Gyng, gang, godnat

 

Jamen jeg glemte jo helt at jeg havde fået pakke fra www.filabel.dk, hvor der var masser af skønne ting i. Bla. denne vilde hest, som midlertidigt hænger midt i stuen inden den hypper udenfor. Den er smadder fin og rigtig god med de høje sider. Der står desværre ikke noget om hvem der har lavet hyp hyp Lotten. Sandalhjemmefutterne er også fra www.filabel.dk, og de er lavet af See Kai Run i serien 'Smaller'. Smadder fine og et godt alternativ til det 'ikke gående' barn. Faktisk var savlesmækken også i pakken, og den er blot fra Pippi. I pakken var også en savlesmæk magen til bare i grøn, samt en badeand der kan sprøjte med vand og sige rap (mega sjov for moren og faren) og så denne her fra Småfolk, som jeg bare måtte se min lille tykke dreng i.

Og så er det altså også godnattid!

Tre hurtige...

...fordi jeg er sej...

       1) Jeg har fået min strikkemotivation igen (JUBII!) og
          skal nu bare ha' strikket ærmer til en trøje til Karl.

       2) 1, 2, 3 pudekamp! Alle sofahynderne blev kastet
         tilfældigt ud på gulvet, og det var noget en hvis herre
         syntes om

       
       3) Spiste morgenmad med mine forælde i Herning, så en 
          gammel veninde til frokost, har været til tandlæge OG
          har nået at hygge mig med Karlen. (Nåede så 
          tilgengæld ikke i skole)

...fordi jeg er kikset...


       1) Trøjen til Karl er str 6 mdr. (han er 1 år) og jeg
          insisterer på at gøre den færdig fordi jeg allerede har 
          lavet det meste, inkl. en helt masse minisnoninger.
       
       2) Her blir' bare ved at stå en papkasse eller en bunke 
          eller en tom ramme og det er snart 6 mdr. siden jeg
          flyttede. Værst er dog at væggene stadig er bare - jeg 
          er vildt flov.


       3) Jeg har endnu ikke sat mig ordentligt ind i mit 1 år
          gamle giga seje Nikon D90 kamera, selvom jeg ved at 
          billedkvaliteten ville blive meget bedre uden 
          'autofunktionen' på.

...af den kedelige type...

       1) Jeg er pisse dobbeltmoralsk og handler igen og igen mod 
          min egen vilje. Man kan kalde det selvdestruktiv
          adfærd!
       
       2) Jeg stoler ikke på min egen dømmekraft, måske fordi jeg
          gentagne gange har truffet valg og gjort ting, som jeg
          bagefter har svært ved at vedkende mig. Jvf. ad.1)

       3) Jeg er queen of ambi. Jeg er ambi-alting. Jeg forsøger 
          altid at få alle vinkler på en situation. Tænk hvis jeg
          overser noget. Jeg er født i vægtens stjernetegn og det 
          er den sygeste forbandelse. Jeg vægter, vakler og 
          tripper over alt fra store til små perspektiver.




...fra den alvorlige skuffe...


       1) Jeg har svært ved at samle mig for tiden - jeg kan ikke
          fokusere mine tanker. Der er en tornado af 
          puslespilsbrikker i mit hoved.


       2) Jeg dyrker det sorte - mørket - indeni mig, måske fordi 
          det er trygt.


       3) Jeg skiftevis irriteres over omverdenen (inkl 
          Midttrafik) og mennesker jeg støder på (både fremmede og
          bekendte), og mig selv. Det er sådan en dum vekslen 
          mellem at pege udad og indad.


Godnat med håbet om en frisk ny sprudlende energifyldt dag imorgen.

Mindfulness

Mindfulness (also translated as awareness) is a spiritual faculty that is considered to be of great importance in the path to enlightenment according to the teaching of the Buddha.

Enlightenment is a state of being in which delusion has been overcome, abandoned and is absent from the mind. Mindfulness, which is an attentive awareness of the reality of things (especially of the present moment) is an antidote to delusion and is considered as such a 'power'. This faculty becomes a power in particular when it is coupled with clear comprehension of whatever is taking place.

The Buddha advocated that one should establish mindfulness in one's day-to-day life maintaining as much as possible a calm awareness of one's bodily functions, sensations (feelings), objects of consciousness (thoughts and perceptions), and consciousness itself. The practice of mindfulness supports analysis resulting in the arising of wisdom. A key innovative teaching of the Buddha was that meditative stabilisation must be combined with liberating discernment.

When practicing mindfulness, for instance by watching the breath, one must remember to maintain attention on the chosen object of awareness, "faithfully returning back to refocus on that object whenever the mind wanders away from it." Thus, mindfulness means not only, "moment to moment awareness of present events," but also, "remembering to be aware of something or to do something at a designated time in the future".

Ovenstående er et lille udpluk af Wikipedias definition på den buddhistiske mindfulness. Jeg er stor nybegyndende tilhænger af teorien om 'awareness', at være til stede i øjeblikket.

Det er jo i den grad modstridende med den moderne families coping mekanismer i hverdagen: multitasking. Et aldeles grimt begreb, som vi alle benytter os af. Fx leger med vores barn mens vi gøres opmærksom på at en sms er tikket ind i indbakken på vores smartphone. Eller at snakke med vores kæreste mens vi hænger tøj op og desuden planlægger hvad vi skal ha' til aftensmad og hvordan og hvornår ditten og datten skal gøres.


Man siger, at mindfulness er 'a state of non-doing'. Det handler om 'being' og ikke 'doing'. Vi kan være meget fokuserede på et mål, ja fordi vi er mennesker og dermed stræbsomme. Men i Buddhismen handler det ikke om målet, men om vejen dertil. Vi skal altså være tilstede i øjeblikket og fokusere, for man kan ikke tænke sig til udfaldet af en situation. Man kan have et mål, men man kan aldrig planlægge hvordan man kommer dertil, for vi vil altid være 'her' og ikke 'der'. Derfor får vi mest ud af at koble krop og tanker og sanser og være til stede lige 'her' i stedet for at blive ved at fokusere vores tanker over på 'der' (ex ved at planlægge aftensmaden og dagen imorgen.

I meditationen og andre små øvelser kan man træne sig i disciplinen mindfulness, og mit mål er at integrere det i min dagligdag, sådan at jeg flere gange om dagen stopper op og mærker efter og holder forstyrrende tanker væk fra hvad jeg laver i nuet.


I teorien er det endelige mål (mål er parasokssalt til ovenstående) eller den endelige konsekvens af mindfulness at finde ud af hvem man virkelig er og så legemliggøre dette for så at opnå indsigt og viden om selvet.

Her er linket til en øvelse, som man sagtens selv kan lave når man har hørt denne sprøde mandestemme et par gange. God fornøjelse:-D


Mindfulness øvelse

Sommer betyder kærlighed

Nu kom endelig den sol der har ladet vente så længe på sig. Og den har taget min ven varmen med sig. Jeg suger alt hvad mine tidligere rygerlunger magter, for ikke at misse et enkelt lille solstrejf. Der er kærlighed i luften, og det ses tydeligt når man slentrer helt sommerafslappet rundt i Århus' gader. Der kysses, krammes, synges, smiles i et væk så jeg bliver helt glad under Yvonnehatten (ja for sådan én må jeg bære om sommeren for ikke at få skallet ansigt og hudkræft osv). Sangdisciplinen udføres flot af de bænkede alkoholikere som pryder Århus' busskure. De og deres labradorhunde har det bare den tand bedre om sommeren, færre bekymringer og flere menneskeliv at glæde/skræmme med deres ligefremheder og skraldespandsroderi.
I love it. Jeg elsker sommer-Århus. Og sommer-Skæring. Jeg elsker lyset der brænder vinteren ud af min krop. Og så elsker jeg ham her:

Rigtig glædelig sommer blogland.

