onsdag den 1. juni 2011

Mor på arbejde

Igår var jeg til eksamen, i dag startede jeg et nyt fag op her i slutspurten på 6. semester medicin på AU, imorgen starter jeg så på arbejde efter et års barsel derfra.
Og når man sådan starter på arbejde igen efter barsel (ja ok jeg startede på uni igen i januar så det er ikke helt nyt for mig) så er der bare 1000 småting der lige skal ordnes sådan ca overalt. Her er et af de forsinkede projekter endelig afsluttet:

Et kæmpe hængeparti - drivhuset. Der er forspiret og pottet, men planterne er ligesom bare aldrig kommet i jorden. Det kom de endelig i dag, og selvfølgelig med Karl som hjælper


Om en måned eller to kommer der masser af tomater, agurker, peber, chili og aubergine til at snegle sig hen ad jorden og hænge oppe under loftet i det lille drivhus. Og der er endda flere små spirer der tripper efter at komme i potter og siden ned i den lækre drivhusjord. Jeg glæder mig, for køkkenhaven lever sit eget liv for tiden. Med eksamener kom ukrudtet, og det har overtaget, så der kommer nok kun kartofler, ærter, bønner, løg, majs, salat og spinat - måske overlever rødbederne også, men gulerødder, pastinak og squash måtte lade livet for ukrudtet. Til gengæld står der nogle lækre rabarber under den store rododendrons skygge og giver sene dejlige sommerkager til vores søde bisser.
Karl var en fantastisk hjælp i drivhuset idag... de første 5 min ca. og så skulle der ske noget. Men så fandt han en farlig slange udenfor, og den skulle da lige udforskes (han er jo søn af en biolog).

Jeg har desuden sat løg, som en dag skal blive til fine hvide ranunkler og bonderoser. Bonderosen er af typen Sarah Bernhardt, den er så fin. Se her:




Nu skal jeg så ha' bundet pilestativer af alle de pilegrene min mor var så sød at komme med, så nogle af de mange latyrus kan komme lidt tættere på himlen, så man bedre kan se de skønne farver. Jeg glæder mig. Nu skal jeg bare ha' lokket nogle valmuefrø ud af naboen, for han har de mest fantastiske kæmpevalmuer, som jeg må ha'. Desuden har han lige den klematis jeg skal ha', så mon jeg også kan lokke stiklinger fra den ud af ham? De få små projekter og så lige alle de andre der hober sig op i den ellers nok så lange kø. Jeg trives egentlig fint med min vilde og ret ukontrollerede have, men hvorfor er der så alligevel så meget arbejde i den?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar