Selvkritik gør det særdeles svært at være tilfreds med situationer. Noget skal hele tiden ændres. Nyt er godt, og det er gammelt også, hvis det får nye klæder. Der skal være flow i tilværelsen. Der skal ske noget. Det er farligt at sidde stille og det føles ultra utilfredsstillende ikke at udrette noget. Nogle gange føles det som at flygte fra noget i sig selv, når man bare ikke er i stand til at stille sig tilfreds og lade stå. Lade tiden gå i stå. Dyrke yoga og mindfulness i en lind strøm mens vi spiser perlerug og damper ansigtet i myntearoma.
Hvad løber vi fra?
Ingenting.
Hvad løber vi for?
Udvikling.
Det lyder da meget positivt det der udvikling. Hvem vil ikke gerne udvikles, flytte sig, skubbe grænser og forbedre sig, opnå mere (og mere) selverkendelse, et større perspektiv og flere (og flere) penge. Og allright (som man sagde engang) jeg prædiker også til tider "væren i nuet" og kvindethe og al mulig hormonel harmoni og feng shui balance og genbrugs-hygiejnebind, men det bliver jo også bare totalt omklamrende kvalmende kvælende at have den samme holdning hele tiden, og nu er det vinter og der skal sparkes i egen mås for at holde hovedet ovenvande og holde fokus på mål, mål, mål.
Bræknote: apropos mål, så er jeg fandengalemig snart ved at være træt af de (host host) hjerneløse stivbenede græstørve boldfokuserede mænd der suser rundt på tv-skærmen i alt for store shorts (i det mindste kunne de da trække deres muskuløse lår i et par 70'er inspirerede fodboldshorts så man kunne se deres numser). Er der ikke snart nogen som finder ud af (som jeg) at fodbold er meningsløst fordummende underholdning på lige fod med Vild med Dans (ej okay jeg har sgu set det) og Bingo Banko (pis det har jeg også set)? Der er altid en undskyldning i form af et VM eller EM. Lad nu være med det! Fodbold for børn og mænd der kan lide at stå på et frossent stadium!!
Mere bræk: og hvad sker der for de snotdumme (sports)journalister der skal hamre en mikrofon op foran en forpustet fodboldspillermund 3 sek efter han har tabt en giga-vigtig kamp (man spiller jo ikke spil for at vinde men for at hygge sig, ikk?). Og når han så står der uden uddannelse med sit ligeglade udtryksløse ansigt og beskriver hele kampen i nutidsform uden egentlig at sige noget væsentligt, for sådan en kamp afgøres jo utroligt ofte på baggrund af en stor portion held. Se lige herunder:
Det er vinter og jeg har lyst til at være ny og komme væk fra alt det urtekrukkeri og bare ræse derudaf. Jeg er motiveret og på samme tid særdeles urealistisk mht tid og mental formåen. Jeg er stræbsom - i udvikling. Hvis jeg nogensinde befandt mig på rette hylde, så skulle jeg skamme mig for så ville jeg jo være komplet uansvarligt stagneret. Op på hesten, op på bloggen og derudaf. Yiiihaaa!! Og med lasso.
Selvkritik er sygt fordrende for at få resultater og producere. Den ånder mig i nakken hele tiden og lader mig vide at jeg kan gøre det endnu bedre. Og der kommer den gode mindfulness alligevel på banen, for det er som om at de bedste resultater kommer når man har været topengageret i det pågældende projekt. Jeg synes, bogstaveligt talt, altid noget brænder på for mig fordi der foregå titusinde andre ting omkring mig og inde i mit hoved når jeg beskæftiger mig med et projekt. Det er hammer dårligt for selvværdsfølelsen når kartoflerne koger over, for så hyler selvkritikken derudaf og lader mig vide at jeg ikke er god nok. Nok er understreget for, som sagt, så er jeg fyldt op af en hård kerne af lykke (min grundlykke kalder jeg den) og jeg ved at jeg er god - men jeg vil aldrig være god nok. Jeg vil altid være bedre og bedre og ha' mere og mere. Og med det, nærmest truende, udsagn vil jeg tilbage til min nye læsepind på Aalborg universitetsbibliotek - de har rindende vand i et fint kunstværk midt i det ovenlyste store hvide velværerum. Det er da næsten helt harmonisk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar