Forvirrende nysgerrighed

Jeg er for første gang (næsten) oprigtigt i tvivl om mit studievalg. Jeg ved hvordan jeg skal håndtere tvivlen, men jeg har nu tænkt mig at dyrke den lidt for at se om den skulle gøre mig klogere på mig selv. Det kan også være jeg bliver mere forvirret.

Jeg har altid været nysgerrig, og gerne haft en næse med i mange ting af ren og skær interesse. Det er kommet til udtryk i det spørgende barn, den irriterende søster, den opsøgende veninde og den forklarende mor. Jeg har aldrig rendyrket nogen interesse ud i ekstremerne. Jeg har derimod haft et utal af interesser som barn; såsom klaver, blokfløjte, ridning, håndbold, fodbold, knipling (ja den er god nok), trommespil, dans, badminton, dyr, guitar, gymnastik, svømning osv osv osv.  Jeg har så bare ikke fordybet mig i én gren. Jeg er flyvsk og håber at blive ved med at bevare dette lidt barnlige karaktertræk, for det gør mig lidt klog på en hel masse. I bund og grund er jeg ret stor fan af 'den gyldne middelvej' og 'lidt af det hele' i livet, for det holder mit sind åbent og gør at jeg ikke bliver snævertsynet (jeg gør lige korsets tegn for brystet og siger 7, 9, 13 mens jeg spytter over venstre skulder og hælder salt over den anden). Altså jo flere ting man kaster sig ud i og jo flere mennesker man kaster sig i armene på, des større forståelse vil man så få for forskelligheder. Det minder mig om min gode og meget kloge kollega. Han er 47 år og brasilianer og han ved vist bare alt! Han er den eneste der har reageret 100 % positivt på at jeg er blevet single (altså der stikker intet under for han har både kone, 4 børn og au pair). Han sagde bare helt cool med sin til tider uforståelige accent: "ja det er godt for dig". Da jeg er vant til danskernes indpakninger og ydmyghed, blev jeg selvfølgelig nødt til at reagere på hans kommentar. Han forklarede, at det var godt for mig at være single, da jeg så havde frigjort mig og nu havde mulighed for at blive en slebet diamant og ikke rådne op i hensyntagen og lortebleer. Han mente selvfølgelig, at en pige i min alder har godt af at være egoistisk og pege indad og undersøge sig selv, og fasttømret familieliv (han taler af erfaring) hæmmer i den grad ens ego. Vejen frem for mig, er nu at kaste mig ud i livet og danse lidt rundt med 10 forskellige mænd, for så at få slebet mine kanter lidt af og mærke både succeser og nederlag - mærke livets hårdhed som han sagde. Jeg ved ikke hvorfor det lige skulle være 10 mænd, og jeg er heller ikke sikker på jeg er helt enig med ham i det, men det lyder jo både klogt og sandt. Jeg tror nu ikke der behøves så mange mænd for at slibe mig ned. Det er jeg ret god til at gøre selv.

For at vende tilbage til udgangspunktet (i dette indlæg og i mit liv) - tvivlen - så voldte min nysgerrighed mig for år tilbage store problemer i forbindelse med studievalg. Hvilken retning skulle jeg vælge? Først var det engelsk, siden samfundsfag, filosofi, ergoterapi, biologi, nordisk... Til sidst fik jeg da valgt og var meget glad og tryg for nu vidste jeg, at jeg skulle være psykolog. Punktum og case closed.
Og nu læser jeg medicin og er vanvittigt glad for det. Jeg er bare virkelig i tvivl med alle de specialer. Jeg kan lynhurtigt udelukke ca 2/3 af valgmulighederne, men hvad med resten? Og skulle jeg være blevet psykolog? Skolelærer? Eller fodterapeut? I don't fucking know. Jeg har i hvert fald i sinde at blive læge. Umiddelbart er læger jo nogle kyniske røvhuller, der indløser en check og siden sender patienterne videre i systemets labyrint indtil de efter nogle år sidder ved selv samme læge igen. Vi får da lidt og ringe undervisning i kommunikation og 'det hele menneske' (krop + psyke som helhed), men kan vi være sikre på at huske dette når vi sidder overfor Bente på 47 år, som har diffuse symptomer, som vi udemærket godt ved stammer fra en funktionel lidelse? Udskriver vi ikke bare noget symptombehandling og en lægeerklæring der giver hende førtidspension? Har vi tid/råd til andet?
Jeg vil så utroligt gerne bevare min naivitet og tro at jeg kan gøre en forskel for mine kommende patienter. Jeg vil gerne ha' krop og psyke til at samarbejde i netop patienter som Bente, som er trætte i og af livet. Kan man ikke blive psykologmediciner? Og lad nu være med at råb PSYKIATRI i munden på hinanden, for det er sgu ikke det samme. Det handler i mit fordomsbillede alt for meget om medicinering. Terapidelen er jo bare så meget mere interessant synes jeg. 

Det lyder lidt (meget) som om jeg har valgt forkert studieretning, og det har jeg vel også, men mon ikke man kan få noget positivt ud af at gruble over det? Mon ikke man faktisk kan blive en 'bedre' læge af det? Jeg håber det virkelig, for jeg er somme tider ved at sprænges over indestængt kærlighed og empati der bare ligger latent og venter på at blive delt ud til de rette personer. Bare jeg kan få nogle laaange patientforløb, så vil jeg (tror jeg) være mere motiveret for at gøre mit yperste for at hjælpe mit medmenneske, patienten, i håb om at se mit arbejde bære frugt(er).

NU vil jeg løbe en tur og samle hovedet...

Min aften står på sådan en her i godt selskab:

 Men ikke for mange af dem, for i morgen 6.30 venter nogle ganske særlige børn på mig.

Mange mange fucking flinke kramsere til alle i og udenfor blogland