Det er uundgåeligt det der med, at dagen bare føles alt for lang fordi vi skal hjem. Sådan er det altid - sidste dag på en ellers god ferie så får man hjemve.
Vi glæder os bare usigeligt meget til at komme hjem og være lidt mere normale. Og jeg glæder mig til tårer over at se min Ingrid igen. Jeg har hungret efter hende hele dagen. Man bliver altså lidt kulret af at gå med dropstativet op og ned ad hvide gange og sukke længelsfuldt efter den skinnende sol. Det er hyggeligt nok at slentre ned i musiklokalet og høre Søren kludre rundt i klavernoderne og Karl give den gas bag trommesættet. Det er også hyggeligt nok at læse bøger sammen, se film sammen og bare være sammen. Men vi får altså også allesammen lidt delir af det. Vi trænger til at komme hjem og ud og bruge vores kroppe og slippe for slanger, nåle, medicin og dansende sygeplersker.
Her på afdelingen er der ligesom bare for mange for syge børn og for få sygeplejersker og i særdeleshed for få læger. Det er jo set før og det hedder dårlig ledelse. Det er i hvert fald det det lugter af! Det er bare for dårligt.
I kaffestuen brokker flere af de medindlagte sig over, at pr. 1. juni skal forældrene til at betale for mad på sygehuset selv. Hidtil har den medindlagte forældre gerne måtte spise med. Fremover kan dette kun ske hvis man køber spisebilletter til måltiderne. Det er ca 43 kr for et hovedmåltid og 25 kr for morgenmad. Her er ALT hvad hjertet begærer. Der er kaffe på kanden uanset hvornår du ønsker det, der er bleer og lange varme bade her er formularer som ved udfyldelse bevilger dig til 5000 kr fra børnecancerfonden, her er gratis arrangementer til diverse forlystelser, her er et musikrum og diverse spillemaskiner, 2 rigtig gode legepladser og personale der tørrer op når dit barn har kastet op. Og så brokker nogen sig over, at de skal betale 43 kr for et måltid mad, som de slipper for at købe ind til og ikke selv skal lave. Nøj, de må ha' været her på afdelingen enormt længe når de er blevet så skøre. De er nærmest en del af cirkus.
Jeg savner en hverdag på øjenafdelingen, hvor personalegruppen består af gamle garvede praktikere som ved hvad de laver... Men mest af alt savner jeg en hverdag! Den derhjemme, hvor vi er glade 97% af tiden og Søren leger byggemand og jeg er nærværende og cool mom. Jeg savner normaliteten og jeg søger den også her på afdelingen. Derfor skræmmer det mig at se nogle af de andre, som har været her længe, rigtig længe, flyde rundt i et virvar af dag og nat og ugedage og måltider. Der er nogen der har det rigtig rigtig slemt. Og vi ser dem, men vi snakker ikke så meget med dem. Vi er for langt fra deres virkelighed til at kunne forstå dem. Og selvom det er indlysende forståeligt, så er det en mærkelig boble at være i her, hvor 15 familier går rundt omkring hinanden og ser hinanden, men uden egentlig at interessere sig for hinanden. Vi er alle alt for egoistiske. Vi er mange bobler i én stor boble.
Min krop bliver bare mere og mere slatten for hver kur der bliver hængt op i stativet. Jeg savner at bevæge mig, jeg trænger til det. På alle mulige måder. Det ville gavne mig så ufatteligt godt at pakke løbetøjet i tasken ved næste indlæggelse. Jeg har sådan et billede af, at jeg bliver mere og mere flydende. Jeg sidder der i sofaen og splatter ud. Pllllgggaaaaa...
Pumpen kører på nuværende på skyl, men sidste kur sættes snart i gang og vi er på vej til Aalborg, til mit dejlige hjem.
Nu: kaffe og chokoladekiks
Ingen kommentarer:
Send en kommentar