Jeg bliver mere og mere navlepillende (som om jeg manglede noget på den konto?) og indadvendt. Jeg kan stort set ikke rumme andre og min mund der ellers sjældent står stille er nu paretisk patetisk. Og jeg er bange.
Kvalmen er groet fast og jeg føler konstant sult, men har ingen madlyst. Jeg har det fysisk helt elendigt og føler det vanskeligt at koordinere mine bevægelser, fx armene i forhold til benene når jeg går. Der er stadig ikke plads til at trække vejret helt ned i maven. Det smuldrer bare og jeg har svært ved at vælge den positive tanke. Jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra dødsangsten. Den griber mig uden varsel og jeg er simpelthen så bange for at den skal blive konstant. Jeg vil ikke miste mit barn.
Og hvad skal vi ha' til aftensmad? Eller den måde jeg bare kan sidde og være til uden at kunne det. Jeg ved jeg engang kunne støvsuge, men jeg kan ikke nu. Jeg væmmes ved tanken om mad og jeg væmmes ved tanken om at skulle tænke på at planlægge et måltid. Og jeg bliver også sur over det. Så spiser jeg det Søren sætter frem og skyller efter med et glas vand, men jeg er stadig sulten. Det er bare den ondeste apatiske lorteboble jeg er havnet i og jeg vil bare ikke det her. Jeg vil sove og vågne til det gode liv. Råbe råbe råbe!!!
På børneonko tager Mette i mod os:
"Hej. Er det lidt overvældende at komme sådan et sted her" siger hun. "Nej nej", siger jeg, "vi ved udemærket godt hvad virkeligheden er på jeres afdeling."
Og sådan kan man stå der og være nok så reflekteret og snyde sig selv så det driver. Først da jeg snakker med en skaldet drengs forældre går det op for mig, det hele. Victor har neuroblastom og har netop afsluttet samme forløb som Karl nu skal opstartes i. Han har sonde ligesom de fleste andre små børn på afdelingen. De var så afslappede og smilende og alt alt alt for vante til at være der. Jeg tænkte jo at vi egentlig ikke hørte til der. Men de har mange retinoblastombørn på afd. A4. Jeg tænkte, at vi ville blive ugens gæst og ikke en del af cirkuset. Jeg tænkte, at 'der er de andre børn, og så er der Karl'. Jeg tænkte, at Karl var rask, men han er syg. Og nu skal folk bare vige for her kommer jeg og jeg skal forbi i en vis fart.
Og så skal folk lade være med at klynke. Ja før det her helvede, så troede jeg ikke at man kunne ha' overskud til at gå op i den slags småligheder, men det falder mig pludelig super naturligt at tilsvine andres klynkende statusupdates. Jeg magter ikke! Jeg magter ikke at nogen kan sove om natten. Jeg magter ikke at nogen kan tale om eller tænke på andet end MIG! Det ramler og det larmer i mens.
Så nu bliver vores virkelighed nogle lange gange på 'isolationsafsnittet' A4 gående frem og tilbage på gangen med Karls dropstativ i hånden. Han skal ha' barberet sit smukke hår af inden det falder af i totter. Han skal smertelindres og kvalmestilles. Han skal ikke i børnehave. Han skal ikke dø!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar