ét og gør noget andet? Fordi jeg er fyldt med dobbeltmoral. Og dobbeltmoral opstår vel ofte når to eller flere moraler/"villen" ikke i dette nu kan vejes op mod hinanden.

Well... Jeg håber nogen kan følge det ovenstående knudrede sprog og dårlige eksempel. Det er i virkeligheden mest en optakt til det emne der har fyldt mit hoved længe, nemlig at være den gode og nærværende forælder der gør det rigtige for sit barn (gerne hele tiden).

Jeg har ofte revet mig selv i håret over hvad fanden jeg lige skulle stille op med det der skrigende barn der utrøsteligt har siddet på min arm siden kl 23.30 når kl i mellemtiden er blevet 04.02. Det starter jo som regel fuldstændigt fredeligt ud. Jeg har overskud. Jeg har tillid til at jeg med ro i sindet kan gennemføre natten uden at lukke et øje, ligesom jeg har overskud til at sige til Søren han bare skal lægge sig at sove så natten kun ødelægges for én person. Det er her jeg roligt vugger rundt med Karl, synger blide rolige trøstende sange og giver den nærhed skrigeren ikke viser han har brug for, men som jeg i kraft af at være hans mor bare ved han har brug for. Jeg aer, jeg er rolig, fortrøstningsfuld og i balance. Jeg gør hvad jeg mener er det rigtige (hvad jeg vil).

2 timer senere synger jeg stadig, dog hurtigere og med en aggressiv undertone, og med et åndedrag der vidner om hvor forpustet jeg er over stadig at vugge mit barn, nu bare i et ængsteligt forhastet tempo der på ingen måde tilføjer situationen nogen ro. Det er ca 30 min før min moderlige selverkendelse svigter og jeg peger fingre; det er også de pokkers ører, han er overstimuleret, det er også fordi han er stresset, han har nok ondt i maven, de fucking hjørnetænder, hvorfor skulle min far også give ham så meget sukker, har han spist nok?

30 min senere sparker jeg døren ind til soveværelset op og skælder vildt overreageret ud over, hvorfor jeg skal stå med ALTING helt alene, og det gør jeg for øvrigt også ALTID (synes jeg selv lige i det splitsekund). Vi bytter roller, Søren tager Karl med en velmenede ordre om, at så må jeg sørge for at sove lidt. Og så får jeg dårlig samvittighed. JEG er ikke i stand til at trøste mit barn. JEG mister også bare besindelsen og ødelægger hele situationen selv. Stakkels Karl har det sikkert meget slemt, og så går jeg rundt og tænker kun på mit behov.

Når jeg så mener at have fundet roen i mig selv igen efter kun ca 3½ min alenetid, så er det jeg jeg mener at jeg skal blande mig igen. Derfor stormer jeg ind og i en überkontrollerende og lidt anklagende tone hiver mit barn til mig og har nok ubevidst en forventning om at nu vil han stoppe med at græde fordi MOAR er her. Når det ikke sker så går der ca et splitsekund før mine stresshormoner igen er vakt og det hele kan gentage sig lige indtil... Søren tager Karl og sætter ham i bilen og kommer hjem 10 min senere bærende en sovende Karl i armene. Og SÅ elsker vi hinanden igen og snakker om hvor synd det også er for det lille pus at han skal lide sådan. Men i virkeligheden burde vi nok reflektere lidt over situationen så den ikke gentager sig, men det gør vi ikke for det er jo ikke rart at indse at man ikke er den perfekte forælder.

MEN jeg er ikke den perfekte mor. Jeg skriver nogle gange en sms mens jeg leger futtog med Karl. Jeg lader ham nogle gange se Teletubbies 2 gange i træk fordi jeg ikke orker aktivere ham mere i dag. Jeg dropper nogle gange hårvaskningen fordi jeg ikke magter konflikten. Og ja, nogle gange gør jeg skrigeriet værre ved selv at give mig til at skrige (som eksemplificeret ovenfor). Jeg er i det hele taget pisse uperfekt.

Jeg tager mig selv i lynhurtigt at 'line' både vand, legetøj, en figenstang og tre kiks samt et sjovt spil på telefonen frem i håb om at han stopper med at skrige. Også når jeg inderst inde ved, at børn græder. De skal græde. De græder når de savner, når de er forvirrede, når de er stressede, når det gør ondt og når de ikke får deres vilje. Og derfor er min opsang og opfordring til forældre inkl mig selv:

LAD NU DE BØRN GRÆDE

Lad dem sidde helt stille på dit skød og blive vugget mens de stortuder. Det er helt normalt. Det er ikke en sygdom der skal behandles akut. 

Især med førstfødte (har jeg ladet mig fortælle) kan man let komme til at gøre de små kære pus til store dygtige pus lidt for hurtigt. Måske forventer vi nogle gange for meget af vores børn. De er så små at vi skal huske på hvor meget nærhed og tæthed de stadig har brug for. Ofte er det hverken vand, Teletubbies eller kiks de har brug for, ofte har de bare brug for os. At få anerkendt den følelse de har nu og her,  og så være i den følelse lidt. Også selvom det måske er en ydre faktor som ondt i maven, tænder eller ører der driller, så er den bedste trøst stadig den ro og kropskontakt deres nærmeste kan give dem.

Jeg er så pisse træt af at skal stå skoleret til ansvar når jeg er ude blandt andre mennesker. De spørger: hvorfor græder han? (hmmpff selvom jeg selv i fortvivlelsens timer om natten klør mig selv i håret over selv samme spørgsmål). Jeg tror, med et barn på Karls snart 2 år, ikke så ofte det er et spørgsmål om hvorfor han græder. Det gør han bare. Det betyder ikke at han er i mistrivsel ligesom det ikke betyder at der straks skal gøres noget aktivt for at få ham til at stoppe. Glade drenge i stor trivsel græder. Faktisk vil jeg vove den påstand at man først skal være rigtig bekymret hvis ens barn ikke græder, for gråd er vist ligesom bare en ret stor del af barndommen.

Jeg har i hvert fald skrevet mig selv en tydelig note om, at være der for Karl. Og det mener jeg helt kropsligt men også mentalt. Jeg vil være bedre til at holde fokus på ham og hans behov for nærhed i stedet for mit behov om at han skal være glad hele tiden. Det er for stort et krav til sådan et lille barn. Og så er han jo i øvrigt glad og nem og mere glad. Han er det bedste lille kong barn i universet og jeg vil prøve ikke at gøre ham for mange bjørnetjenester.

Og så vil jeg sige en stor tak til tv-programmer som "De unge mødre", for at se andre med deres børn får virkelig mig til at vende blikket indad. Det er så let at se alle andre lave fejl, men det er også enormt givende at tage andres fejl ind for så bliver egne fejl mere tydelige.

Karl er liiiige afeveret til sin far og jeg savner ham allerede hjerteskærende meget. Se der er i hvert fald én tydelig kilde til min evige dårlige samvittighed, som jeg ikke vil blogge for uddybende om:-)

Kram og god weekend til alle der tog sig tid til at læse dette frygteligt usammenhængende stykke brød. Og også god weekend til alle andre i øvrigt.