Peace and love

Mor på arbejde

Igår var jeg til eksamen, i dag startede jeg et nyt fag op her i slutspurten på 6. semester medicin på AU, imorgen starter jeg så på arbejde efter et års barsel derfra.
Og når man sådan starter på arbejde igen efter barsel (ja ok jeg startede på uni igen i januar så det er ikke helt nyt for mig) så er der bare 1000 småting der lige skal ordnes sådan ca overalt. Her er et af de forsinkede projekter endelig afsluttet:

Et kæmpe hængeparti - drivhuset. Der er forspiret og pottet, men planterne er ligesom bare aldrig kommet i jorden. Det kom de endelig i dag, og selvfølgelig med Karl som hjælper

Om en måned eller to kommer der masser af tomater, agurker, peber, chili og aubergine til at snegle sig hen ad jorden og hænge oppe under loftet i det lille drivhus. Og der er endda flere små spirer der tripper efter at komme i potter og siden ned i den lækre drivhusjord. Jeg glæder mig, for køkkenhaven lever sit eget liv for tiden. Med eksamener kom ukrudtet, og det har overtaget, så der kommer nok kun kartofler, ærter, bønner, løg, majs, salat og spinat - måske overlever rødbederne også, men gulerødder, pastinak og squash måtte lade livet for ukrudtet. Til gengæld står der nogle lækre rabarber under den store rododendrons skygge og giver sene dejlige sommerkager til vores søde bisser.
Karl var en fantastisk hjælp i drivhuset idag... de første 5 min ca. og så skulle der ske noget. Men så fandt han en farlig slange udenfor, og den skulle da lige udforskes (han er jo søn af en biolog).

Jeg har desuden sat løg, som en dag skal blive til fine hvide ranunkler og bonderoser. Bonderosen er af typen Sarah Bernhardt, den er så fin. Se her:

Nu skal jeg så ha' bundet pilestativer af alle de pilegrene min mor var så sød at komme med, så nogle af de mange latyrus kan komme lidt tættere på himlen, så man bedre kan se de skønne farver. Jeg glæder mig. Nu skal jeg bare ha' lokket nogle valmuefrø ud af naboen, for han har de mest fantastiske kæmpevalmuer, som jeg må ha'. Desuden har han lige den klematis jeg skal ha', så mon jeg også kan lokke stiklinger fra den ud af ham? De få små projekter og så lige alle de andre der hober sig op i den ellers nok så lange kø. Jeg trives egentlig fint med min vilde og ret ukontrollerede have, men hvorfor er der så alligevel så meget arbejde i den?

Der var engang

Et rigtigt eventyr starter sådan. Der var engang jeg ikke var forælder... Stop! Det er så mærkeligt med tiden og surrealismen i livet, paradokserne (liv/død, rig/fattig) og jeg fatter simpelthen ikke at der har været et liv før Karl, altså jo det har der jo med meget stor garanti og sikkerhed, for jeg kan huske det. Men han har jo altid været her, for han er jo i virkeligheden 99,99999% mig. 1 celle fra Emil og resten af Karls væv er taget fra mit væv, mine celler, mit blod. Jeg har lavet noget som altid har eksisteret, men som alligevel er så nyt og enestående. Så er biologien ligesom på plads, og sjælesnak og skæbne må vente...


21/6-2010 kl 00.30
Mig:  

"Emil vågn op! jeg har sådan nogle meget regelmæssige mavesmerter. Det må være veer."

Emil:  
"Nej du har ej. ZZZzzz..."

Ok! Jeg forsøgte at falde i søvn igen. Først på den ene side, så den anden, så den tredje? 


30 min senere:


Emil:  
"Nu ringer vi altså til sygehuset. Basta!"
Mig (idet jeg tænker på hvad fanden folk snakker om med vesmerter - det er jo ingen sag det her - jeg er en fødemaskine):
"Nej det er altså totalt pinligt at komme derind alt for tidligt og når først jeg er kommet ind på det sygehus så går jeg ikke før jeg har en baby med ud. Basta!"

