I 1990'erne var Hanne blot en lille tween, som sad på sit pigeværelse med sin beskidte finger begravet i det ene næsebor og lyttede til kassettebånd med dårligt produceret pop-musik. Det hændte også at Hanne skruede radioen over på yndlingskanalen, Radio Limfjord (jinglen fra limfjords-perlens foretrukne radiokanal giver genlyd når Hanne tænker på det). Når Hanne slog sig løs kunne hun finde på at ringe ind til radio limfjord og ønske et nummer; det var næsten altid Michael Jackson eller Backstreet Boys hun havde fantasi til at ønske. Ikke noget raffineret eller mere upopulistisk kvalitetsmusik. Neeej, Hanne var til dårlig pop. I nullerne ville hun per definition ha' været en poptøs. Men i nullerne var tween-Hanne forlængst formuldet.
Og det var dengang i 90'erne at Hanne smagte toast for første gang.
Nu er Hanne 30 (men føler sig efterhånden som et moselig). "Satans lortefrisør" vrisser Hanne, da hendes leverpostejs-page falder ned i ansigtet for tyvende gang indenfor få minutter. Hun henter to hårklemmer, så hun kan få ro til at læse Netto-kataloget færdigt. Man skulle jo nødigt gå glip af spotvarer på tilbud. Hanne gylper sig selv lidt op i munden. "Som om jeg ikke godt ved at kvalitet ikke findes i Netto! Men jeg kan da ikke gå og tænke på afmagrede taiwaneser-børn når jeg er på SU. Hvis jeg har brug for et vattæppe, så lad det lugte af formaldehyd og ætsede børnefingre. De hellige boheme-hippier kan da rende mig med al den dårlige samvittighed", tænker Hanne mens hun hidsigt bladrer videre i det gule blad, som stinker så syntetisk så Hanne bliver bange for om næseslimhinden holder til det.
Pludselig åbenbarer Netto-bladets side 14 sig for Hanne, og det kribler og summer helt ind i maven; en toaster til 69 kroner. Det er for godt til at være sandt. Hanne rejser sig op. Sætter sig hurtigt ned. Hun må besinde sig. Har hun nu brug for en toaster? Er den mon pengene værd? Skal hun spørge Mikael først? Hun kigger på klokken. Nej, Mikael kommer først hjem i eftermiddag og man kunne jo risikere at de toastmaskiner var revet væk fra hylderne i eftermiddag.
Der er ingen tid at spilde. "Jubii!", udbryder Hanne i det rungende kolde hus. Hun når lige at vrisse over at hendes tre år gamle beigefarvede lædersko er besværlige at tage på hurtigt, men det er ikke nok til at ødelægge det nyopståede gode humør. Hun vælter ind i sin lille grå lortebil og smadrer afsted på landevejen.
Det var den dag Hanne blev glad, sådan rigtig glad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar