Christ man!! Lille Ingrid er kun 2 dage fra at fylde 6 uger... Tiden flyver og i al min awareness forsøger jeg stadig at tage det hele ind på den mest nærværende måde jeg kender, men uden at lyve så er jeg jo kvinde; jeg elsker offertilstanden og kan fint dyrke den og fremelske den. Jeg kender den ud og ind, som jeg kender vejen ud til puslebordet i nattens mørke goldhed.
Da Ingrid var 4 uger havde Karl været febersyg 4 gange, og jeg tog det med smil og overskud og sagde "pyt" til det hele for "jeg har jo tid til det", "jeg er på barsel" og "Ingrid er så nem så det går nok"... Hmmpf... Alligevel sidder jeg så og tuder oppe hos lægen med en meget syg mundbetændt ikke-drikkende, ikke-spisende, ikke-medicinindtagende 2-årig og med en 2 uger gammel darling derhjemme, som rimeligt eller urimeligt nok må vige pladsen som førsteprioritet.
Og det var kun 1 uge efter at jeg havde siddet hos barselsjordemoderen og tudet over, at min lille nye pige tabte sig så jeg fik indre billeder af sultne sudanere når jeg skulle skifte hende.
Altså selvom jeg er lige her i al min nærvær (når ikke jeg er på bloggen, facebook eller hænger i røret) så føler jeg mig alligevel svært utilstrækkelig, i en rus af selvkritik, benhård kampvilje med ambitioner for min barsel skiftende til en sort tilstand af at smide håndklædet i ringen og bare flygte. Flygte med børnene og kærligheden ind i en osteklokke af uansvarlighed, hvor kun lyst og glæde finder ind.
Og jeg fatter egentlig ikke hvorfor livet ikke er en dans på roser. Til tider virker det så simpelt at træffe de rigtige valg, og følge hjertet. Men jeg accepterer at det ikke er sådan. Det skal jo være skidt før det blir' godt og man skal yde før man kan nyde (eller hvad?). For uden det negative, så synes det positive ikke positivt. Rammen skal sættes så disse relativer kan forholdes til hinanden og mærkes på.
Karl er en gutterdreng, som spiller klaver, guitar, trommer, triangel, kazoo og synger til den helt helt store guldmedalje. Han er sej og glad og dygtig og 2½ (dvs fyldt med den mest naturlige trods). Ingrid smiler og pludrer og er afhængig af moars nærvær. Med andre ord, så er alt som det skal være. Mine ungers trivsel er min anerkendelse så hvorfor ikke snuse det ind i en stor vejrtrækning. Hvorfor skal jeg kvindemenneske spænde ben for mig selv og give vand til spirende negativitet. Det er som om kvindehovedet VIL have fornuften ned med nakken, så utilstrækkeligheden tager over.
Det er jo desværre eller heldigvis også den samme selvkritik der er drivkraft for hele tiden at ville gøre alting bedre og bedre. Aldrig at stille sig tilfreds. Altid stræbe! Men oj, hvor kunne det være dejligt at prøve at hvile i en følelse af at være god nok. Jeg er god til meget, men jeg er ikke god nok til noget som helst essentielt i mit liv.
At gå på barsel er virkeligt en ikke-anerkendende livsstil med tilhørende ammehjerne der holder al logik stangen.
Jeg glæder mig til resten af livet - det gør jeg sgu'.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar