Udvikling, indvikling, afvikling

= hovedroderi.

Tit er man helt viklet ind før noget afvikles for at man kan udvikles.

Det er forår og der skal gøres hovedrent (dvs forårsrengøring i hovedet). Som regel giver det sjældent mere ro i sindet at tage sig tid til at tænke. I hvert fald ikke når man er hysterisk kaotisk i sine tankemønstre (hvis der er et egentligt mønster).

Men jeg er utilfreds og uengageret, så jeg har taget en tænkepause. Jeg er nu lægestuderende på orlov fra dags dato. Og det føles godt, helt rigtigt og lettende.

Forklarende så har jeg from day one haft min tvivl omkring hvorvidt jeg kan identificere mig med den karriereræsende lægerolle. Jeg kan ikke gabe over hvordan jeg skal kunne have fokus på hjemmefonten mens jeg har små børn og samme tid indrette mig i et rigidt uddannelsesprogram i maaange år fremover. Og sådan er lægeuddannelsen indrettet. Der er 2 år til jeg er læge. Jeg har læst i siden 2007. Efter 12 gennemførte semestre kommer der 1 år i KBU (klinisk basislægeuddannelse) og dernæst formentlig en introstilling hvorefter der så skal vælges speciale. En speciallægeuddannelse venter så, som også er grundigt tilrettelagt i forhold til læringsmål. Dvs der går mindst 9-10 år inden jeg får nogenlunde indflydelse på strukturen i mit arbejdsliv. Medmindre jeg kan koble nogle af uddannelsesforløbende med barsel, så er der ikke deltid på tale før mine børn er alt alt for store og min dårlige samvittighed ligeså.

Det er én vinkel på det. Én anden er:

Jeg har klæbehjerne og har gennemført en gymnasial uddannelse med et fremragende gennemsnit. Bør jeg så ikke udnytte det potentiale? Jeg er god til at læse og gå til eksamen. Derfor har jeg nu en bachelorgrad i medicin (som uden kandidaten er ubrugelig). De første 3 år af medicinstudiet går ud på læse og bestå sine eksaminer. Der er masser af hardcore teori, og det tænder mig. Nu har jeg snart været på kandidatdelen i 1 år og den kliniske praksis som læge hænger mig ud af halsen. Jeg kan simpelthen ikke identificere mig med hierakisk overlegne overlæger og egentlig heææer ikke med de stakkels hurtigtløbende yngre læger, der forvirrede prøver at rende den rigtige vej og suge til sig af de mere erfarne. Det er sådan det er opbygget - hierakisk. Og sådan skal det være. Jeg kan bare ikke indfinde mig med det. Jeg kan ikke engagere mig i det.

Derudover har jeg svært ved at mennesket er delt i et utal af specialer. Jeg vil se hele mennesket. Og det kunne måske gøre mig til en glimrende læge. Jeg elsker patientkontakten - der er bare alt alt alt for lidt af den. Jeg vil se frugten af det arbejde jeg laver, for det motiverer mig mere end noget andet at se jeg har gjort en forskel. Ikke slå op på en computer om patienten døde eller ej.

Da jeg i sin tid, 2008, startede på døgninstitutionen Heimdal fik jeg øjnene op for netop den motivation jeg beskriver ovenfor. En læge leder efter fejl i henhold til apparatfejlsmodellen. Jeg vil meget hellere se de positive kvaliteter og gennem nærvær, kram og kærlighed fortælle folk at de er gode og dejlige. Sådan en negativtænker som mig er ellers smadder skarp til at se fejl, og måske derfor har jeg brug for at tvinge mig selv til at se det gode i mennesker. For jeg mener at alle, tyk som tynd, syg som rask, Breivik eller ej er GODE mennesker. Jeg tror ikke på det onde.

Sagt helt frit fra leveren, så har jeg også tidligere set en force i lægelønnen. Pengene. Det er enormt tiltalende at sikre sig økonomisk frihed. Men hvori består friheden hvis al ens fritid er frarøvet én?

Jeg er ikke læge. Jeg tænker ikke som en læge. Jeg vil ud af boksen.

Der hvor jeg faktisk kan se mit potentiale gå hånd i hanke med min ideologi er inden for pædagogikken. Her er et utal af muligheder, også med videreuddannelse. Her kan jeg arbejde side om side med de "patienter" jeg nu mangler kontakt til. Her kan jeg følge de mennesker jeg beskæftiger mig med og indvirker på. Her kan jeg med det samme se om jeg gør mit arbejde godt eller dårligt. Her kan jeg koble mit menneskesyn med psykologi, pædagogisk teori og moderrollen. Her kan jeg forhåbentligt engageret fordybe mig i bøger, mennesker og familien.

Endnu en stor beslutning i livet er taget, og det er jo let at få fornemmelsen af, at det ingen ende vil tage. Og det tror jeg sgu egentlig heller ikke det vil. Så længe vi tænker og reflekterer over tilværelsen så vil der ske en udvikling. Udviklingen sker allermest der hvor vi bevæger os ud på dybest vand - og shit jeg kan overhovedet ikke bunde der hvor jeg er nu. Jeg håber og tror at jeg bliver glad og tilfreds med min beslutning.

Jeg har altid fuldt sikkerhedsudstyr på når jeg træder ud på dybt vand:-)

Om jeg er en faliterklæring der giver op må I selv vurdere. Jeg har fundet frem til at 4 års fordybelse i lægefaget, samt en del klinik giver god basis for at tage en helt velovervejet beslutning om at holde tænkepause. Jeg er spændt og bange. For tænk hvis jeg i dette ledighedsramte samfund ikke kan få arbejde. Hvad skal så holde mig i gang? Forslag modtages:-)




Dearest
Sara