Tre små skridt...

...er lige præcis hvorfor jeg for snart 24 timer siden meldte mig ind i dette nye online samfund - Blogger-samfundet.

Karl, Karlsson, Karruselkarl, Karlo, SuperKarl, BumKarl, Karlosan. Kært barn har mange navne (og Karl er lige nøjagtigt så kær at han skal ha' rigtig rigtig mange navne), og dette kære væsen bankede på min kæmpe vom for lige straks et år siden. "Moar jeg vil ud" skreg han, og han blev ved at skrige i måneder efter han var kommet ud. Den dag i dag har han stadig et noget iltert temperament. Han er et følsomt lille gemyt (æblet falder jo sjældent langt fra dets stamme).

Og her er han så min mindste lille ven!

Jeg har glemt så meget på dette lille år, og hvis vi skal regne graviditeten med, så har jeg glemt pisse meget. For meget! Derfor har jeg nu besluttet at denne Alzheimers nervedegeneration må stoppe. Nu vil jeg ikke glemme, nu vil jeg huske - mindes og glædes og græmmes i en lind strøm via indlæg på min blog. Min blog... det lyder helt surrealistisk, for jeg har altid tænkt at det her bloggeri er noget værre navlepilleri. Men ud over at jeg har erkendt at blogliv er meget mere end navlepilleri, så har jeg også indset at jeg er en navlepiller.

Indrømmelse: jeg har grædt i dag. Faktisk græder jeg i perioder dagligt. Aller oftest af lykke dog. I dag var det en blandingsgråd og endnu engang får Karlsson æren. Ikke nok med at mit hjerte flås i tusind stykker over den forestående 1-års fødselsdag, så skulle denne søndag være dagen, hvor Karl igen slog fast at han en dag vil løsrive sig mere fra mig. For en måned siden kravlede han op af de mange trapper mod den lukkede havelåge. Jeg gruer for den dag han kan åbne lågen.

3 skridt begav han sig vaklende ud i. Og det kom totalt bag på mig, for han er altså en kæmpe pivskid ellers. 3 skridt lige foran synet på mig, og lige først tænkte jeg: "ikke endnu", "jeg er ikke klar", men så var det jeg så hans store smil og de opløftende rynker om hans blå øjne som tilkendegav at han var den mest stolte lille purk. Jeg skal nok klare den. Tiden altså. Jeg skal nok klare at den løber fra mig igen og igen, for imorgen når Karlo kommer ned i vuggeren og skal blære sig med sine vaklende skridt med funklende stolthed i øjnene,  så kommer min demens mig til gode, for så glemmer jeg tiden og dagen igår. Og det er her jeg åbner redskabsskuret og hiver den gamle velkendte mindfullness frem og har fokus på nuet og de funklende øjne. Suk...