Accept yourself - all in på Sara

For 22 dage siden lå jeg og fortvivlede over hvor dum jeg var, at have bragt mig selv i denne situation. Igen!!

Ingrid er 22 dage i dag og hverdagen har for længst indfundet sig her på Myggevej. Når man har små børn, især hentyder jeg her til ham på 2 år, så lærer man hurtigt at holde af hverdagen. For når hverdagens trygge struktur forsvinder, og der flytter en lillesøster ind der rent faktisk ser ud til ikke at flytte ud igen, ja så skal der altså skubbes til grænserne for lige at mærke efter hvor mor og far er henne i alt det her babyrod.

Karl elsker Ingrid og det tog da også kun en lille uge for far og mor, at fatte at de hurtigst muligt måtte finde en rille at tumle rundt i i hverdagen. Og egentlig snyder det mig helt, at jeg tror at nu er alting helt anderledes og alle ure må stoppes for her er et spædbarn. Jeg havde nok en forventning om at livet skal være noget rod og jeg skal famle rundt i blinde så snart der er spædbarn i hjemmet. Men egentlig er det hele bare det samme... Der er bare 1 person mere i hustanden til at sprede liv og glade dage:-) Det var selvfølgelig noget andet med nummer 1, for der ændredes min livsrytme og hele min selvopfattelse sig virkeligt. Men selv dengang kan jeg huske, at jeg en dag (Karl var ca 3 mdr) kiggede mig i spejlet og så at det var Sara der kiggede tilbage. Jeg var vildt optaget af, at nu var jeg for evigt ændret og for forvirret og forvildet rundt for at finde mig selv. Og pludselig så jeg, at jeg bare var den samme som før - nu bare med den ekstra dimension at jeg var mor. Livet var ændret, ikke jeg!

Det var også der, da jeg så gamle Sara i spejlet, at jeg besluttede mig for at jeg ret godt kunne li' hende jeg så. Jeg kunne li' hende til trods for fejl og mangler! Derfor besluttede jeg mig for at blive ved med at være hende og i stedet for at tro jeg hele tiden var på vej et andet sted hen, så hvile i det jeg så i spejlet. Hvile i mig selv og acceptere at jeg ikke er alt det jeg tror jeg gerne vil være, men ikke er! Det var i det nu, i den nye bevidsthed, at jeg åndeligt blev single (og i den helt rigtige virkelighed, så begyndte den løsrivelse da jeg blev gravid). Jeg havde manglet lige præcis den selvforståelse for at acceptere mig selv tilstrækkeligt til at turde være selvstændig. Jeg gik all in på Sara og jeg har ikke gjort andet siden.

Det kan varmt anbefales at acceptere sig selv. Det gør det lettere at træffe beslutniger og hvile i dem. Og jeg nævner i flæng beslutninger: at være (ikke blive) mor, bruddet med Karls bio-far, at blive kærester med Søren, sidenhen blive gravid igen (og denne gang have hjertet med), blive gift, flytte til Aalborg, være mor til to, skifte karriere.

Det er kæmpestore og, for livet, meget betydningsfulde beslutninger, som jeg med stolthed og glæde kan sige, at jeg står ved og hviler 100 % i. Jeg kunne ikke ønske mig noget andet, og det er også selvom toget til tider har kørt så stærkt at jeg er blevet blæst helt mærkelig i ansigtet og tårerne har sprøjtet ud. Jeg er ikke blæst omkuld - ikke endnu:-)
Jeg er så dybt taknemmelig for, at mine omgivelser har accepteret alle mine valg også. For jeg tænker, at når jeg synes det går hurtigt, så må familie, venner, relationer der står på sidelinjen og ser på, opfatte togets hastighed som endnu højere. Men de er her stadig allesammen, og der er kommet nye til. Det er jo fantastisk!! Det er SÅ fantastisk!

Og måske, håber jeg, smitter det af på dem, at jeg hviler og nyder togturen. Måske kan de mærke, at jeg har fundet Sara igen. Måske kan de mærke jeg har det godt!

Ingrid er 22 dage gammel om 4 timer og 25 minutter, og jeg HAR lyst til at trykke på stop-knappen og suge hende til mig uden at vide at tiden går. Det går mega stærkt og kun jeg er ansvarlig for at prioritere hvor mit fokus skal være, og jeg vil så nødigt se tilbage og fortryde noget, så jeg nyyyyder barslen (også selvom det er lidt kedeligt at sige "gugu" og "gaga" og "nøøøj hvor er du dygtig til at løfte hovedet lille skat"), for jeg får aldrig tiden igen.

Moralen må dermed være, at ting sker når det er tid til at ting skal ske! Og det skulle ikke lyde skæbne-agtigt på nogen måde, for vi styrer selv slagets gang. Men i min generation er vi vilde efter at ville ha' det hele lige nu og her. Derfor kan det være fint at indstille sig på, at man ikke både kan blæse og ha' mel i munden. Og nuet bliver et meget rarere sted at være, hvis der kun er ét nu!