Men! Det er også fuldstændigt berusende dagligt at få skudt store doser pure looove lige ind i årerne. En kærlighed der bare bliver ved at cirkulere rundt i kroppen, uden at udskilles nogensinde. En kærlighed der kun bliver større og mere intens for hvert sekund der går.
Og det er måske dét barsel går ud på; sidde og drikke the og se gamle serier på tv, amme og så genfinde den symbiose med sit barn, som uundgåeligt foregår under graviditeten. Det går ud på at blive et med hinanden, mor og barn, og lære hinanden at kende. Og det er vildt nok at efter 9 måneder kommer der et menneske væltende ud af ens krop. Et menneske som i følelsesmæssigt altid har været her, men som man slet ikke kender. Et lille menneske der bare ligger og overgiver sig til mig! Det er vildt intenst. Vi er nysgerrige begge to; på hinanden og vores egne roller over for hinanden.
Jeg suger til mig og prøver at tolke og gengive lyde og ansigtsudtryk fra det helt aldeles nysgerrige væsen der gør det samme med mig. Jeg kan se det i hendes vidtåbne øjne - de oplever alting for første gang! Det er jo et kæmpe ansvar at netop disse to øjne, med den bagvedliggende spædbarns-bevidsthed, kigger på mig. Det er super fedt og det ER kærlighed.
Og i den aktuelle adoptionsdebat, så rører det mit moderhjerte voldsomt, at se afrikanske forældre få frarøvet deres børn af pengegriske magtfulde vestlige. Det er afrikanske forældre, som også har fået kærlighedens sprøjte. Og værre endnu så er det magtbegærlige vestlige, som sikkert selv har børn. Sikkert!
Men undskyld mig min hovskisnovski tone nu: det er da selvsagt og åbenlyst klart, at når der er penge indblandet i adoptionsøjemed, ja så bliver det nemt til menneskehandel med urene hensigter.
Jeg tror adoptivforældre vælger at lukke øjnene for at få deres eget ønske om et barn opfyldt, og det bebrejder jeg dem ikke. For børn er mening. Meningen!
Provokerende sagt, så består meningen i at få børn netop i at disse er en videregivelse af egne gener og ikke andres. Men meningen består også i, at de skal sikre artens overlevelse, og der må man formode at et afrikansk barn lever længere i Danmark end i et HIV-plaget og korrupt afrikansk samfund.
Jeg kan slet ikke forestille mig, at forældre ikke har kærlighed til sine børn. Men jeg tror til gengæld at nogle forældre selv er så svigtede, at de ikke magter opgaven. Og så skal vi hjælpe! Og vi skal skamme os når nogen overses.
Adoptivforældrene fra igangværende mediestunt må have ubegribelige mængder kærlighed til deres børn, men ligesom med ens biologiske børn, så kender man dem jo ikke på forhånd. Det betyder jo at man ikke ved hvad man går ind til når man bliver forældre, og da slet ikke når man modtager et 4-årigt barn med en helt anden kulturbaggrund. Jeg synes det er helt forfærdeligt at vi, som samfund, svigter sådan et barn ved ikke at hjælpe forældrene.
Når det er sagt, så tror jeg på systemet. Jeg tror at hvis man har ressourcerne til det, så fatter man knoglen og får den hjælp der er brug for.
Men hvis man farer forblændet rundt i sit nye liv som adoptivmor, så kan det være et nederlag at melde ud at "jeg har brug for hjælp".
Og så er det sgu helt groteskt, at samfundet ikke stiller op med en meget omfattende hjælpepakke til adoptivforældre. De er lette at hjælpe fordi de er registrerede som adoptivforældre - i min optik burde det betyde at de er selvskrevne til rådgivning de første mange år med deres adoptivbarn.
Adoptionsproblematikken er forholdsvis let at redde sig ud af, i hvert fald på dansk jord. Det handler om at få økonomi ud af adoptionsverdenen ligesom det handler om ovennævnte hjælpepakke.
Hvad der er langt værre, er de mange mange ressourcesvage mødre der sidder i dette land og ikke fatter knoglen. Som ikke ved de har brug for hjælp, som ikke ved hvad deres samfund rummer af muligheder for dem, og som ikke ved at et liv med børn ikke handler om dem selv.
De er problemet, for de er svære at finde frem til for samfundet. Det er dem der bliver tabt. Det er dem og deres små ustimulerede og svigtede børn der bliver svigtet af samfundet. Og det bløder i hjertet at tænke på, at nogle mødre måske sidder med en helt anden bevidsthed omkring moderrollen. Der sidder rigtig mange danskere som slet ikke reflekterer over det at blive mor og senere være det. Det er skræmmende for jeg ved, at vi har rigtig meget hjælp at give, hvis vi finder dem.
Børnene har intet valg!
Op på hesten og kampen er skudt i gang for at børn, alle børn, skal blive livsglade og ressourcestærke individer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar