Der var engang

Et rigtigt eventyr starter sådan. Der var engang jeg ikke var forælder... Stop! Det er så mærkeligt med tiden og surrealismen i livet, paradokserne (liv/død, rig/fattig) og jeg fatter simpelthen ikke at der har været et liv før Karl, altså jo det har der jo med meget stor garanti og sikkerhed, for jeg kan huske det. Men han har jo altid været her, for han er jo i virkeligheden 99,99999% mig. 1 celle fra Emil og resten af Karls væv er taget fra mit væv, mine celler, mit blod. Jeg har lavet noget som altid har eksisteret, men som alligevel er så nyt og enestående. Så er biologien ligesom på plads, og sjælesnak og skæbne må vente...


21/6-2010 kl 00.30
Mig:  

"Emil vågn op! jeg har sådan nogle meget regelmæssige mavesmerter. Det må være veer."

Emil:  
"Nej du har ej. ZZZzzz..."

Ok! Jeg forsøgte at falde i søvn igen. Først på den ene side, så den anden, så den tredje? 


30 min senere:


Emil:  
"Nu ringer vi altså til sygehuset. Basta!"
Mig (idet jeg tænker på hvad fanden folk snakker om med vesmerter - det er jo ingen sag det her - jeg er en fødemaskine):
"Nej det er altså totalt pinligt at komme derind alt for tidligt og når først jeg er kommet ind på det sygehus så går jeg ikke før jeg har en baby med ud. Basta!"

Dette illustrerer egentlig meget godt hvordan firkant 1 kommunikerer med firkant 2 (og det er selvfølgelig Emil der er firkant 1, master-firkanten). Det blev firkant 1 der vandt, og vi kom ind på sygehuset, og jeg kom til at tage mine overlegne ord i mig igen, i form af adskillige bønner om at give mig kejsersnit på stedet uden bedøvelse og formaninger om, at nu måtte samarbejdet (med jordemødrene) ophøre for nu skulle jeg sove og jeg havde ikke tænkt mig at føde noget barn. Basta!
Jeg plejer at ærgre mig over min forbistrede evne til altid at tage fejl når jeg er aller mest påståelig, men lige nøjagtig i dette tilfælde var jeg ret tilfreds med at min krop i samarbejde med jordemødrene gennemførte fødselsprocessen selvom jeg nægtede.


Svup, sjask, klask, bum - et barn!
  
Og så sked han ellers... 4 gange blev det til... lige ud på min bare mave. Og så lige en sluttelig tisstråle. Så havde jeg ligesom også både gennemlevet den psykotiske smerte ved at føde og straks efter fået et ganske godt indtryk af hvor meget klamhed i form af kropsvæsker sådan et lille væsen beriger en med i de første uger/måneder/år. Parenthood here I come!


Vi hørte forresten medbragt musik under hele forløbet, og pladerne blev styret af dj Emil, som da først ige måtte hive en country cd ud af musikanlægget før vi kunne få Jan Johansson på. Absurd, ikk?! Country til en fødsel er max no go!


Det er altså et rigtigt eventyr og det er langt fra slut...