Camus ramte helt plet med sin Sisyfos-myte, og hvis jeg skal være ærlig så Sisyfosser jeg derudaf i bedste velbehag. I foråret gravede jeg et stort hul i baghaven. Hullet havde et tænkt formål, da det skulle komme til at fungere som sandkasse til Karl. Da min mor så kom med én af de hersens plastik-sand-/vandkasser der kunne stå i forhaven, indså jeg at det var en meget mere praktisk løsning. Mit gravearbejde var altså spildt... lige indtil i dag, hvor jeg fik en trang til at fylde jord i hullet igen. Så det har jeg nu gjort (næsten) med sved på panden og smil i hele hovedet over at dække forårets kaos til med jord og få lukket et stort hul. Det er helt klassisk!
Ligesom at jeg først i dag har "nippet" sideskud på vinen;) Tjek lige bunken af "sideskud":
Den er super vild den vin, og nu har den bare fået hele turen så de få druer der fik lov at blive hængende kan blive gode og søde. Uh og tjek lige dagens høst ud også:
Det er fandme ikke meningsløst at stikke hånden ind i absolut kaos og høste så store dejlige bønner.
Kærlighed, til Karl især og til venner, er mit forsvar mod meningsløsheden. Det giver mening at være der for andre. Det giver mening at elske. Det giver mening at være, fordi der er andre at være her sammen med. Som en luder i den spanske film Princesas (blev vist på drK i mandags) sagde:
"Vi eksisterer, fordi nogen tænker på os og ikke omvendt!"
Det var en dyb film, og denne luder kæmpede voldsomt med meningsløsheden. Hun gjorde sig også tanker om døden:
"Det ville ikke være værst at dø i morgen, hvis døden betyder at jeg forsvinder ned i et hul i jorden. Det værste ville være, hvis der var et liv efter døden, og det liv var, som det jeg har nu!"
Det er vildt at være så afklaret med forgængeligheden, men hun bærer jo stadig rundt på en dødsangst fordi hun ikke ved hvad døden indebærer. At indse meningsløsheden vil vel rykke os nærmere dødsaccept. Caye, luderen, lever i grundlæggende meningsløshed, og frygter ikke døden, men tværtimod livet. Dette er helt forståeligt, da de to meningsløse størrelser er 2 sider af samme sag. Jeg nægter pure, at indse at livet er meningsløst. Der er masser af mening i, at få det bedste ud af livet når det nu engang har ramt os. Det bliver da først meningsløst når man kaster håndklædet i ringen og tilkendegiver at der ingen universel mening er med livet, børn, dannelse af samfund med afhængige økonomier, politik, polemik, personlig udvikling, ja, filosofi.
Jeg er hunderæd for døden, for ensomheden og meningsløsheden. Og, som Yalom siger i sin Eksitentielle psykoterapi, så er det frygten for døden der får os til at nyde nuet i det liv vi er i. Døden tillægger livet værdi! Han mener også, at vi har forskellige coping-strategier for håndteringen at dødsangsten. Jeg mener det er naturligt og sundt, at frygte livets forgængeligheden. Det tillægger spænding og mening til et parforhold fx, at indse at forholdet kan gå i stykker. Det får begge parter til at højtideliggøre hverdagen og ikke tage hinanden for givet, for intet, bortset fra døden og intetheden, kan tages for givet. Kærligheden er forgængelig på samme niveau som en vasketøjskurv man kan se bunden på er det. Og nu negligerer jeg kærligheden uretfærdigt meget, for den fremkalder selvsagt en meget stærkere følelse end en tom vasketøjskurv. Det er netop disse stærke følelser jeg mener har betydning i livet - giver mening til livet. Vi er her jo, i livet. Det giver ingenting at være ligeglad med livet, det giver andre sorg at forlade livet, det giver lykkerus (og selvfølgelig også smerte) at leve livet, at føle livet, kærligheden, den tomme vasketøjskurv. At have elsket nogen, og følt glæden ved det giver pisse meget mening. At holde ensomheden for døren, men erkende og acceptere at den sniger sig ind nogle gange, gør tanken om døden mere udholdelig.
Døden giver livet mening!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar