Der var engang

Et rigtigt eventyr starter sådan. Der var engang jeg ikke var forælder... Stop! Det er så mærkeligt med tiden og surrealismen i livet, paradokserne (liv/død, rig/fattig) og jeg fatter simpelthen ikke at der har været et liv før Karl, altså jo det har der jo med meget stor garanti og sikkerhed, for jeg kan huske det. Men han har jo altid været her, for han er jo i virkeligheden 99,99999% mig. 1 celle fra Emil og resten af Karls væv er taget fra mit væv, mine celler, mit blod. Jeg har lavet noget som altid har eksisteret, men som alligevel er så nyt og enestående. Så er biologien ligesom på plads, og sjælesnak og skæbne må vente...


21/6-2010 kl 00.30
Mig:  

"Emil vågn op! jeg har sådan nogle meget regelmæssige mavesmerter. Det må være veer."

Emil:  
"Nej du har ej. ZZZzzz..."

Ok! Jeg forsøgte at falde i søvn igen. Først på den ene side, så den anden, så den tredje? 


30 min senere:


Emil:  
"Nu ringer vi altså til sygehuset. Basta!"
Mig (idet jeg tænker på hvad fanden folk snakker om med vesmerter - det er jo ingen sag det her - jeg er en fødemaskine):
"Nej det er altså totalt pinligt at komme derind alt for tidligt og når først jeg er kommet ind på det sygehus så går jeg ikke før jeg har en baby med ud. Basta!"

Dette illustrerer egentlig meget godt hvordan firkant 1 kommunikerer med firkant 2 (og det er selvfølgelig Emil der er firkant 1, master-firkanten). Det blev firkant 1 der vandt, og vi kom ind på sygehuset, og jeg kom til at tage mine overlegne ord i mig igen, i form af adskillige bønner om at give mig kejsersnit på stedet uden bedøvelse og formaninger om, at nu måtte samarbejdet (med jordemødrene) ophøre for nu skulle jeg sove og jeg havde ikke tænkt mig at føde noget barn. Basta!
Jeg plejer at ærgre mig over min forbistrede evne til altid at tage fejl når jeg er aller mest påståelig, men lige nøjagtig i dette tilfælde var jeg ret tilfreds med at min krop i samarbejde med jordemødrene gennemførte fødselsprocessen selvom jeg nægtede.


Svup, sjask, klask, bum - et barn!
  
Og så sked han ellers... 4 gange blev det til... lige ud på min bare mave. Og så lige en sluttelig tisstråle. Så havde jeg ligesom også både gennemlevet den psykotiske smerte ved at føde og straks efter fået et ganske godt indtryk af hvor meget klamhed i form af kropsvæsker sådan et lille væsen beriger en med i de første uger/måneder/år. Parenthood here I come!


Vi hørte forresten medbragt musik under hele forløbet, og pladerne blev styret af dj Emil, som da først ige måtte hive en country cd ud af musikanlægget før vi kunne få Jan Johansson på. Absurd, ikk?! Country til en fødsel er max no go!


Det er altså et rigtigt eventyr og det er langt fra slut...

Tre små skridt...

...er lige præcis hvorfor jeg for snart 24 timer siden meldte mig ind i dette nye online samfund - Blogger-samfundet.

Karl, Karlsson, Karruselkarl, Karlo, SuperKarl, BumKarl, Karlosan. Kært barn har mange navne (og Karl er lige nøjagtigt så kær at han skal ha' rigtig rigtig mange navne), og dette kære væsen bankede på min kæmpe vom for lige straks et år siden. "Moar jeg vil ud" skreg han, og han blev ved at skrige i måneder efter han var kommet ud. Den dag i dag har han stadig et noget iltert temperament. Han er et følsomt lille gemyt (æblet falder jo sjældent langt fra dets stamme).

Og her er han så min mindste lille ven!