Dette illustrerer egentlig meget godt hvordan firkant 1 kommunikerer med firkant 2 (og det er selvfølgelig Emil der er firkant 1, master-firkanten). Det blev firkant 1 der vandt, og vi kom ind på sygehuset, og jeg kom til at tage mine overlegne ord i mig igen, i form af adskillige bønner om at give mig kejsersnit på stedet uden bedøvelse og formaninger om, at nu måtte samarbejdet (med jordemødrene) ophøre for nu skulle jeg sove og jeg havde ikke tænkt mig at føde noget barn. Basta!
Jeg plejer at ærgre mig over min forbistrede evne til altid at tage fejl når jeg er aller mest påståelig, men lige nøjagtig i dette tilfælde var jeg ret tilfreds med at min krop i samarbejde med jordemødrene gennemførte fødselsprocessen selvom jeg nægtede.


Svup, sjask, klask, bum - et barn!
  
Og så sked han ellers... 4 gange blev det til... lige ud på min bare mave. Og så lige en sluttelig tisstråle. Så havde jeg ligesom også både gennemlevet den psykotiske smerte ved at føde og straks efter fået et ganske godt indtryk af hvor meget klamhed i form af kropsvæsker sådan et lille væsen beriger en med i de første uger/måneder/år. Parenthood here I come!


Vi hørte forresten medbragt musik under hele forløbet, og pladerne blev styret af dj Emil, som da først ige måtte hive en country cd ud af musikanlægget før vi kunne få Jan Johansson på. Absurd, ikk?! Country til en fødsel er max no go!


Det er altså et rigtigt eventyr og det er langt fra slut...

Tre små skridt...

...er lige præcis hvorfor jeg for snart 24 timer siden meldte mig ind i dette nye online samfund - Blogger-samfundet.

Karl, Karlsson, Karruselkarl, Karlo, SuperKarl, BumKarl, Karlosan. Kært barn har mange navne (og Karl er lige nøjagtigt så kær at han skal ha' rigtig rigtig mange navne), og dette kære væsen bankede på min kæmpe vom for lige straks et år siden. "Moar jeg vil ud" skreg han, og han blev ved at skrige i måneder efter han var kommet ud. Den dag i dag har han stadig et noget iltert temperament. Han er et følsomt lille gemyt (æblet falder jo sjældent langt fra dets stamme).

Og her er han så min mindste lille ven!

Jeg har glemt så meget på dette lille år, og hvis vi skal regne graviditeten med, så har jeg glemt pisse meget. For meget! Derfor har jeg nu besluttet at denne Alzheimers nervedegeneration må stoppe. Nu vil jeg ikke glemme, nu vil jeg huske - mindes og glædes og græmmes i en lind strøm via indlæg på min blog. Min blog... det lyder helt surrealistisk, for jeg har altid tænkt at det her bloggeri er noget værre navlepilleri. Men ud over at jeg har erkendt at blogliv er meget mere end navlepilleri, så har jeg også indset at jeg er en navlepiller.

Indrømmelse: jeg har grædt i dag. Faktisk græder jeg i perioder dagligt. Aller oftest af lykke dog. I dag var det en blandingsgråd og endnu engang får Karlsson æren. Ikke nok med at mit hjerte flås i tusind stykker over den forestående 1-års fødselsdag, så skulle denne søndag være dagen, hvor Karl igen slog fast at han en dag vil løsrive sig mere fra mig. For en måned siden kravlede han op af de mange trapper mod den lukkede havelåge. Jeg gruer for den dag han kan åbne lågen.

3 skridt begav han sig vaklende ud i. Og det kom totalt bag på mig, for han er altså en kæmpe pivskid ellers. 3 skridt lige foran synet på mig, og lige først tænkte jeg: "ikke endnu", "jeg er ikke klar", men så var det jeg så hans store smil og de opløftende rynker om hans blå øjne som tilkendegav at han var den mest stolte lille purk. Jeg skal nok klare den. Tiden altså. Jeg skal nok klare at den løber fra mig igen og igen, for imorgen når Karlo kommer ned i vuggeren og skal blære sig med sine vaklende skridt med funklende stolthed i øjnene,  så kommer min demens mig til gode, for så glemmer jeg tiden og dagen igår. Og det er her jeg åbner redskabsskuret og hiver den gamle velkendte mindfullness frem og har fokus på nuet og de funklende øjne. Suk...