Jeg har glemt så meget på dette lille år, og hvis vi skal regne graviditeten med, så har jeg glemt pisse meget. For meget! Derfor har jeg nu besluttet at denne Alzheimers nervedegeneration må stoppe. Nu vil jeg ikke glemme, nu vil jeg huske - mindes og glædes og græmmes i en lind strøm via indlæg på min blog. Min blog... det lyder helt surrealistisk, for jeg har altid tænkt at det her bloggeri er noget værre navlepilleri. Men ud over at jeg har erkendt at blogliv er meget mere end navlepilleri, så har jeg også indset at jeg er en navlepiller.

Indrømmelse: jeg har grædt i dag. Faktisk græder jeg i perioder dagligt. Aller oftest af lykke dog. I dag var det en blandingsgråd og endnu engang får Karlsson æren. Ikke nok med at mit hjerte flås i tusind stykker over den forestående 1-års fødselsdag, så skulle denne søndag være dagen, hvor Karl igen slog fast at han en dag vil løsrive sig mere fra mig. For en måned siden kravlede han op af de mange trapper mod den lukkede havelåge. Jeg gruer for den dag han kan åbne lågen.

3 skridt begav han sig vaklende ud i. Og det kom totalt bag på mig, for han er altså en kæmpe pivskid ellers. 3 skridt lige foran synet på mig, og lige først tænkte jeg: "ikke endnu", "jeg er ikke klar", men så var det jeg så hans store smil og de opløftende rynker om hans blå øjne som tilkendegav at han var den mest stolte lille purk. Jeg skal nok klare den. Tiden altså. Jeg skal nok klare at den løber fra mig igen og igen, for imorgen når Karlo kommer ned i vuggeren og skal blære sig med sine vaklende skridt med funklende stolthed i øjnene,  så kommer min demens mig til gode, for så glemmer jeg tiden og dagen igår. Og det er her jeg åbner redskabsskuret og hiver den gamle velkendte mindfullness frem og har fokus på nuet og de funklende øjne. Suk...

Om mig

Egolegoleg


Følsom som bare fanden - det er en til tider hæmmende kvalitet, som jeg forsøger at indfinde mig med, samt dyrke det positive i, for man kan jo lige så godt udnytte de kvaliteter man har og trække så meget godt ud af dem som muligt.

Rastløs krudtugle – der skal ske noget, for jeg mistrives med stort M når dagene ligger brak. Jeg skal sysle med noget, arbejde, rigtigt arbejde med løn osv., arbejde med studiet, eller arbejde i haven, eller... ALT! Bare det er arbejde.

Heldig benspænder-kartoffel-tysker - Jeg er faktisk verdensmester. Verdensmester til et utal af dumheder, men det er definitivt aller mega meget bedst til det er at spænde ben. Ja faktisk både for andre, men i særdeleshed for mig selv (de to ting følges vist ad har jeg efterhånden fundet ud af). Derfor ligger dagene, ugerne nogle gange brak og jeg længes... efter højenergispænding og bedre udnyttelse af den korte tid jeg har til at glædes. Og det er her jeg mærker hvor heldig jeg er, for lige her kommer Karl og hapser mig ind i hans kysse-kramme-dyne-putte-drømme-land og forbedrer ugers spekulation til det rene ingenting. Jeg er så heldig. Og mht tyskerne, så er den tilføjet fordi jeg nedstammer fra kartoffeltyskerne. Og den er god nok, for min farmor har fortalt det adskillige gange og det er samme historie hver gang. Om disse tyskergutter der tog familien på nakken i det 18. århundrede, for at lægge kartofler ned i den sandede muld på den jyske hede. Jeg ved egentlig ikke så meget om de stakkels kartoffeltyskere, men måske er der trods udvaskning gennem generationer stadig lidt tysker-genmateriale i mig. Jeg er i hvert fald smadder vild med kartofler og jeg lægger dem hvert år, hypper og høster og spiser med stort velbehag. Og så har jeg boet lige der på den jyske hede, der for 250 år siden husede en masse tyskere.